Ved Byggefagenes Hus på Nørrebro i København holdt der klokken 11:30 onsdag den 12. februar en kebabvogn på parkeringspladsen. Den stod der, fordi at der meget snart ville dukke en masse lærlinge og svende op for at spise frokost.
Men det var ikke en normal frokostpause, men et fagligt møde, hvor lærlingenes arbejdsforhold skulle diskuteres. Selvfølgelig med et pitabrød med kebab i hånden.
Mødet var organiseret af Rør og Blik Ungdom i København, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforenings (BJMF) Ungdom og Dansk El-Forbund i Københavns Ungdom. De ville bruge mødet til at sætte fokus på deres forskellige krav til OK25, heriblandt Rør og Blik Ungdoms krav om at lærlinge også skal få de såkaldte skurpenge ligesom deres svende.
Vi ved jo, at de centrale overenskomster sjældent er gode for lærlinge, så det er lokalt, at kampen skal tages.
Sebastian Morgner, formand, Rør og Blik Ungdom
– Skurpenge er til, hvis man ikke har ordentlige faciliteter til at spise sin frokost på sin arbejdsplads. Så ideen er, at man kan sætte sig på for eksempel en cafe, købe noget at drikke og spise sin frokost der, og det betaler arbejdsgiver for, siger Sebastian Morgner, formand for Rør og Blik Ungdom, og tilføjer:
– I virkeligheden er der ikke nogen, der gør det. De fleste sidder bare i deres firmabil og spiser, men det er kun svendene, som bliver kompenseret. Det vil vi gerne sætte fokus på med dagens arrangement.
Alle lærlinge køres hjem
Da klokken nærmer sig 12, er der flere og flere lærlinge og svende, som er dukket op på parkeringspladsen med kebabvognen. Køen bliver længere og længere, og der ender med at stå næsten 40 sultne arbejdere, som venter på deres tur til en gratis kebab.
Sebastian Morgner stiller sig frem og holder en tale til forsamlingen, imens de sidste venter på deres mad. Han slår igen et slag for skurpenge til lærlinge og fortæller om, hvordan virkeligheden ude på arbejdspladserne ikke ligner den, som arbejdsgiverne beskriver.
– Vi hører ofte fra arbejdsgiverne, at lærlinge slet ikke har brug for skurpenge, fordi de bliver kørt hjem for at spise frokost og så kommer tilbage til arbejde bagefter. Det ved jeg er løgn, det ved I, der er her i dag, er løgn, og det ved Tekniq-arbejdsgiverne fandeme også er løgn, sagde han i sin tale.
![](https://arbejderen.dk/wp-content/uploads/2025/02/Billede-2-laerlinge-1024x576.jpg)
Til Arbejderen uddyber han, at det ikke bare er en illusion, at det er en praksis, men at det heller ikke giver logisk mening. Han påpeger, at det jo ville være alt for dyrt at køre samtlige lærlinge hjem, lade dem spise og så hente dem bagefter.
– Det sidste sted, jeg arbejdede, var i Rødovre, hvor vi havde kunder over hele byen. Hvis det er, som arbejdsgiverne siger, så skulle jeg tage en halv times transport hjem, en halv times frokostpause derhjemme og så en halv time tilbage på arbejde. Det giver jo ingen mening, siger Sebastian Morgner.
Vil have kravene ind i lokalaftalerne
Overordnet set er Sebastian Morgner tilfreds med dagens arrangement. Han fortæller, at han håber, at det vil gøre folk mere opmærksomme på de krav, som lærlinge har til deres arbejdsforhold.
Han understreger, at selv om det såkaldte “gennembrudsforlig” på industriens område er fremlagt, og rammen for de øvrige private overenskomster nu er sat, så kan man stadig gøre noget for at imødekomme kravene fra lærlingene.
– Vi vil med vores arbejde her også vise, at man kan få nogle af de her ting indsat i lokalaftalerne, og at det nok er der, man primært skal satse på det. Vi ved jo, at de centrale overenskomster sjældent er gode for lærlinge, så det er lokalt, at kampen skal tages, siger Sebastian Morgner.
![](https://arbejderen.dk/wp-content/uploads/2025/02/Billede-1-laerlinge-1024x576.jpg)
Og kampen slutter heller ikke her for Rør og Blik Ungdom. Ud over kravet om skurpenge så har de også en lang række andre krav til fremtidige overenskomster. Blandt andet kompetencetillæg når lærlinge arbejder selvstændigt og en årlig dag afsat til faglig organisering.
De har også tænkt sig at blive ved med at lave lignende aktioner, hvor de inviterer til faglige snakke om deres forhold ude på arbejdspladserne.
– Og at der kommer så mange til det her arrangement understreger også pointen fra før om, at ingen lærlinge bliver kørt hjem for at spise frokost. Så det har været en succes i dag og en, som vi håber at gentage i fremtiden, siger Sebastian Morgner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.