Siden den 4. juni har aktive 3F-afdelinger og tillidsfolk flere gange om ugen taget opstilling med røde faner udenfor Nemlig.com’s hovedlager i Brøndby.
De har stået der i solskin, regn og kulde for at bakke op om forbundets krav om, at de mange chauffører, som kører dagligvarer ud til Nemlig.com’s kunder, får en overenskomst.
Med en overenskomst sikrer man klare rammer for aflønning af chaufførerne, pension, betaling for overarbejde og andre almindelige rettigheder, som det danske arbejdsmarked er kendt for.
Selvom konflikten ruller på syvende måned, og chaufførernes forhold stadig ikke er sikret med overenskomst, så har konflikten ikke været forgæves. Det udtaler Jan Villadsen, formand for Transportgruppen i 3F, til Arbejderen:
– Konflikten mod Nemlig.com og omtalen af urimelige arbejdsvilkår i og omkring Nemlig.com har medvirket til at give resultater i forhold til andre virksomheder. Både Coop Mad og Føtex har indgået overenskomst med 3F Transport og dermed medvirket til at sikre ordnede vilkår for de chauffører, der kører dagligvarer fra Føtex og Coop til danske forbrugere. Det er et konkret og godt resultat, der viser, at det sagtens kan lade sig gøre at indgå overenskomster på det her område. Og det kan det naturligvis også for Nemlig.com.
Nemlig.com’s konkurrenter har besluttet at ansætte chaufførerne direkte. 3F-overenskomsten med Coop Mad dækker både chauffører, som leverer til private kunder, og chauffører, som kører ud med varer til erhvervskunder, kommuner med flere.
Jan Villadsen erkender, at der efter syv måneders konflikt ikke er tegn på, at onlinesupermarkedet vil indgå en aftale med 3F i dag eller i morgen. Han mener dog, at der er håb om, at det vil ske om nogle uger eller måneder.
– Det har kunnet lade sig gøre med hundredvis af andre virksomheder. Men nogle gange skal man væbne sig med både optimisme og tålmodighed i fagligt arbejde, siger gruppeformanden.
Stridens kerne
Stridens kerne handler om de 137 vognmænd og deres hundredvis af chauffører. 3F havde håbet, at Nemlig.com ville kræve, at alle, der kører i Nemlig-biler, skal arbejde under ordnede forhold. Det afviser Nemlig.com med argumentet om, at chaufførerne er ansat af selvstændige vognmænd, der arbejder for virksomheden. Derfor er 3F’s konflikt rettet mod hver enkelt vognmand, og det tager tid at komme i dialog med dem alle.
Både Politiken og Fagbladet 3F bragte i løbet af foråret 2021 en stribe artikler om de elendige arbejdsforhold i onlinevirksomheden. Nuværende og tidligere ansatte på Nemlig.com’s lager i Brøndby fortalte blandt andet om overvågning, og at de skal pakke omkring 400 varer i timen for at være tilstrækkeligt effektive til at undgå en fyring.
- Den 20. marts 2021 afslører Politiken, at chauffører, der kører for Nemlig.com, arbejder under et voldsomt tidspres og straffes med store bøder for forsinkelser og fejl. Mange arbejder 15 timer i døgnet, og har flere måneders arbejde uden fridage.
- Nemlig.com erkender, at der findes et bødesystem, men forsvarer sig med, at chaufførerne ikke er ansat af dem, men af selvstændige vognmænd, og at bøderne ikke er tiltænkt chaufførerne.
- Den 9. april 2021 afslører Politiken, at arbejderne på Nemlig.coms lager i Brøndby også arbejder under voldsomt tidspres og overvågning. Nuværende og tidligere ansatte fortæller, at de har mellem 9 og 15 sekunder til at hente en vare. Stort set alle på lageret har udenlandsk baggrund, mange er på deltid og presses til at tage overarbejde og droppe ferien. Nemlig.com afviser kritikken og henviser blandt andet til, at de har overenskomst med 3F.
- De kommende dage kan Fagbladet 3F fortælle, hvordan overvågningen er sat i system på lageret, og at Nemlig.com har tidligere militærfolk ansat som indpiskere.
- Efterfølgende har flere kommuner besluttet at boykotte Nemlig.com. Det gælder blandt andre Albertslund og Odense.
- Den 12. april starter 3F og Nemlig.com et forhandlingsforløb, der ender i slutningen af april uden resultat.
- 3F sender i slutningen af april første konfliktvarsel til 137 vognmænd, der kører varer ud for Nemlig.com, for at få chaufførerne overenskomstdækket. Omkring 10 procent af brevene kommer retur med besked om “ubekendt efter adressen”. Andre vognmænd har adresse hos spillehaller, frisører, byggepladser og så videre. 13 vognmænd har meldt tilbage, at de ikke forstår konfliktvarslet. De mener, at de er chauffører og ikke vognmænd.
