‘Flemming, Karsten og Jan. Lad dem bare komme an!’
Sådan stod der på et kæmpe banner, som gruppeformand Jan Villadsen skulle forbi sammen med forhandlingssekretærerne Flemming Overgaard og Karsten Kristensen fra 3F’s Transportgruppe, da de onsdag mødte ind i Industriens Hus i København til opstart på OK-forhandlingerne med arbejdsgiverne.
Et af de krav, som medlemmerne har givet de faglige topforhandlere med under armen, handler om løn.
– Vores medlemmer har jo også mærket de stigende priser, når de fylder benzin på eller køber ind. Vi går også efter en reallønsfremgang, som jeg mener, der er et godt fundament for, siger Jan Villadsen til Fagbladet 3F.
Vi går også efter en reallønsfremgang, som jeg mener, der er et godt fundament for.
Jan Villadsen, gruppeformand 3F Transport
Han fremhæver, at også medlemmernes trivsel bliver et vigtigt tema ved forhandlingsbordet. Medlemmerne efterspørger mere indflydelse især på egen arbejdstid, så familielivet kan hænge sammen.
– Vores medlemmer er pressede ligesom mange andre danskere. Op mod en tredjedel af vores medlemmer trives ikke i jobbet. Lange og tidlige arbejdsdage, som de ikke ved hvornår slutter, for meget overarbejde og dårlig tone går ud over trivslen, udtaler gruppeformanden.
Arbejdsgivernes forhandlere på transportområdet er DI’s viceadministrerende direktør Kim Graugaard og vicedirektørerne Niels Grøn og Christoffer Thomas Skov.
3F Transport og DI aftaler Fællesoverenskomsten, der omfatter chauffører, lagerarbejdere og havnearbejdere.
Fællesoverenskomsten er en normallønsoverenskomst, hvor størstedelen af lønnen fastsættes ved de centrale overenskomstforhandlinger og gælder for hele overenskomstperioden.
Aftalerne mellem DI og 3F Transport sætter den økonomiske ramme for samlet 186.000 lønmodtagere på normallønsområdet, hvilket svarer til cirka 20 procent af de ansatte på det private arbejdsmarked.
Det mest udbredte lønsystem i den private sektor er minimalløns- eller mindstelønsområdet. Det dækker cirka 56 procent af privatansatte lønmodtagere, svarende til cirka 600.000, herunder ansatte i industrien. Forhandlingerne på den toneangivende industrioverenskomst – mellem Dansk Industri og CO-Industri – startede mandag den 6. januar.
Den 16. januar starter forhandlingerne om nye overenskomster i byggebranchen. Det bliver markeret med et stort anlagt kick off-arrangement på Rådhuspladsen. Herfra er der udsigt til Industriens Hus, hvor forhandlerne mødes til den officielle start på OK25.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.