Rapport fra Det Økonomiske Råd
I foråret tog en række unge fagligt aktive initiativ til det, de kaldte Lærlingeoprøret. De unge ville have et opgør med den kultur, der ser erhvervsuddannelser som andenrangsuddannelser og vigtigst af alt: De ville have investeringer i deres uddannelser, så uddannelserne blev tidssvarende.
Som en del af Lærlingeoprøret blev der oprettet et borgerforslag i maj, hvorefter de unge havde et halvt år til at indsamle de nødvendige 50.000 underskrifter. Sådan blev det bare ikke.
November kom, og efter en del medieomtale og politisk opmærksomhed så stod Lærlingeoprøret blot med lidt over 25.000 underskrifter, altså lidt mere end halvdelen af de nødvendige underskrifter. Spørgsmålet er så nu, hvad der gik galt, og hvad de faglige unge kan stille op fra nu af?
Fagbevægelsen er af flere blevet kritiseret for ikke at have gjort nok for at hjælpe Lærlingeoprøret på vej. I podcasten “Fagbevægelsen uden filter” argumenterer den faglige kommentator Gitte Redder for, at fagbevægelsens top har svigtet de unge i Lærlingeoprøret.
– Lærlingeoprøret er for nuværende løbet ud i sandet. Det er tankevækkende, at det ikke blev det oprør, som er blevet efterspurgt så længe. Det handler om, at fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne til dels har svigtet. De har ikke formået at løfte oprøret og holde det i live på mediernes og politikernes dagsorden, påpeger Gitte Redder i podcasten.
FH har sovet i timen
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) var for sene om at komme på banen, når det kommer til Lærlingeoprøret. Sådan er det i hvert fald, hvis man spørger Morten Ryom, formand for 3F Ungdom.
– Jeg synes specielt, at FH har sovet i timen, når det kommer til Lærlingeoprøret. Jeg er med på, at vores kære højtelskede fagbevægelse er en tung størrelse, og at der er mange led og mange vigtige typer, der skal nikke ja til, at ting kan blive sendt ud. Men hold da op, det var sløvt, siger han til Arbejderen.
FH kom først på banen i oktober, selvom borgerforslaget kom ud i maj. Lizette Risgaard fortæller, at hun var meget skuffet over, at borgerforslaget ikke fik 50.000 underskrifter.
– Jeg var virkelig ærgerlig over, at borgerforslaget ikke fik nok underskrifter trods den stærke indsats fra de unge og Lærlingeoprøret. Lærlingene og de unge har gjort et formidabelt stykke arbejde med at sprede det vigtige budskab, og flere forbund har også været gode til at udtrykke støtte til borgerforslaget, siger hun til Arbejderen og fortsætter:
– Selvfølgelig er det skuffende, at der ikke kom de 50.000 underskrifter. Det burde være noget, som alle her i Danmark kan bakke op om og dermed skrive under på. Men det er trods alt lykkedes at sætte erhvervsskolerne på dagsordenen, og et markant flertal i Folketinget har sagt, at de ønsker at løfte området.
Julie Kølskov Madsen, der er formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO), er ikke helt enig her. Hun har tidligere sagt til Arbejderen, at hun ikke synes, at fagbevægelsen anerkender deres medansvar for erhvervsuddannelserne:
– Det virker lidt som om, at de voksne i fagbevægelsen her i sidste øjeblik er begyndt at støtte op om Lærlingeoprøret. Jeg synes, at fagbevægelsen ikke helt anerkender, at de også har et medansvar for de her erhvervsuddannelser, og det er jo også i deres interesse, at der kommer bedre forhold, så jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke har støttet mere op om det, når vi har prøvet at lave et initiativ, hvor man ikke taler sin faglighed ned, men prøvede at tale den op, samtidig med at man fortæller om de udfordringer, der er.
Mange hensyn der skal tages
Carl Emil Lind Christensen er formand for Metal Ungdom og en af de primære initiativtagere til Lærlingeoprøret. Han kan dog også godt forstå, hvorfor det tog FH noget tid at komme ud af starthullerne.
– Til sidst gjorde de. Der er mange hensyn, man skal tage, når man skal balancere så mange forskellige medarbejdere. Jeg kan egentlig godt forstå, at når man beder om rigtig mange penge, så er FH jo en seriøs politisk aktør, der skal kunne pege på finansiering, det har vi jo ikke gjort i Lærlingeoprøret. Vi har selv sagt, at det ville vi holde os ude af, fordi vi heller ikke ville kunne blive enige om, hvordan man skulle finde pengene. Jeg kan godt forstå FH, men det ærgrer mig, forklarer han til Arbejderen.
Morten Ryom siger, at han som ungdomsformand klart er irriteret over den sene handling fra FH. Han påpeger, at der for kort tid siden har været FH-kongres, hvor der blev snakket om ungdommen til højre og til venstre, og at der derfor mangler handling på ungeområdet fra FH’s side.
