Arbejdet med børn i dagtilbud har de seneste år fået øget politisk fokus i flere storkøbenhavnske kommuner.
Kigger man på budgetterne for 2026 i Herlev, Brøndby, Albertslund, Glostrup og Rødovre, så indeholder de alle øget forberedelsestid til pædagoger eller pædagogiske medarbejdere.
Eksempelvis afsætter lokalpolitikerne i Albertslund Kommune 1,763 millioner kroner til en ugentlig forberedelsestime til pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Herlev vil bruge 4,2 millioner kroner på en tilsvarende konto, som også omfatter kommunens dagplejere. Brøndby afsætter 1,3 millioner kroner til øget forberedelse i forbindelse med sprogarbejdet.
Udviklingen glæder Jon Olufson, formand for BUPL Storkøbenhavn. Fagforeningen har 6200 medlemmer, der arbejder i 12 kommuner i Storkøbenhavn.
– Når vi synes, det er godt, så er det særligt det med faglighed, at det understreger vigtigheden og betydningen af pædagogfagligheden. Mange børn har det svært, og de har brug for dygtige pædagoger omkring sig, siger han til Arbejderen.
Jon Olufson er ikke i tvivl om, at forberedelsestid – som er tid uden børn, men om børn – samtidig vil højne det faglige niveau. Det kan skabe mere nærvær og tættere relationer med børnene, mindre arbejdspres og øget arbejdsglæde hos personalet.
Den rigtige vej at gå
Mens lærere har afsat en del af deres arbejdstid til at forberede undervisning, så er virkeligheden for mange pædagoger desværre en helt anden, også selvom det forventes, at pædagoger forbereder sig.
– Forberedelsestid er noget, man enten må tage sig ved at ‘stjæle’ tiden fra børnene, bruge sin fritid – eller ganske enkelt gøre det med venstre hånd, mens man er på stuen. Derfor er vi selvfølgelig super positivt stemt, fordi kommunerne nu som noget nyt afsætter penge til forberedelse. Og én ting er i hvert fald sikkert, og det er, at vi kommunalt – også i Storkøbenhavn – har brug for pædagoger og kvalitet i vores institutioner.
Kommunerne i Storkøbenhavn mangler cirka 1000 pædagoger. Den efterspørgsel bliver ikke løst ved, at det pædagogiske personale får en til to timers forberedelsestid om ugen, understreger Jon Olufson:
– Men det her er et skridt i den rigtige retning. I BUPL ser vi det som er rigtig vej at gå for at sikre den pædagogiske kvalitet og samtidig gøre det mere attraktivt at være pædagog i den pågældende kommune. Vi ved da også, at flere kommuner snakker om, hvordan de kan spæde endnu mere til.
Gav pote efter et halvt år
At forberedelsestid kan være et afgørende værktøj til at skaffe flere pædagogtimer i en tid, hvor pædagogmanglen mange steder truer kvaliteten, kan Køge Kommune snakke med om.
Som en del af indsatsen for at styrke rekrutteringen af pædagoger satte kommunen i foråret 2023 gang i et forsøg. Pædagogerne i 18 af kommunens daginstitutioner fik op til to timers arbejdstid om ugen til forberedelse og planlægning af det pædagogiske arbejde.
Et halvt år efter at ordningen trådte i kraft, kunne kommunen konstatere, at den havde fået flere deltidsansatte pædagoger til at gå op i tid.
Artiklen fortsætter…
Kommunerne, der har bevilget midler til forberedelsestid på budget 2026, er:
Albertslund: 1,763 millioner kroner til en ugentlig forberedelsestime til pædagoger på dagtilbudsområdet.
Brøndby: 1,3 millioner kroner til øget forberedelse i forbindelse med sprogarbejdet.
Glostrup: 1,3 millioner kroner i 2026 stigende til 1,8 millioner kroner i 2027 til forberedelsestid til pædagoger på dagtilbudsområdet.
Herlev: 4,2 millioner kroner til en ugentlig forberedelsestime til alle pædagogiske medarbejdere på dagtilbudsområdet.
Rødovre: 0,9 million kroner til at udvide kommunens ordning for forberedelsestid til pædagoger på dagtilbudsområdet. I dag har alle ansat på 34 timer eller mere 1 times forberedelse om ugen – fremover kommer det til at gælde alle pædagoger ansat på mindst 30 timer.
Foruden de kommuner, som har afsat penge til forberedelsestid i 2026, gik et par kommuner allerede i gang i 2024:
Ballerup: 1 million kroner i 2024 stigende til 2 millioner kroner i 2025 til en ugentlig times forberedelsestid til pædagoger på dagtilbudsområdet.
Hvidovre: 2 millioner kroner til en ugentlig times forberedelsestid til pædagoger på dagtilbudsområdet.
Ishøj: 1,4 millioner kroner til en ugentlig times forberedelsestid til pædagoger på dagtilbudsområdet.
Rødovre: 1,6 millioner kroner til den ordning, der udvides med næste års budget.
En af de pædagoger, som valgte at øge sin arbejdstid, er Trine Stampe fra Børnehuset Hop-La.
– Jeg er gået tre timer op i tid, og det var ikke sket, hvis ikke vi havde fået forberedelsestid. Det ville have drænet mig både personligt og professionelt. Det, jeg elsker ved pædagogjobbet, er netop muligheden for at nørde med pædagogikken og diskutere, hvordan vi gør det bedst fagligt, og det kan vi virkelig gøre nu, fortæller hun til Børn & Unge.
Før i tiden skulle hun og kollegerne ‘stjæle’ tiden til forberedelse fra børnene, og i nogle tilfælde brugte pædagogerne deres fritid til at forberede det pædagogiske arbejde, simpelthen fordi de ikke følte, de kunne gå fra børnene.
Ordningen med sikring af forberedelsestid har skabt bedre greb om den samlede børnegruppe, samtidig med at det har gjort det muligt for pædagogerne at prioritere indsatser for børn i udsatte positioner, fortæller Trine Stampe:
– Jeg synes, det er vildt, at så lidt har gjort så meget, siger hun.
Nok at tage fat på
BUPL’s vilkårsundersøgelse fra efteråret 2022 dokumenterer tydeligt, at der er rigeligt at tage fat på rundt om i landets 98 kommuner.
Kun otte procent af de medvirkende daginstitutionspædagoger havde i ‘høj grad’ tilstrækkelig tid til planlægning af det pædagogiske arbejde. 36 procent svarede, at de ‘i nogen grad’ havde tilstrækkelig tid til planlægning, mens hele 57 procent svarede, at de ‘i mindre grad’ eller ‘slet ikke’ havde tilstrækkelig tid til planlægning.
BUPL oplyser, at der er indgået lokale aftaler med blandt andre kommuner som Fredericia, Gentofte, Holbæk, Hjørring, Morsø, Odsherred, Vesthimmerland og Aarhus, der sikrer pædagoger børnefri arbejdstid til forberedelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


