Fælles lån og nedskæringer på solidaritetsfonde skal finansiere våbenindkøb
Fagbevægelsen har historisk set spillet en afgørende rolle for hele opbygningen af det offentlige velfærdssamfund, som vi desværre kan konstatere, er under et langsomt, men stabilt nedbrud. Opbakning til fagbevægelsen og organisering af medlemmerne har været udgangspunktet for at kunne tilkæmpe ordentlige løn- og arbejdsvilkår samt fastholde et politisk pres for at forsvare velfærdsinstitutionerne. Men uden medlemmer bliver det svært.
Udviklingen i medlemstallene har i de sidste 20-25 år været en katastrofe for de overenskomstbærende fagforeninger. Over en halv million medlemmer har forladt fagbevægelsen. I år 2000 var 61 procent af arbejdsstyrken medlemmer af en overenskomstbærende fagforening. I 2020 var tallet faldet til 39 procent.
Set i lyset af virksomhedernes betydelige overskud og den fulde beskæftigelse sælger resultatet ikke de mange billetter og medlemskab af bevægelsen.
En del er gået til de gule forretninger, som har cirka 450.000 medlemmer, og 2025 vil sandsynligvis blive året, hvor 3F på papiret ikke længere kan kalde sig for Danmarks største fagforbund. Den største gruppe, som har forladt de overenskomstbærende fagforeninger, har imidlertid valgt at stå alene helt uden en organisering – de hvide, bliver de kaldt. Den gruppe rundede ved årsskiftet en million. FH har til sammenligning 1,3 millioner medlemmer.
Besparelser, fyringer, sammenlægninger og omstrukturering har desværre været overskrifter fra en række fagforeninger i de seneste år. Arbejdet med hele tiden at skulle tilpasse organisationen til et faldende medlemstal og dermed økonomi er temmelig dræbende og fremmer på ingen måde lysten til at kæmpe.
Det er således op ad bakke at starte forhandlinger om en ny overenskomst, men det er samtidig en lejlighed til at vise flaget, markere holdninger og forhandle nogle gode resultater hjem.
Hvordan er det så gået?
Forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked er foregået, samtidig med at den gamle verdensorden har stået for fald. Selv om Trump nok har spøgt under forhandlingsbordet, har parterne alligevel landet en tre-årig aftale. At forestille sig en tidshorisont på hele tre år frem virker besynderligt og noget uoverskueligt. Både krig, krise og inflation kan fjerne gulvtæppet under den økonomiske aftale over en nat.
Denne gambling er klart til fordel for arbejdsgiverne, da det er værd at pointere, at der på de fleste og største områder er tale om minimallønsoverenskomster, som kort betyder, at kun en del af lønnen bliver aftalt centralt, hvorimod det meste af lønnen forhandles lokalt på de enkelte arbejdspladser. Så hvis økonomien skulle slå bak, har arbejdsgiverne altså mulighed for at holde igen med lønstigningerne.
En tre-årig aftale burde have kastet nogle større og vedvarende goder af sig. Nogle små stigninger på pensionen og fritvalgkontoen samt nogle omsorgsdage til bedsteforældre og retten til frihed ved barnets tredje sygedag er fremskridt, men betalt af fritvalgkontoen. Og set i lyset af virksomhedernes betydelige overskud og den fulde beskæftigelse sælger resultatet ikke de mange billetter og medlemskab af bevægelsen.
En tre-årig aftale burde ligeledes have taget hul på nogle af de største udfordringer, som dele af fagbevægelsen står med: Løndumping af den udenlandske arbejdskraft. Og det er jo ikke fordi, der mangler eksempler på den horrible udnyttelse og udbytning, som har været konsekvensen af den frie bevægelse af arbejdskraften.
Kædeansvar har været et af kravene fra byggeriet, men på det punkt kunne normale forhandlinger ikke komme igennem.
Solidariteten er fordampet
Når vi i fagbevægelsen skal argumentere for nødvendigheden af organisering og medlemskab, kommer vi hurtigt til historien om fagbevægelsens store sejre og resultater, om den store solidaritet, hvor vi passer på hinanden og ikke lader nogen i stikken. Men ved et mere grundigt faktatjek så holder netop denne historie ikke helt, når det gælder vores overenskomstfornyelser.
Det med de store sejre og resultater kræver i dag, at vi går adskillige bind tilbage i den faglige historieskrivning. Og hvor blev solidariteten af?
Da et relativt stort område som byggeriet ikke kunne komme igennem med ét eneste krav for at mildne konsekvenserne af den sociale dumping på pladserne, hvor skulle de så søge efter hjælp? Se det er et godt spørgsmål. For de andre områder havde allerede forhandlet sig på plads og skrevet deres aftaler under. Så ingen hjælp her.
Hvad så med at tage kampen selv? Også dette holder ikke. Sammenkædningsreglerne i Forligsinstitutionen sætter stop for en sådan handling.
Nye regler for tøndeslagning
Formanden for 3F BJMF har i en kommentar sammenlignet tøndeslagning i forbindelse med fastelavn med årets overenskomstfornyelse. Han skriver:
“Mit barnebarn stod som nummer tre i køen og bankede tønden i gulvet til fastelavn på gymnastikholdet, mens resten af børnene således ikke fik en chance for at få et slag ind. Ingen jublede, dertil var skuffelsen for stor. Men snarrådige voksne besluttede at hænge tønden op igen og lade de øvrige børn slå til.
Således skal vi også sikre, at et overenskomstresultat ikke fortsat afhænger af det første område, der får chancen. For der er for meget på spil, og måske hænger tønden ikke højt nok.
Lad os inden næste overenskomst få åbnet for en snak om, hvor højt og hvor grundigt tønden skal hænge, og om hvad der kan og skal ske, hvis tønden ikke er tilstrækkeligt fyldt.
BJMF kan således ikke anbefale et ja til overenskomstfornyelsen.”
Når de sidste aftaler er på plads, skal det samlede resultat til urafstemning blandt medlemmerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