Kilder: Politiken og 3F Fagbladet
Og chauffører berettede om arbejde under et tidspres så ekstremt, at de ikke har tid til at holde pause og gå på toilettet, om straf i form af bøder ved forsinkede leverancer eller fejl og om underbetaling og arbejdsdage på op til 15 timer.
Den regulære shitstorm har resulteret i, at flere kommuner – blandt andre Odense, Gentofte og Albertslund – har besluttet at indstille samarbejdet med onlinesupermarkedet. I Københavns Kommune hænger kontrakten med Nemlig.com’s moderselskab Intervare i en tynd tråd.
Højere løn
En pressemeddelelse fra Nemlig.com fra den 3. juni 2021 vidner da også om, at den negative omtale og 3F-konflikten har tvunget firmaet til at gøre noget. I pressemeddelelsen står der blandt andet, at de transportvirksomheder, som onlinesupermarkedet samarbejder med, skal aflønne deres chauffører med minimum mellem 25.000 kroner og 30.000 kroner om måneden ved en 37-timers arbejdsuge afhængigt af, hvad tid på døgnet chaufføren arbejder – plus feriepenge.
Uden overenskomst eller andre former for ligeværdige aftaler, der indebærer mulighed for kontrol og for uvildig fagretslig sagsbehandling, hvis sagen ikke kan løses, så er det dog svært at vide, om vognmændene lever op til kravet fra Nemlig.com.
Alligevel ved 3F, at det i nogle virksomheder har resulteret i bedre løn til chaufførerne, fortæller Jan Villadsen:
– Det oplyser deres chauffører. De siger, at mediernes historier og vores pres har medvirket til at forbedre vilkårene en del. Men det er desværre lige så åbenlyst, at det ikke er lige godt hos alle Nemlig.com’s underleverandører. For de er meget forskellige. Senest har vi oplevet, hvordan en rumænsk chauffør er blevet snydt for over 300.000 kroner. Og efterfølgende mødt med trusler mod både sig selv og sin familie, da han gik til 3F og krævede sin ret.
Nemlig.com mister markedsandele
Ifølge 3F har konflikten og den negative medieomtale også betydet, at Nemlig.com har mistet markedsandele, og at Coop Mad og Føtex har vundet frem.
Stifter og administrerende direktør i Nemlig.com Stefan Plenge forsøger i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2020/2021 at tegne et andet billede af situationen i virksomheden. Regnskabet viser, at der blev solgt varer for 3,2 milliarder kroner mod 2,1 milliarder kroner året før. Det svarer til en stigning i opsætning på , hvilket er en vækst på 52 procent.
“Væksten tilskrives blandt andet den markante kundetilstrømning, som nemlig.com oplevede i forbindelse med coronanedlukningen”, forklarer stifter og administrerende direktør Stefan Plenge i en pressemeddelelse.
I 3F har Jan Villadsen bemærket regnskabet og også, at Nemlig.com trods vækst har røde tal på bundlinjen.
– Det er interessant og tankevækkende, at Nemlig.com aldrig har formået at opnå overskud. Men det er jo ikke ulovligt at drive forretning med underskud. Når det er sagt, er det værd at nævne, at Nemlig.com’s regnskab dækker perioden fra juli 2020 til juli 2021. Det vil sige en periode med lang nedlukning af samfundet og stort behov for onlinehandel, siger gruppeformanden og fortsætter:
– Til gengæld dækker regnskabets periode ikke den seneste udvikling. Her tænker jeg på skandalen om urimelige arbejdsvilkår og overenskomstdækningen af Coop Mad og Føtex, der nu gør det muligt for forbrugerne at vælge onlinehandel med orden i sagerne og ordentlige ansættelsesvilkår.
3F fortsætter kampen for overenskomst
Hen over jul og nytår har 3F indrykket annoncer i store dagblade for at “fejre”, at det er lykkedes at tegne overenskomster med Coop Mad, Føtex og Just Eat.
– Det betyder jo, at forbrugerne kan handle online hos de tre virksomheder med god samvittighed. Annoncerne kommer efter et travlt efterår med masser af gadeaktioner for ordnede forhold samt demonstrationer ude foran lageret i Brøndby, lyder det fra Jan Villadsen.
3F diskuterer løbende nye tiltag og aktiviteter med de aktive afdelinger og tillidsfolk, der troligt har støttet kravet om overenskomst til chaufførerne. Præcis hvad næste skridt bliver, er ikke afgjort, men til Arbejderen siger Jan Villadsen, at der er nye mediehistorier og afsløringer.
I facebookgruppen “Vi boykotter Nemlig.com” kan man følge med i, hvordan onlinesupermarkedet behandler sine ansatte.
Læs også
Brutale arbejdsforhold som dem hos Nemlig.com er konsekvens af bevidst strategi
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.