Et enigt Folketing har i dag vedtaget en ny lov, som giver mulighed for at sende arbejdsgivere i fængsel i særligt grove tilfælde af brud på arbejdsmiljølovgivningen. Det kan være overtrædelser af asbestreglerne eller andre overtrædelser, der medfører ulykker med dødeligt udfald eller andre alvorlige følger.
Formanden for Byggegruppen i 3F Aalborg, Reidar Kogstad, hilser den nye lov mere end velkommen.
– Med vedtagelsen af L 89 har Folketinget taget et vigtigt skridt for at styrke sikkerheden og retfærdigheden for de ansatte, der hver dag arbejder i miljøer med risiko for asbest og andre alvorlige påvirkninger. Loven er et markant fremskridt for både arbejdsmiljøet og den enkelte lønmodtager, siger Reidar Kogstad og tilføjer:
– At ledelsen nu kan idømmes fængselsstraf i særligt grove sager, er et stærkt udtryk for, at samfundet tager vores medlemmers liv og helbred alvorligt. Det handler ikke om straf for straffens skyld, men om at sikre ansvarlighed og konsekvens, når ansatte udsættes for livsfarlige forhold.
At ansatte nu får direkte adgang til resultater af asbestprøver – uden om arbejdsgiveren – er en reel styrkelse af vores medlemmers rettigheder.
Reidar Kogstad, formand 3F Aalborgs byggegruppe
Det er ikke nyt, at arbejdsgivere kan ryge i fængsel ved brud på asbestreglerne, men det er endnu aldrig sket.
I den nye lov er der tilføjet en lovbemærkning, som indikerer, at man kan få mellem fire til seks måneders fængsel i særligt grove sager, hvor personer i ledelsen med vilje overtræder arbejdsmiljølovgivningen, hvor ansatte udsættes for asbeststøv, skriver dr.nyheder. Ved arbejdsmiljøovertrædelser, som har ført til en dødsulykke eller meget grove følger, kan straffen være otte til 10 måneders fængsel.
Sværere at fuske med asbestprøver
Den nye lov strammer også op på håndteringen af asbestprøver.
Arbejdsgiverne skal sikre at ansatte får adgang til oplysninger direkte fra en tredjepart om resultater af asbestprøver. På den måde bliver det sværere for arbejdsgivere at skjule eller tilbageholde resultaterne, som det skete på Badehusvej i Aalborg sidste år.
Artiklen fortsætter under linket……
Læs også
Byggeplads i Aalborg er lukket ned og rådgiver fyret for fusk med asbestprøve
– At ansatte nu får direkte adgang til resultater af asbestprøver – uden om arbejdsgiveren – er en reel styrkelse af vores medlemmers rettigheder. Det betyder, at ingen længere skal være afhængige af, om informationer bliver delt, fortolket eller tilbageholdt. Medarbejderne får adgang til fakta, hurtigt og ufiltreret, og det giver en helt ny tryghed i hverdagen, siger Reidar Kogstad.
Byggerådgiveren i Aalborg blev i januar måned idømt 30 dages betinget fængsel for at have fusket med asbestprøve.
Endelig betyder den nye lov højere bøder for større virksomheder, eksempelvis hvis de undlader at anmelde arbejdsulykker.
Læs også
Reaktioner på asbestdom: "En mild straf, når man spiller hasard med 200 menneskers helbred”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
