3F kongres 2025
3F’s kongres løber i disse dage af stablen i Aalborg, hvor 799 delegerede fra hele landet er samlet for at diskutere fagpolitik.
Arbejderen har grebet fat i fire unge delegerede, der er på kongres for første gang om, for at høre, hvad der optager dem, og hvordan det er at være på kongressen.
Her har vi blandt andet talt med Kaja Nielsen, der er formand for 3F Ungdom. Hun siger, at det for at være helt ærlig er ret stort og forvirrende. Hun er vant til landsmøder i 3F Ungdom med omkring 80 unge, så det har været lidt større skala at være med på 3F-kongres.
3F Ungdom har otte delegeretpladser på kongressen, som er tiltænkt en repræsentant fra hver af regionerne samt de tre unge fra formandsskabet. De er syv delegerede på kongressen, da der har været et enkelt afbud.
En af de andre delegerede fra Ungdommen er Martin Hing Andersen, som er næstformand og fra Transportgruppen. Han synes, det er spændende at være med, og at det er helt på sin plads, at der er en vis ærefrygt forbundet med at deltage på kongressen:
– Jeg kan godt mærke, at der er en ærefrygt omkring kongressen, fordi det er den højeste demokratiske instans, og det skal der være. Der skal være noget tradition og noget arvtagen. Vi unge skal også inddrages i maskineriet og se, hvordan tingene egentlig bliver besluttet på sådan en stor forsamling, fortæller han til Arbejderen.
Foto: Arbejderen.dk
Rasmus Svalgaard er delegeret fra 3F BJMF (Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening). Han synes, det er fedt at være med, men at man skal vænne sig til at sidde stille en hel dag – noget der er lidt fremmed for ham som nyudlært bygningssnedker. Det kan man godt blive lidt rastløs af.
Nicklas Stærke, delegeret fra 3F Ungdom i Århus og en del af Byggegruppen, stemmer i:
– Indtil videre har det været meget spændende. Der bliver sagt nogle meget fine ting og nogle knap så fine ting, men sådan er det jo, siger han til Arbejderen.
Bør Ungdommen kunne stille forslag på kongressen?
På det, der af flere er blevet kaldt for “ungdommens kongres”, er der en masse holdninger til, hvad man kan gøre for at få flere aktive unge i fagforeningen og få dem med på kongressen.
Kaja Nielsen fortæller, at de delegerede fra ungdommen vælges på et landsmøde i 3F Ungdom.
En af deres forhåbninger var, at et forslag om, at ungdommen selv måtte stille forslag til kongressen, ville gå igennem. I 3F er det afdelingerne og hovedbestyrelsen, som kan stille forslag og ændringsforslag til kongressen. De unge fra 3F Ungdom skal derfor stille deres forslag via en lokalafdeling. Argumentet er, at lokalafdelingerne er grundstenen i 3F’s organisering, og at det kan åbne op for, at brancheklubber også kan stille forslag på sigt. Forslaget blev ikke vedtaget, så de unge fra 3F Ungdom må stadigvæk søge ind i de lokale afdelinger for at få forslag op på kongressen.
25-årige Rasmus Svalgaard, som er delegeret fra sin afdeling, sagde i debatten om forslaget, at hvis ens forslag er gode, så er der nok ikke noget problem med at få afdelingen til at stille det. Han støttede ikke forslaget. Efter hans mening kan det blive en sovepude for afdelingerne, der så ikke vil engagere sig lige så meget i det lokale ungdomsarbejde.
Kaja Nielsen mener derimod, at det ville gøre processen nemmere for de unge i 3F Ungdom, og at de gerne selv vil stå på mål for deres forslag i stedet for at få dem motiveret af lokalformænd. Hun siger, at dem med mest erfaring i salen er dem med mindst erfaring med den nye generation.
Martin Hing Andersen, næstformand i 3F Ungdom, er glad for at se unge delegerede fra flere af landets 61 lokalafdelingerne. Han mener, det er vigtigt at huske, at det at være delegeret også handler om at have en vis erfaring og anciennitet.
Vi ville være kede af det, hvis Henning Overgaard bare blev en pamper og hyggebamse. Det er han altså ikke, han har også kløer. Det er vi glade for.
Martin Hing Andersen, næstformand i 3F Ungdom
– Derfor er det også dejligt at se, at vi faktisk har haft et par unge på talerstolen, der ikke er delegeret fra ungdommen, men fra afdelinger. Jeg synes, det kunne være rart at se lidt færre med gråt hår og lidt flere med måske farvet hår, men der er jo også mange, der får talt de unges sag, selvom de ikke selv er unge, siger han til Arbejderen.
Her stemmer Nicklas Stærke fra 3F Ungdom Midtjylland i.
– Jeg er sådan set lidt ligeglad med, hvor mange unge der er på kongres. De fleste kan blive en eller anden form for delegerede, hvis de har lyst. Mange indlæg her på kongressen har været støtterklæringer til ungdommen, og det er fedt, men så bliver ungdommen også nødt til at gøre noget selv. Gennemsnitsalderen på kongressen er tæt på 60, det er højt, men det er jo dem, der har siddet her i længst tid, dem der har været igennem kampe, dem der har prøvet at være i konflikt. Det er dem, der ved, hvordan man gør, som vi kan lære noget af, siger han.
Rasmus Svalgaard er enig i, at hvis man gerne vil på kongres som ung, så plejer man at kunne komme det.
