Vinterpause i overenskomstkonflikt
Åbner det op for denne form for udnyttelse af fremmed arbejdskraft? = https://fagbladet3f.dk/node/58744
Log ind for at svareOm mindre end to år skal Danmark og alle øvrige 26 EU-medlemslande have efterlevet det omdiskuterede EU-direktiv med titlen “Passende mindstelønninger i Den Europæiske Union.”
Direktivet har fra start skabt voldsom røre i den danske fagbevægelse og også blandt arbejdsgivere og hovedparten af de politiske partier i Folketinget. De er enige om, at direktivet er et angreb på den danske model, underforstået det system, hvor løn og arbejdsforhold aftales mellem arbejdsmarkedets parter – arbejdsgiverorganisationer og faglige organisationer.
Undervejs i beslutningsprocessen har direktivet ændret sig, blandt andet som følge af indsigelser og protester fra Danmark, og om direktivets endelige ordlyd har den tidligere og afgående S-regering gentagne gange sagt, at “alle tidslerne er jo luget ud af dette direktiv nu”, og “det får jo ikke den store betydning for Danmark”.
Den udlægning er fagbevægelsen ikke enig i. Fagforeningerne holder fast i, at direktivet er uspiseligt og direkte skadeligt for udviklingen på arbejdsmarkedet og det danske velfærdssystem.
Men hvad står der egentlig i direktivet, og hvad vil der ske, hvis en EU-bestemt mindsteløn bliver en realitet i Danmark?
Det har Arbejderen bedt Karen Sunds om at afkode. Hun er bestyrelsesmedlem i 3F Djursland og har arbejdet med EU-stof i mange år via sit arbejde i Folkebevægelsen mod EU.
– Inden jeg begynder at forklare teksten, så har jeg allerførst lyst til at sige, at direktivet faktisk er ulovligt i henhold til EU-traktaten. For i Lissabontraktatens artikel 153, stk. 5 står der, at EU ikke må blande sig i løn, organisationsret, strejkeret og ret til lockout. Det skal alene varetages af nationalstaterne, siger Karen Sunds.
Alene af den grund mener hun, at den nye regering som en af sine første opgaver skal rejse et annullationssøgsmål ved EU-domstolen for at få mindstelønsdirektivet erklæret ulovligt. Præcis som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har anbefalet, og som aktive fagforeninger igennem måneder har presset på for.
Umiddelbart ser det ud til, at presset har virket. I det netop fremlagte regeringsgrundlag for SVM-regeringen fremgår det, at den vil rejse søgsmålet mod EU om mindsteløn.
EU-tricks
– Når EU-kommissionen skal argumentere for, hvorfor den så alligevel gennemfører et direktiv, der handler om løn, selvom det står i traktaten, at det må EU ikke blande sig i, så har den forskellige tricks, den benytter sig af, forklarer Karen Sunds og uddyber:
– Det første trick er at henvise til, at løn er en del af spørgsmålet om rimelig levestandard. Det emne fik EU nemlig adgang til i 2017, da den såkaldte socialpagt blev vedtaget. Mindstelønsdirektivet henviser direkte til den europæiske socialpagt, hvor der står, at det er en målsætning at fremme leve- og arbejdsvilkår med henblik på at harmonisere dem.
Efter Karen Sunds’ mening er det her blot endnu et eksempel på, at har du først åbnet en dør på klem i EU-systemet, så bliver det nemmere og nemmere at luske nye og mere vidtgående beføjelser ind.
Et andet trick, som Kommissionen ifølge Karen Sunds benytter sig af, er at konkludere, at når nu EU skal sørge for en rimelig levestandard, og medlemslandene åbenbart ikke kan sikre dette selv, så skal EU tage de nødvendige skridt på EU-plan for at sikre dette. Det kan man læse om i note 37 i direktivet, hvor det forklares, at “målene for dette direktiv kan ikke opnås via medlemsstaterne, men kræver en indsats på EU-plan.”
– Med den formulering – at et mål, som Unionen har sat sig, ikke kan løses af medlemslandene selv – laver man præcist det trick at kunne smyge sig uden om det såkaldte nærhedsprincip, som EU ellers hylder.
Djævlen ligger i detaljen
Karen Sunds understreger, at det er vigtigt at læse mindstelønsdirektivet, der fylder 15 sider, med lup, for det er i detaljen, at djævlen ligger begravet. Selv har hun været nødt til at genlæse en del tidligere dokumenter fra EU, herunder dele af Lissabontraktaten og Det Sociale Charter for at sætte direktivet ind i en sammenhæng og forstå dets konsekvenser til bunds.
– Som jeg ser det, er artikel 4 den egentlige bombe i direktivet. Umiddelbart kan de mange pæne ord om vigtigheden af at sikre kollektive overenskomster i landene se meget tilforladelige ud. Men det første problem er, at direktivet overhovedet nævner det, for så snart at der i en direktivtekst er nævnt ord som overenskomster, organisering og lignende, så overgår disse elementer i princippet til EU’s domæne, lyder det fra Karen Sunds.
Præcis det samme påpegede Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i sit høringssvar fra november 2020:
“Direktivet betyder, at ansvaret for områder, der i Danmark hører under parternes kompetence, vil overgå til regeringen. Ud over disse åbenlyse og alvorlige problemer med direktivforslaget, anvendes der i forslaget en række centrale begreber og definitioner, såsom “kollektive forhandlinger”, arbejdstagerorganisationer med videre. Dels defineres flere af disse begreber nationalt i dag, og dels er flere uklart formuleret.”
