Forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked bevæger sig nu ind i slutspurten.
I alt skal godt 600.000 privatansatte have nye overenskomster, og de store områder som industri, transport og byggeri er faldet på plads.
Der mangler nu blot aftaler for under 10 procent af de overenskomstdækkede lønmodtagere i DI’s medlemsvirksomheder. Nogle af dem forsøger fagforbund og arbejdsgivere selv at nå i mål med, mens andre forhandlinger siden den 7. marts er foregået i Forligsinstitutionens regi.
Dermed er risikoen eller muligheden for konflikt – alt efter temperament – yderst minimal. Forligsinstitutionen primære mål er nemlig at “sikre fred på arbejdsmarkedet” og undgå konflikt. Det fremgår både af institutionens egen hjemmeside og af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS).
Forligsmanden skal senest den 28. marts fremlægge en mæglingsskitse, der samler de områder op, hvor parterne ikke selv kan blive enige.
Vores forhandlere har fået dikteret og desværre accepteret et afskriv af industriforliget.
Byggegruppen i 3F BJMF
Mæglingsskitsen tager afsæt i de forlig, der er indgået, og den sættes til urafstemning blandt medlemmerne af de overenskomstbærende fagforeninger. De kan stemme ja eller nej til mæglingsforslaget, men fordi Forligsinstitutionen er bragt i spil, så tælles alle stemmer på tværs af brancher og fagforbund sammen. Det er det samlede ja- eller nej-flertal, der afgør udfaldet af afstemningen, og dermed kan en organisation få fornyet sin overenskomst, selvom et klart flertal af dens medlemmer har stemt nej.
For at forkaste et mæglingsforslag skal et flertal af de afgivne stemmer stemme nej. Hvis den samlede stemmedeltagelse er mindre end 40 procent, så skal mindst 25 procent af de afgivne stemmer have stemt imod forslaget.
Sammenkædning er en juridisk bestemmelse i forligsmandsloven, som giver forligsmanden mulighed for at sammenkæde resultatet fra flere forskellige brancher og fagforbund til ét samlet mæglingsforslag.
Sammenkædningen kan ske på tværs af fag. Der kan kun sammenkædes, hvis forhandlingsmulighederne er udtømte. Det er også en betingelse, at ingen af hovedorganisationerne har modsat sig det.
I praksis er afstemningen sammenkædet. Det vil sige, at alle stemmer lægges sammen, og at det er det samlede ja- eller nej-flertal, der er afgørende.
At afstemningen sammenkædes har eksempelvis den betydning, at en organisation kan få fornyet sin overenskomst, selvom et klart flertal af dens medlemmer har stemt nej, fordi der samlet set er flertal for mæglingsforslaget.
For at forkaste et mæglingsforslag skal et flertal af de afgivne stemmer stemme nej. Hvis den samlede stemmedeltagelse er mindre end 40 procent, så skal mindst 25 procent af de afgivne stemmer have stemt imod forslaget.
Hvis mæglingsforslaget stemmes ned, kan en konflikt tidligst begynde på 5.-dagen efter, at svaret på mæglingsforslaget er givet til forligsmanden.
Medlemmerne af 3F’s byggegruppe er blandt dem, der flere gange har oplevet at få trukket overenskomster ned over hovedet, som et flertal af dem selv har stemt nej til. Det skete sidst i 2023. Her stemte et ganske vist snævert flertal på 50,37 procent forliget ned – som den eneste større faggruppe på det private arbejdsmarked.
Og denne gang er godt 80.000 bygningsarbejdere igen den gruppe, der tydeligst markerer, at de er skuffede og utilfredse med det resultat, deres forhandlere har opnået.
Intet værn mod social dumping
Kritikken går ikke mindst på de manglende tiltag mod social dumping.
“Vi står nu her med et resultat, som intet leverer overhovedet på det allermest afgørende punkt for det her lands bygningsarbejdere, nemlig kampen mod social dumping som truer os på vores levebrød. Faktisk ser vi endnu en overenskomst, som giver mest til dem, der i forvejen tjener mest,” lyder det fra bestyrelsen i Murersvendenes brancheklub Nordjylland.
Klubbestyrelsen mener, at brugen af “fidusfirmaer” og udenlandske arbejdere dermed bliver endnu større fremover.
En udtalelse fra den nordjyske murerklub slutter med ordene: “Vi kan derfor ikke andet end og anbefale vores kollegaer og stemme NEJ til arbejdsgivernes og industriens diktat.”
Samme anbefaling kommer fra en enig bestyrelse i Murerbrancheklubben i København og fra en samlet byggegruppe i Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF). Her stod to overordnede krav i centrum ved OK25: Et værn mod social dumping i form af et kædeansvar og nedsat arbejdstid med fuld lønkompensation.
BJMF konstaterer: “Ingen af vores krav er blevet imødekommet i forliget på byggeområdet. Vores forhandlere har fået dikteret og desværre accepteret et afskriv af industriforliget. Økonomien i gennembrudforlig indeholder en beskeden ramme, og under vores forhandlinger har arbejdsgiverne på intet tidspunkt været interesseret i at omdanne rammen til noget, som tilnærmelsesvis skaber positiv forandring for os i byggebranchen.”
Også blandt blikkenslagere og VVS’ere i Rør- og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 er der utilfredshed med forliget. På en ekstraordinær generalforsamling den 13. marts fremlagde en enig fagforeningsbestyrelse forslag til udtalelse med anbefaling om at stemme nej til OK25. Blot to medlemmer stemte imod.
Kræver reelle forhandlinger
Som ved mange tidligere overenskomstforløb peger kritikerne af dette års forhandlinger på det problem, at et stort område som industrien underskriver et forlig, inden de andre områder har fået en aftale på plads.
BJMF sætter ord på den problematik i udtalelsen, der anbefaler alle til at være solidariske med bygningsarbejderne og “stemme NEJ til arbejdsgivernes diktat”:
“Alle brancher sammenkædes, og vi må aldrig acceptere, at nogle brancher får stoppet et forlig ned i halsen. Vi vil ikke acceptere, at vores forhandlingsret bliver tilsidesat. Det er vores opfattelse, at den ensretning, som vi er vidne til, skal nedkæmpes, før det bliver anerkendt som normalen for de fremtidige overenskomstforhandlinger. I fagbevægelse bør vi stå sammen og tage kampen i fællesskab uanset prisen, når arbejdsgiverne er urimelige.”
I de kommende uger inviterer flere lokale 3F-afdelinger medlemmerne til fyraftensmøder. På flere af møderne deltager 3F Byggegruppens topforhandlere Claus von Elling og Jacob Scavenius. Forhandlerne kommer med en præsentation af forliget, og efterfølgende bliver der åbnet op for debat med deltagerne.
Urafstemning på trapperne
Ifølge Fagbladet 3F er der mulighed for, at der foreligger en mæglingsskitse allerede i weekenden den 22.-23. marts, “fordi det går ret godt med at lande aftaler.” I så fald starter urafstemningen sandsynligvis mandag den 24. marts.
Både den 4. og den 11. april bliver nævnt som mulige datoer for afslutning på afstemningen. Resultatet af afstemningen bliver offentliggjort dagen efter.
Der har ikke været konflikt i forbindelse med de private overenskomstforhandlinger siden 1998.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.