– Der er ikke nogen tvivl om, at som formand for 3F Ungdom er jeg også vældig irriteret over, at FH har sovet i timen. Vi har lige haft FH-kongres, hvor det har været ungdom mig her og ungdom mig der, men det er bare ikke det, vi oplever i vores daglige arbejde som repræsentanter for forbundet. De kan godt finde ud af at sige de rigtige ting, men ikke når det så kommer til handling. Jeg synes, at de begyndte at vågne lidt op til dåd til sidst, men de var simpelthen for langsomme. Med FH som det powerhouse det er, burde der være sket mere, mener Morten Ryom.
Fagbevægelsen skal gribe græsrodsbevægelserne
Lærlingeoprøret startede mere eller mindre som en græsrodsbevægelse. Carl Emil Lind Christensen begyndte sammen med nogle andre unge i Metal Ungdom at samle historier ind fra erhvervsskolerne. Der blev herefter taget kontakt til de andre ungdomsforbund, hvor flere af dem også begyndte at samle historier ind.
Morten Ryom fortæller, at det i starten var meget flydende, og at der var tale om en indsats af unge lærlinge, som arbejdede ved siden af. Det var først efter lang tid, at der kom nogle konsulentkræfter på. Fagbevægelsens ansvar er at være i stand til at gribe de naturligt opståede initiativer inden for bevægelsen, mener Morten Ryom.
– Vores fagforbund skal måles på, hvor gode de er til at tale ind i og lægge en hånd ind under en naturligt opstået bevægelse og være med til at løfte den. Det er det, som 3F skal gøre hver gang, når der for eksempel kommer et organiseret madbud, der gerne vil have overenskomst, får rykket nogle ting og får samlet nogle folk, så skal 3F jo understøtte det og ikke overtage. Vi har ikke set en bevægelse som Lærlingeoprøret opstå internt i vores fagbevægelse i mange, mange år, siger han.
For Carl Emil Lind Christensen giver det også mening at forsøge at fastholde det momentum, man har fået gennem borgerforslaget, til at få de unge fagligt aktive til at blive ved med at blande sig i debatten. Det kan man for eksempel gøre gennem fagbevægelsens interne debattør-uddannelser, som er en måde for fagforeningerne at understøtte de unge på.
– Vi har mange debattøruddannelser, så jeg så gerne, at vi fik nogle flere til at skrive og til at blande sig i debatten. Den kamp med at gøre erhvervsuddannelserne lige så fine som gymnasierne udløber jo ikke, bare fordi borgerforslaget gjorde, lyder det fra Carl Emil Lind Christensen.
De unge mangler demokratisk selvtillid
En ny undersøgelse lavet af Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at 74 procent af de unge erhvervsskoleelever har lav demokratisk selvtillid. For Carl Emil Lind Christensen er det en bekymrende tendens, om end den måske stadig er forventelig. Under valgkampen er erhvervsuddannelserne næsten ikke blevet nævnt, og når de er, har det været substansløst. Det har bare været politikere, som siger, at der er brug for flere faglærte, mener Metal Ungdom-formanden.
– DUF har lige vist, at 74 procent af dem, der går på en erhvervsuddannelse har lav demokratisk selvtillid. Det er syv ud af 10. Det er jo helt vildt. Jeg kan jo også mærke, at når vi har været ude og snakke med elever om borgerforslaget, så bliver vi oftest mødt med: “Hvad er et borgerforslag?” I stedet for at vi bliver spurgt om, hvad vi gerne ville ændre med det, så er vi blevet spurgt om, hvad et borgerforslag er. Når man endelig har fået forklaret det, bliver man så spurgt om, hvad det nytter, siger han og fortsætter:
– Jeg synes, at man burde have samfundsfaglig dannelse på skoleskemaet på grundforløbet på EUD og også få demokratiets dag til at fylde noget mere for at få vist unge, at det nytter at engagere sig. Problemet bliver jo ikke løst med en blankocheck. Der er jo nogle helt andre ting på spil om kultur og rammerne for skolen. Det at være på en erhvervsuddannelse skal jo være mere end bare at lære et håndværk, man skal jo også klædes på til at blive samfundsborger, og man skal få sig nogle kammerater, som man også har lyst til at se ud over arbejdet, så det sociale må også gerne fylde lidt mere, og der er vi jo bare slet ikke i mål. Det helt basale, som handler om lærerkompetencer og udstyr skal jo være på plads, inden man begynder at kigge på det andet.
Hvorfor fik man ikke de underskrifter?
