Antallet af arbejdsulykker har været i kraftig stigning fra 2020 til 2021. Det viser den årsopgørelse, som Arbejdstilsynet offentliggjorde den 25. april.
Tallene viser, at der har været cirka 17.400 flere anmeldte arbejdsulykker i 2021 end i 2020. Arbejdstilsynet forklarer, at stigningen primært skyldes covid-19, men Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) er dykket ned i opgørelsen og konstaterer, at årsagen til stigningen langtfra kan forklares med pandemien. Det bliver særligt tydeligt, hvis man ser på tallene over en længere årrække.
Der er særligt nogle udenlandske entreprenører, der simpelthen er fuldstændigt ligeglade med de påbud, de får af Arbejdstilsynet.
Claus von Elling, formand BAT-kartellet
BAT har således udeladt ulykker, hvor covid-19 er taget med, eksempelvis “infektion” eller “andet”, og alligevel har 2021 stadig det højeste antal arbejdsulykker per 10.000 ansatte i perioden 2016 til 2021. Blandt andet er der anmeldt cirka 1000 flere “forstuvninger m.v.” i 2021 end de foregående fem år. Hertil kommer, at skadetypen “tab/knusning af legemsdel” er steget fra 157 tilfælde til 318 tilfælde i samme periode.
Arbejdstilsynet skriver i årsopgørelsen, at “Fra 2019 til 2021 og især fra 2020 til 2021 ses en samlet stigning i både antal og incidens.” Senere kan man læse: “Dette peger på, at der er sket en generel stigning i forekomsten af anmeldte arbejdsulykker.”
– Arbejdstilsynets årsopgørelse er meget trist – men desværre ikke overraskende – læsning. Vi har længe advaret om, at arbejdsmiljøet ikke får den nødvendige opmærksomhed af arbejdsgiverne, og det får desværre direkte konsekvenser for vores kolleger, udtaler Claus von Elling, formand for BAT.
Ulykker koster menneskeliv
BAT er en faglig samarbejdsorganisation for syv fagforbund, som tilsammen har cirka 80.000 medlemmer beskæftiget i bygge- og anlægssektoren. Også bygge- og anlægsbranchen kan konstatere en stigning i antallet af arbejdsulykker, konkret fra 5.174 i 2016 til 6.628 i 2021.
Heller ikke kurven over dødsulykker er det lykkedes at knække. Arbejdstilsynet har i 2021 foreløbig registreret 36 dødsulykker på jobbet, heraf fem i bygge- og anlægsbranchen. Yderligere tre arbejdsulykker, der sidste år endte med at koste menneskeliv, bliver stadig vurderet.
– Desværre ved vi også af erfaring, at tallene dækker over et betragteligt mørketal – især når det kommer til vores udenlandske kolleger. Der er særligt nogle udenlandske entreprenører, der simpelthen er fuldstændigt ligeglade med de påbud, de får af Arbejdstilsynet, udtaler Claus von Elling.
Arbejdsmiljøet presses fra flere sider
Kent J. Nielsen er souschef og seniorforsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning. Han har forsket i arbejdsulykker i mere end 20 år og er ikke overrasket over det stigende ulykkestal i bygge- og anlægsbranchen.
– Når der er højkonjunktur, og alle, der kan bruge en hammer, pludselig er tømrere, sker der flere ulykker. Om det er fordi, man arbejder hurtigere eller mere, er svært at sige. Men sikkerheden bliver ikke prioriteret godt nok, og tidspres, penge og akkordlønninger øger presset på arbejdsmiljøet, siger Kent J. Nielsen til Fagbladet 3F.
Han kritiserer, at der igennem 40 år ikke er blevet gjort nok for at mindske antallet af arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.