I morgen den 10. november er det præcis to uge siden, at mere end 150 utilfredse håndværkere og faglige aktivister gennemførte en effektiv blokade af Züblins byggeplads i Carlsberg Byen. På den tidligere bryggerigrund har den tyske byggegigant hovedentreprisen på det 80 meter høje Dahlerups Tårn.
Aktivisterne satte hængelåse på alle indgange til byggepladsen i protest mod Züblins brug af udenlandske underentreprenører uden overenskomst.
Blokaden var etableret udenom den københavnske byggefagforening 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF). Først da den kom på pladsen, indledte forhandlinger med firmaerne uden overenskomst og Züblin lovede, at firmaerne først ville komme ind og arbejde igen, når de havde underskrevet en overenskomst, blev blokaden ophævet.
Senere samme aften meddelte BJMF, at der var underskrevet overenskomst med fem firmaer med tømrere og arbejdsfolk fra blandt andet Polen og Bulgarien.
Vi er siden det forrige 48 timers møde begyndt at kigge lidt længere nede i rækken af underentreprenører. I hele virvaret af underentreprenører til underentreprenører har vi erfaret, at der er flere , som ikke har overenskomst
Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær3F BJMF.
– Nu holder vi selvfølgelig øje med, om de firmaer også overholder overenskomsten, men der skal jo lige gå en lønperiode, siger faglig sekretær i byggegruppen Rasmus Kreutzmann til Arbejderen og fortsætter:
– Og ellers er vi siden det forrige 48 timers møde begyndt at kigge lidt længere nede i rækken af underentreprenører. I hele virvaret af underentreprenører til underentreprenører har vi erfaret, at der er flere, som ikke har overenskomst.
Rasmus Kreutzmann ønsker ikke at uddybe hvor mange og hvilke firmaer, det drejer sig om. Han understreger, at BJMF vil undersøge det grundigt, før de udtaler sig offentligt.
Fyret tømrersvend
Tømrersvend Jette Jørgensen havde monteret tonsvis af gipsplader for tømrerfirmaet Julius Nielsen på den omstridte byggeplads, da Züblin den 24. august smed firmaet og 21 tømrersvende og arbejdsmænd på porten. I stedet hyrede Züblin et andet dansk tømrerfirma DEKO, som benytter udenlandske håndværkere til lavere løn.
– Jeg er ikke i tvivl om, at der stadig foregår meget på byggepladsen, som ikke tåler at blive rullet ud i offentligheden, og at der er flere firmaer på pladsen uden overenskomst på trods af Züblins løfte den 27. oktober, siger Jette Jørgensen til Arbejderen.
Lørdag i sidste uge og igen mandag morgen kiggede hun forbi sin tidligere arbejdsplads af ren nysgerrighed. Den ene af gangene faldt hun i snak med et sjak på 10 mand.
– De sagde, at de havde fået overenskomst efter blokaden, men at de ikke kunne mærke forskel. Jeg ved selvfølgelig ikke, om de får løn hver 14. dag eller en gang om måneden, men jeg ville da forvente en eller anden form for information fra min arbejdsgiver om, hvad det vil betyde frem over. Det kan være et personligt brev eller et opslag i skuret, eller hvad ved jeg, lyder det fra Jette Jørgensen.
Hendes indtryk, efter at have været forbi byggepladsen i Valby et par gange, er, at dem, der nu går på pladsen og udfører hendes og kollegernes arbejde er en blanding af enkeltmandsfirmaer, som ikke er overenskomstdækket, nye udenlandske firmaer og vikarbureauer, som heller ikke har overenskomst.
– Det er mit indtryk, at Züblin har ansat DEKO, som har ansat nogle andre, som har ansat nogle andre osv. Det er et klassisk eksempel på, hvor svært det er at sikre overenskomster. Det nytter ikke meget, at fem firmaer tegner overenskomst, hvis de bare hyrer nye underentreprenører, som ikke har.
– Til sidst bliver det mere og mere uoverskueligt og uigennemsigtigt – også for Züblin og byggeledelsen. Så jeg kan sagtens forestille mig, at de – konfronteret med at der er et firma uden overenskomst – vil sige, nå er der et firma med det navn på vores byggeplads. Det vidste vi ikke, mener Jette Jørgensen.
Manglende overenskomst er ikke det eneste problem
Da Jette Jørgensen arbejdede i Dahlerups Tårn var udenlandske firmaer og ansatte på lavere løn end de danske håndværkere ikke de eneste problemer på byggeprojektet. Der var tydelige problemer med tidsplanen, hvilket resulterede i at tømrere, elektrikere og betonnere “vadede rundt oven i hinanden.” Der var problemer med støv og støj, og manglen på toiletfaciliteter blev forsøgt løst med opstilling af én toiletvogn til alle håndværkere.
– Jeg tvivler stærkt på at de problemer er løst nu, slutter den københavnske tømrersvend.
Tilbage til 3F og Rasmus Kreutzmann:
– Som sagt arbejder vi med at afdække underentreprenører i alle led. Det er ikke helt enkelt, men det er nødvendigt at få styr på løn og arbejdsforhold, hvis arbejdet skal fortsætte og skride fremad uden yderligere forstyrrelser.
Ingen svar fra Züblin
Arbejderen har henvendt sig til Züblin for at få deres reaktion på kritikken af de mange firmaer uden overenskomst, og har spurgt, hvad de gør for at sikre ordentlige løn og arbejdsforhold på det byggeri, hvor de har hovedentreprisen. Firmaet er endnu ikke vendt tilbage.
Züblin har nu to gange på byggepladsen i Carlsberg Byen præsteret at smide organiserede håndværkere på porten og skifte dem ud med uorganiserede håndværkere. Det skete første gang tilbage i juni 2020, hvor et organiseret betonsjak fra det danske entreprenørfirma EMCH blev erstattet af uorganiserede udenlandske kolleger fra Budomex, der er et berygtet polsk ejet bemandingsbureau.
De danske betonarbejdere indkaldte til demonstration, men den fik ikke Züblin til at ændre adfærd, snarere tværtimod. Züblin reagerede ved at opsige samarbejdet med BJMF om at undgå social dumping i Carlsberg Byen – et samarbejde, som fagforeningen fortsat har med blandt andet Per Aarsleff A/S, der stadig bygger på bryggerigrunden.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.