Imens fagbosser og arbejdsgiverorganisationer sad inde i Industriens Hus, hvor de forhandler nye overenskomster på det private arbejdsmarked, stod en flok fagligt aktive klar til at kæmpe direkte for deres løn- og arbejdsvilkår. Klokken var fem om morgenen, det var koldt, og Postbyen i København var nu blokeret.
De fagligt aktive havde blokeret byggepladsen, da der gik arbejdere derinde, som blev snydt for både løn, overtidsbetaling og pension. Derfor var det nu på tide, ifølge aktivisterne, at der skulle gøres noget ved det.
Pladsen var lukket ned, og de ville ikke flytte sig, før der var kommet en aftale på plads. En faglig aktivist, som var med i blokaden, udtaler sig anonymt til Arbejderen og fortæller, at det handler om at stå sammen imod arbejdsgivere, som tror, de kan underbetale deres arbejdere.
– På den her plads handler det om et firma, som gentagne gange går konkurs og genopstår, og hver gang scorer de kassen ved at behandle vores kollegaer derinde som skrald, fordi de nægter at indgå en overenskomst. Det vil vi ikke finde os i mere, så derfor har vi lukket pladsen, sagde den faglige aktivist.
Hovedentreprenøren Nordstern har gentagne gange brugt firmaer uden overenskomst og dermed dumpet løn og arbejdsforhold i branchen.
Flyer fra blokaden af Postbyen
Der deltog omkring 130 aktivister i blokaden, som var succesfuld i at få lukket hele pladsen. Derfor var der fra klokken fem om morgenen og et par timer frem intet arbejde, som blev udført. Den slags koster arbejdsgiverne, og håbet var, at det ville tvinge dem til forhandlingsbordet.
Flere konkurser, men samme ejere
En af de problematikker, som de fagligt aktive har haft med den her specifikke byggeplads, har været, at de virksomheder, som underbetaler, hele tiden går konkurs og genopstår.
I den konkrete sag var det først et firma ved navn PMG Byg, hvor der blev rejst krav om manglende løn, overtidsbetaling og pension. Det firma gik, kort tid efter de krav blev rejst, konkurs. Herefter var det firmaet JCU-Service, som overtog arbejdet, men også de gik konkurs kort tid efter.
Deres opgaver blev så overtaget af JCU Service, hvis eneste forskel fra firmaet før var, at bindestregen var fjernet, men endnu engang blev firmaet erklæret konkurs. I dag er det så JTworks, som har arbejdet og fortsat underbetaler og snyder deres arbejdere for løn, overtidsbetaling og pension.
Alle virksomhederne har samme ejerkreds. De fagligt aktive uddelte til blokaden en flyer, hvori de beskrev problemerne på pladsen, særligt med tømrerarbejdet.
– Hovedentreprenøren Nordstern har gentagne gange brugt firmaer uden overenskomst og dermed dumpet løn og arbejdsforhold i branchen. Tømrerentreprisen er solgt til Vognsen & Co, som er medlem af DI (Dansk Industri red.) Alligevel har de hyret firmaer ind, hvor der flere gange er dokumenteret social dumping og åbnet faglige sager – hvorefter firmaerne er gået konkurs, skrev de blandt andet i flyeren.
Politi før aktivister
Allerede før aktivisterne ankom tidligt om morgenen, stod politiet klar til at modtage dem. Normalt dukker politiet først op senere i processen, når byggeledelsen har tilkaldt dem, efter de har set blokaden med deres egne øjne.
Derfor overraskede det nogle af aktivisterne, at de allerede stod klar så tidligt. Dog blev det ikke til konfrontation mellem aktivisterne og politiet. De meldte klart ud, at de bare var der for at opretholde ro og orden, og så længe der ikke var problemer, så ville de ikke blande sig.
Dog var der en episode, hvor indsatslederen truede med at bryde blokaden med magt, da nogen gerne ville forbi og gå på toilet inde på pladsen. Det endte med, at manden fandt et andet toilet uden for pladsen, og at magtanvendelsen ikke blev nødvendig.
Efter et par timer, hvor flere og flere af byggepladsens arbejdere måtte gå forgæves, ankom nogle fra byggeledelsen til blokaden. De blev bedt om at ringe til fagforeningen, som de så kunne forhandle en aftale med. Det gjorde de, og omkring klokken halv otte ankom forhandlerne fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF).
Havde allerede overenskomst, eller måske ikke
BJMF’s repræsentanter forsøgte først at få selve hovedentreprenøren, Nordstern, i tale. Da et af kravene fra aktivisterne var kædeansvar, hvor hovedentreprenøren bliver ansvarlig for ordnede løn- og arbejdsforhold for alle sine underentreprenører, så ville de være oplagte at forhandle med.
Fagforeningen fik dog slet og ret at vide, at de ikke kunne komme til at tale med dem overhovedet. Derfor gik de til den konkrete virksomhed, som blokaden omhandlede, JTworks. Dem fik de hurtigt fat i og gav en opdatering til de blokerende faglige om, hvad der skulle ske.
– JTworks påstår, at de allerede har underskrevet en overenskomst tidligere, men virksomheden havde dengang ikke registreret en direktør. Ham, som nu er registreret som direktør, blev det i går, da han tidligere har været under konkurskarantæne. Vi taler nu med JTworks og prøver at finde ud af, hvad der sker, lød det fra Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær i BJMF.
Ikke mere end ti minutter efter kom forhandlerne ud igen. De havde set den underskrevne overenskomst, som havde tilbagevirkende kraft, og var selv tilfredse med den. Derefter tog de fagligt aktive en afstemning om, hvorvidt blokaden skulle ophæves.
Selv om nogle af aktivisterne virkede til at ville fortsætte, indtil der kom et kædeansvar på hele pladsen, blev blokaden ophævet. En af de fagligt aktive fortalte til Arbejderen, at kampen langt fra er slut.
– Alt det her med, hvem er direktør, og hvornår er aftalen underskrevet, viser jo, at det er et svindlerfirma, som ikke har orden i sagerne, og det går ud over vores kollegaer. Derfor kommer vi til at holde øje med dem og se, om de får styr på tingene også i fremtiden, sagde aktivisten og tilføjede:
– Og at Nordstern slet ikke ville tale med fagforeningen, selv om de påstår, at de har styr på tingene, viser også, at der foregår noget mærkeligt der, det vil vi også holde øje med.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.