Man kan undre sig over, at Lærlingeoprøret kun fik lidt over halvdelen af de nødvendige underskrifter, når tunge spillere som både Dansk Metal og 3F tidligt var ude med støtte til initiativet. De 50.000 underskrifter kunne i realiteten være hentet hjem alene i de to forbund, hvis medlemstal tæller over 300.000. Men hvad er så grunden til, at det ikke lykkedes?
Morten Ryom fortæller, at 3F som det eneste forbund sendte en sms ud til 190.000 medlemmer med opfordring til at underskrive borgerforslaget. Han tror, at antallet af underskrifter havde været betydeligt lavere, hvis 3F ikke havde sendt den sms ud, men han tilføjer, at det blev gjort alt for sent.
– Jeg tror, at grunden til, at man ikke kunne få flere til at skrive under, er den samme grund som, at der heller ikke er mega høj afstemningsprocent til vores overenskomstforhandlinger. Jeg tror, det er fordi, man skal igennem den spam-barriere, som folk har oppe, og det er jo også derfor, at det er så vigtigt, at forbundene kommer så hurtigt ind i det, siger han og fortsætter:
– Der er to ting i det, når man skal ud med sådan et budskab. Det ene er, at du skal have det bredt nok ud til folk, du skal nå folk. Når du så når folk og kommer ud til dem, så skal du igennem deres personlige spamfilter. Jeg får tusindvis af mails fra 3F, Altinget, A4, E-boks og AAB. Alle mulige sender mig jo mails, og på en god dag læser jeg 1/10 af dem. På samme måde er det jo også, når folk får en sms eller en e-mail fra 3F, siger han.
Borgerforslaget er ikke en løsning, bare et middel
For Carl Emil Lind Christensen er det faktum, at borgerforslaget ikke fik nok underskrifter, egentlig ikke et bevis på, at Lærlingeoprøret har fejlet. Det havde selvfølgelig været godt, hvis man havde fået 50.000 underskrifter, men borgerforslaget skulle egentlig mere bruges som et middel og en platform til at belyse et problem end en løsning i sig selv, fortæller han.
– Da vi havde været i Aftenshowet, og vi havde ryddet en forside, og alle havde sagt, at de bakkede op, så tænkte vi, at vi skulle prøve at trykteste det med et borgerforslag. Vi troede, at det ville være nemmere, end det viste sig at være. Musefælden klapper måske, når man sætter et konkret beløb på. Til gengæld har det helt klart presset og hjulpet på, at man har fundet pengene i Dansk Industri, i FH og hos Venstre og Socialdemokratiet. De har allesammen nu kunnet finde bud på finansieringen. Det havde de måske ikke, hvis vi ikke havde været med til at lægge presset, så på den måde er vi jo lykkedes, siger han til Arbejderen.
Lizette Risgaard, formand for FH, er også fortrøstningsfuld netop af den grund. Lærlingeoprøret har nemlig fået sat erhvervsuddannelserne på dagsordenen og fået en lang række partier til at bekende kulør i forhold til den dagsorden.
– Jeg er fortrøstningsfuld. Vi kan se, at der efter folketingsvalget er et stort flertal for at løfte erhvervsskolerne, så selv uden et borgerforslag at tage udgangspunkt i skal det kunne lade sig gøre at få vedtaget de meget nødvendige forbedringer af erhvervsuddannelserne, siger hun til Arbejderen.
Hvad så nu?
Gruppen bag Lærlingeoprøret har møde torsdag den 1. december, hvor de sammen skal finde ud af, hvad der skal ske, efter borgerforslaget løb ud. Det virker dog til, at der er en stemning for, at kampen ikke stopper her, også selvom der er nogle politikere, der tror, at man er i mål med erhvervsuddannelserne.
Pernille Rosenkrantz Theil har eksempelvis udtalt, at regeringen har løftet erhvervsuddannelserne med “absurd mange penge” indenfor den seneste regeringsperiode på 3,5 år.
– Jeg er ikke helt enig i det, Pernille Rosenkrantz Theil siger. Der er jo også forskel på, om man mener lækre lokaler eller moderne udstyr. Min egen skole i Aalborg kunne da godt trænge til en kærlig hånd i forhold til lokalernes kvalitet. Det kan godt være, at Pernille Rosenkrantz Theil mener, vi er færdige, men det mener vi i hvert fald ikke, siger Morten Ryom til Arbejderen.
For Carl Emil Lind Christensen betyder det næste stykke tid også, at man skal holde politikerne i ørerne.
– Der blev lovet ret meget under valgkampen, så vores opgave er at holde politikerne op på det. Vi venter ret spændt på, at der kommer en form for regeringsgrundlag, og der håber jeg rigtig meget, at de adresserer det, siger han.
Her er Morten Ryom helt enig.
– Vi har nøgternt skrevet ned, hvad folk har sagt før valget, og det kommer vi til at holde dem op på her efter valget. Det kommer ikke til at ændre sig, griner han.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
