Flere medlemmer i fagforeningerne mindsker uligheden i samfundet, fremgår det af en analyse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
AE har gennemgået data fra 17 OECD-lande i perioden 1995 til 2018 og på baggrund af dem lavet beregninger, der viser, at når organisationsgraden stiger med 10 procentpoint, så vokser den andel af indkomsterne, som tilfalder den fattigste halvdel af befolkningen, med 3,6 procent.
– Vi konkluderer på en gennemsnitseffekt, og landene vil altid stikke lidt ud i den ene eller anden retning, men der er ingen tvivl: Der er en sammenhæng mellem organisationsgraden og graden af ulighed i et land, siger Jon Nielsen, senioranalytiker ved AE, til Arbejderen.
Den konkrete udvikling i Danmark bekræfter, at med faldende organisationsprocent følger større ulighed. I 1995 var 75,9 procent af de danske lønmodtagere medlemmer af en fagforening, og 26 procent af den samlede indkomst tilfaldt den fattigste halvdel af befolkningen. I 2018 var 66,5 procent af lønmodtagerne organiseret i en fagforening, og den fattigste halvdel af befolkningens andel af indkomsten var faldet til 23 procent.
Hovedkonklusioner fra AE-analysen
-
I Danmark er to ud af tre på arbejdsmarkedet medlemmer af en fagforening. Det er det næsthøjeste niveau i OECD, kun overgået af Island.
-
Den høje organisationsgrad bidrager til en højere indkomstlighed. På baggrund af estimationer finder vi, at en stigning i organisationsgraden på 10 procentpoint medfører en stigning i indkomstandelen for den fattigste halvdel på 3,6 pct.
-
Resultatet understøttes af nyere studier fra bl.a. Den Internationale Valutafond (IMF) og OECD. IMF har vist, at en stærkere fagbevægelse og højere organisationsgrad har positiv effekt på gennemsnitslønnen og på lønmodtagernes andel af indkomsten. Et studie fra OECD viser, at kollektive overenskomster øger beskæftigelsen og sænker uligheden.
-
Det understreger vigtigheden af, at en større andel af danskerne melder sig ind i en overenskomstbærende fagforening.
Jon Nielsen, der står bag analysen, forklarer, at der helt bevidst er brugt tal fra OECD og ikke eksempelvis tal fra indbretninger til Danmarks Statistik eller Skat.
– Vi ville have nogle tal, der er internationalt sammenlignelige.
Kigger man så på Danmark sammenlignet med de andre OECD-lande, så ligger Danmark og de andre nordiske lande i top, både når det drejer sig om økonomisk lighed og graden af organisering. I både Danmark, Sverige og Finland er mere end halvdelen af arbejderne organiseret i en fagforening, mens cirka en fjerdedel af den samlede indkomst tilfalder den fattigste halvdel af befolkningen.
Helt i bunden ligger USA sammen med Tyskland og Portugal. I 2018 var blot 10,5 procent af lønmodtagerne i USA medlemmer af en fagforening, og 13,5 procent af indkomsten tilfaldt den fattigste halvdel af befolkningen.
I april måned kunne magasinet Forbes fortælle, at både antallet af arbejdsløse og antallet af dollarmilliardærer på verdensplan er eksploderet i skyggen af coronapandemien. På Forbes liste over dollarmilliardærer finder man nu 2.755 personer – en vækst på rundt regnet 30 procent. 87 procent af dollarmilliardærerne er blevet rigere under pandemien, og samlet set er deres formuer mere end fordoblet til 13,1 billioner dollars.
De svimlende formuer står i skærende kontrast til de cirka 120 millioner mennesker, som ifølge Verdensbanken vil have mindre end 12 danske kroner om dagen, som de skal forsøge at overleve for.
Lederne, der ligger øverst i lønhierarkiet, har oplevet en indkomststigning, der er over dobbelt så stor som gennemsnittet blandt andre lønmodtagergrupper.
Asbjørn Sonne Nørgaard, direktør i Tænketanken Cevea
Tilbage til Danmark og uligheden her. Tænketanken Cevea er lige kommet med spritnye tal, der viser, hvordan gabet mellem højt- og lavtlønnede er vokset markant gennem de seneste 25 år.
– Lederne, der ligger øverst i lønhierarkiet, har oplevet en indkomststigning, der er over dobbelt så stor som gennemsnittet blandt andre lønmodtagergrupper. Samtidig sakker asfaltarbejderen og rengøringspersonalet efter den gennemsnitlige udvikling. Det her er endnu et eksempel på, hvordan uligheden konkret bider sig fast i Danmark, udtaler direktør i Cevea, Asbjørn Sonne Nørgaard.
Ceveas analyse viser, at mens den gennemsnitlige disponible indkomst er steget med 41 procent fra 1994 til 2019, er den disponible indkomst for lønmodtagere med ledelsesansvar steget med 83 procent. Den disponible indkomst for lønmodtagere, der har arbejdsopgaver, som ufaglærte eller faglærte typisk varetager, er kun steget med henholdsvis 32 og 35 procent – og sakker altså dermed bagud i forhold til den gennemsnitlige udvikling.
Der var forskel på indkomsten allerede i 1994, men hvis uligheden ikke var steget, og fremgangen i den disponible indkomst havde været ens siden 1994, så ville de disponible indkomster se meget anderledes ud i dag. Ledernes indkomst ville i 2019 være 139.758 kroner lavere – svarende til en reduktion af deres faktiske indkomst på 23 procent. Samtidig ville indkomsten for lønmodtagere i bunden, især ufaglærte og faglærte, være henholdsvis syv procent og fire procent højere, end den er i dag.
– Samfundskagen er blevet større, men lederne har taget den største bid. Det paradoksale er, at mens alle andre lønmodtagergruppers disponible indkomst faldt efter finanskrisen, så steg ledernes indkomst markant. Vi har fået en klasse på arbejdsmarkedet, der ikke påvirkes af konjunkturerne. Når det går godt, så stiger ledernes indkomst, og når det går dårligt, så stiger den igen, udtaler Asbjørn Sonne Nørgaard og spørger:
– Er det virkelig rimeligt, at vores ledere skal have dobbelt så stort et stykke af den samlede indkomstfremgang?
Ulighed udfordrer sammenhængskraften
Et er, om det er rimeligt. Noget andet hvad det kan få af konsekvenser i det danske samfund, hvis de økonomiske forudsætninger bliver for forskellige.
Så når Jon Nielsen fra AE lige har dokumenteret, at en stærk fagbevægelse og en høj organisationsgrad er garanten for et mere lige samfund og et rimeligt lønniveau, så mener han, det er vigtigt at holde øje med udviklingen og sikre, at der bliver handlet politisk, hvis den løber helt af sporet.
– Danmark er et lille land. Og selvom ufaglærte stadig kan finde en anstændig bolig her i landet, så kan afstandene mellem befolkningsgrupperne blive for store, og det kan gå ud over sammenhængskraften, advarer Jon Nielsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.