– Jeg tror, at hvis man som ung gerne vil med på kongres, så ville det ikke være super svært. Jeg føler generelt, at hvis man kommer som ung og relativt uerfaren, så vil folk gerne opgive deres plads, fordi de gerne vil have, at man får de erfaringer, der er i at komme på kongres. Det er mangel på lyst til at bruge seks dage på at diskutere fagpolitik, at der er så få unge på kongressen, fastslår han.
Kaja Nielsen er enig, men hun påpeger også, at det kan være svært at lokke de unge med på en 6-dages kongres. De fleste i 3F Ungdom er helt enige om, at det ikke desto mindre er vigtigt, at de unge er repræsenteret på kongressen.
Ikke bare en hyggebamse uden kløer
Henning Overgaards beretning vandt genklang hos de unge.
Martin Hing Andersen var rigtig glad for beretningen. Han fortæller, at han gennem 3F Ungdom selv sidder i hovedbestyrelsen, og at han har en følelse af, at der er handling bag forbundsformandens ord.
– Jeg kunne rigtig godt lide Hennings tale. Jeg kunne godt lide, at der var kant på, at der var noget indignation hos vores formand. Vi ville være kede af det, hvis han bare blev en pamper og hyggebamse. Det er han altså ikke, han har også kløer. Det er vi glade for, siger Martin Hing Andersen.
Kaja Nielsen er også tilfreds med formandens beretning og fremhæver den del, der handler om at organisere og fremtidssikre 3F. Hun synes, det er fedt med en ledelse, som faktisk vil fremad og ikke bare ser på, hvad man har gjort førhen, når det kommer til organisering, for det virker ikke.
– Fagforeningen skal også nytænke og følge med samfundet, mener 3F Ungdom-formanden.
Rasmus Svalgaard er glad for Henning Overgaards fokus på pension i beretningen. Det er der brug for at sætte skarpt fokus på. Rasmus Svalgaard er desuden glad for, at formanden nævner situationen i Palæstina i sin beretning:
-Jeg synes, det er fedt, at Henning endelig kommer med en holdning til, hvor forfærdeligt det er i Gaza, og at der er mange civile tab, og at det også er de faggrupper, som 3F dækker, der muligvis også er dem, der lider størst tab. Jeg synes helt klart, at det er det mest passende sted, når det skulle være, siger han til Arbejderen.
Man så også, at spørgsmålet om Palæstina var noget, som en række delegerede var oppe og sætte spot på. Gruppeformanden for Transportgruppen Jan Villadsen var eksempelvis på talerstolen under beretningsdiskussionen og påpege, at der ikke er tale om en krig i Palæstina, men etnisk udrensning og folkemord, selvom han dog mener, at det ikke er op til 3F’s kongres at tage stilling til.
Skal fagforeningen også beskæftige sig med de store temaer?
Netop spørgsmålet om, hvorvidt 3F skal beskæftige sig med andet end direkte arbejdsmarkedspolitik, er noget, som har fyldt på kongressen. Her er der delte meninger, også blandt de unge.
Kaja Nielsen påpeger, at man kan mene, at forbundet skal derhen, hvor det igen kan mene noget om de store emner, men hun mener ikke, at 3F er der endnu. Hun siger, at lige nu er det nok svært at se for folk, hvorfor de ting skal kobles sammen, men hun understreger, at det kunne være fedt at nå et sted hen, hvor fagbevægelsen kan tage politisk stilling til andet end bare fagpolitik.
Martin Hing Andersen er til dels enig. Han henviser til, at fagforeningen førhen har været en forening, der før har gået forrest politisk:
– En fagforenings politiske dagsorden skal jo være relateret på de fagpolitiske spørgsmål først og fremmest, men det er rigtigt, at der er politiske ting, især hvis man kigger på historien i fagforeningen, hvor vi har været forgangs-foreningen for en masse politiske dagsordener. Det gælder blandt andet i Sydafrika, som er gæster på kongressen, hvor vi i Norden var nogle af de første til at fordømme apartheid, siger han til Arbejderen og uddyber:
– I dag er fagforeningen mindre politisk, og nogle ønsker også, at den skal fortsætte med at være det, så den kan favne bredere. Der er forskellige modsatrettede interesser, og det er et dilemma. Jeg kan godt forstå begge sider. Jeg er selv meget politisk, men i fagforeningen er jeg først og fremmest fagforeningsmand. Der er jeg fagpolitisk orienteret.
Nicklas Stærke, delegeret fra 3F Ungdom Midtjylland, mener dog, at det er helt essentielt, at fagbevægelsen fortsat er en politisk forening på alle områder, ikke bare direkte fagpolitisk:
– Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at det overhovedet er en debat. Fordi selvfølgelig skal vi da have en holdning til alting. Det er en underlig ting at argumentere for eller imod, fordi vi er en politisk organisation, og selvfølgelig skal vi da også have en holdning til folkemord og krig, fastslår han.
Rasmus Svalgaard fortæller, at noget af modstanden mod at tage stilling til de større temaer kunne være en frygt for, om det splitter, eller om man lige pludselig kommer til at skulle stå på ens arbejdsplads og argumentere for politiske emner. Det er dog ikke den oplevelse han har i BJMF, hvor de jævnligt udtaler sig om større politiske emner og ikke oplever medlemsflugt. Han mener desuden, at fagforeningen er lige så politisk, som den altid har været, men at det bare går i den forkerte retning:
– Jeg ville mene, at fagforeningen er ligeså politisk, som den altid har været. Fagbevægelsen har jo altid været styret af socialdemokrater, og nu har Socialdemokratiet så valgt at køre mindre på den internationale solidaritet, så derfor gør fagbevægelsen heller ikke det. Det handler jo bare om, hvilken form for politik vi taler om. Fagpolitik er jo også politik. Vi lever i en politisk verden, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
