Når Folketinget i januar 2022 skal i gang med forhandlinger om dagpengesystemet, så kan de med fordel kigge i et notat udarbejdet af Cevea.
Det mener 15 lokale 3F-afdelinger, der onsdag den 15. december medbragte notatet, da de havde foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg. 3F-afdelingerne var repræsenteret ved John Ekebjærg-Jakobsen og Søren Becher, henholdsvis formand og a-kasseleder i 3F København.
– Vi havde søgt foretræde, fordi vi er bekymrede over det udspil til ændringer af dagpengesystemet, som regeringen har fremlagt, og som kommer til at danne afsæt for forhandlingerne. Vores foretræde var planlagt efter, at forhandlingerne ville være i gang nu her, men de er udskudt til det nye år, forklarer Søren Becher til Arbejderen.
I stedet for, som regeringen foreslår, at straffe udvalgte grupper af dagpengemodtagere for at belønne andre, så foreslår vi, at dagpengesatsen bliver sat op for alle.
John Ekebjærg-Jakobsen, formand 3F København
3F’ernes bekymring går blandt andet på den trappemodel, som Socialdemokratiet peger på i deres udspil til reformer ‘Danmark kan mere I’. Modellen går kort fortalt ud på at give en højere dagpengesats til arbejdsløse i de første tre måneder af dagpengeperioden.
– Det er en model, der tilgodeser de stærke grupper på arbejdsmarkedet på bekostning af grupper med svagere tilknytning og med mere og længere arbejdsløshed. Kort sagt vender trappemodellen den tunge ende nedad, og den gør op med solidariteten i dagpengesystemet, siger Søren Becher.
Gennem mange år er dagpengesystemet blevet udsat for systematiske forringelser. Brancheorganisationen Danske A-kasser har således beregnet, at dagpengene over de sidste 20 år er blevet forringet så meget, at det beløb, man som arbejdsløs tidligere fik udbetalt på 10 måneder, nu skal række til 12 måneder. Samtidig er dagpengeperioden i dag nede på to år, og retten til dagpenge gælder først efter et års medlemskab af en a-kasse.
Brug for et robust dagpengesystem
Så 3F-afdelingerne er enige i, at der er brug for ændringer i dagpengesystemet, men vel at mærke i form af forbedringer. Afdelingerne har derfor siden foråret forsøgt at påvirke den politiske proces, som er skudt til starten af 2022.
– Vi ønsker et robust system, der giver tryghed til alle, der uforskyldt mister deres arbejde, siger John Ekebjærg-Jakobsen og fortsætter:
– I stedet for, som regeringen foreslår, at straffe udvalgte grupper af dagpengemodtagere for at belønne andre, så foreslår vi, at dagpengesatsen bliver sat op for alle. Og notatet fra Cevea viser, at en dagpengestigning til alle på 4.000 kroner om måneden er finanspolitisk holdbar, siger John Ekebjærg-Jakobsen.
Med den stigning vil den højeste dagpengesats for fuldtidsforsikrede komme op på 23.425 kroner om måneden før skat.
Det ligger som præmis for forhandlingerne om dagpengesystemet, at ændringer ikke må koste mere, end systemet koster i dag.
Læs også
3F-afdelinger kritiserer S-udspil for at gøre op med det solidariske dagpengesystem
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.