Karen Sunds hæfter sig særlig ved endnu en sætning i høringssvaret fra FH. Sætningen lyder: “Ved at de (begreber og definitioner, red.) indgår i direktivet, vil det i tvivlstilfælde være op til EU-domstolen at fastslå definitionen.”
EU-domstolen fortolker direktivet
FH holdt den 1. september – inden det endelige direktiv blev vedtaget – en morgenbriefing om EU’s mindstelønsdirektiv. I mødet deltog juraprofessor og ekspert i arbejdsret Jens Kristiansen.
Også han gjorde det klart, at det i sidste ende er EU-domstolen, der fortolker direktivets ordlyd, og han sagde videre, at der er masser af eksempler på, at Domstolen kan se anderledes på indholdet i et direktiv end de politikere, som har vedtaget det. Dertil kommer, at ordlyden i direktivet er så generelle og vage, at de – ifølge hans vurdering – åbner op for meget vide beføjelser for fortolkning.
Direktivet fylder 15 sider og består af to forskellige dele:
- Et sæt indledende noter, der forklarer EU-kommissionens argumentation og begrundelser for de enkelte elementer i direktivet.
- Selve direktivteksten.
Direktivteksten er opbygget på følgende måde:
- Kapitel 1, artikel 1, 2 og 3 er almindelige bestemmelser, og definitioner. Derefter følger artikel 4, som er den artikel, der er helt central i forhold til Danmark, da den omhandler lande, som ikke har en lovbestemt mindsteløn, men kører med kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet.
- Kapitel 2, artikel 5, 6, 7 og 8 omhandler alle lande, som i forvejen har en lovbestemt mindsteløn.
- Kapitel 3 omhandler det, der kaldes “horisontale bestemmelser”. Det vil sige, at de gælder for alle medlemslande, uanset om man tilhører den ene eller den anden kategori.
- Kapitel 4 omhandler regler for, hvornår og hvordan direktivet skal implementeres, hvornår det skal ajourføres og lignende. Direktivet skal være implementeret i landene senest 15. november 2024.
Både noter og selve teksten får betydning, hvis det kommer til en retssag om direktivet.
Det fremgår af direktivet, at medlemsstaten kan overlade til arbejdsmarkedets parter at implementere direktivet eller dele af det. Men “medlemsstaten tager alle nødvendige skridt til at sikre, at de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, til enhver tid overholdes.”
Direktivet skal revideres i 2029. Du kan læse hele direktivet her.
Af samme grund var det hans klare anbefaling, at den danske regering skulle anlægge et søgsmål ved EU-domstolen med krav om at få direktivet annulleret. Jens Kristiansens argumentation herfor lød som følger:
– Hvis ikke man gør noget, så har man jo de facto accepteret, at der er hjemmel (i EU-traktaten, red.). Så nytter det ikke noget at komme løbende om fem til syv år med det.
– Det kan også få betydning for fremtidige vedtagelser. Hvad kan ellers vedtages? Nu har man jo bevæget sig ud på isen… EU er meget interesseret i arbejdsløshedsforsikring og arbejdsmarkedspensioner…. efter mit bedste bud ligger der rigtig meget i artikel 4. Det er kun fantasien, der sætter grænser, det er jeg nødt til at sige.
Det er nu, der skal siges fra
Fagbevægelsens Hovedorganisation frygter den glidebane, hvor EU æder sig ind på et område, som i dag udelukkende bestemmes af arbejdsmarkedets parter. Den 5. december – inden den nye SVM-regering og dens grundlag blev præsenteret – gentog FH derfor en tidligere anbefaling til regeringen om at “træffe den eneste rigtige beslutning” og anlægge et annullationssøgsmål ved EU-domstolen.
– Vi kan ikke acceptere, at EU tiltager sig yderligere kompetence på arbejdsmarkedsområdet – og vi ønsker ikke EU-lovgivning – hverken direkte eller indirekte – på lønområdet eller i forhold til vores kollektive aftaler, lød det fra næstformand i FH Morten Skov Christiansen.
At bede EU-domstolen forholde sig til direktivet er imidlertid ikke det samme, som at Danmark får medhold. Men ikke at rejse sagen har altså også konsekvenser, som juraprofessor Jens Kristiansen sagde ved FH’s morgenbriefing i september.
Hvis vi accepterer direktivet, kan vi ikke holde os fri af EU’s indblanding ved at sikre en høj overenskomstdækning.
Karen Sunds
Karen Sunds er helt enig og ikke et sekund i tvivl om, at EU har ambitioner om at blande sig i hele det arbejdsmarkedspolitiske område.
Det fremgår af note 33 i direktivet, at Rådet og Kommissionen kan “i overensstemmelse med artikel 150 og 160 i TEUF anmode Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for social beskyttelse om indenfor deres respektive kompetenceområder at undersøge udviklingen i den kollektive overenskomstdækning og tilstrækkeligheden af lovbestemte mindstelønninger i medlemsstaterne”.
– Her står altså, at EU forbeholder sig ret til at vurdere, om dækningen af mindstelønninger i det enkelte medlemsland er tilstrækkelig, eller om det er nødvendigt med yderligere tiltag. Man skal jo huske på, at direktivet skal revideres efter fem år, og her kan EU så lægge flere værktøjer ind i forhold til at blande sig, hvis de ikke er tilfredse, forklarer Karen Sunds og uddyber:
– Det er derfor, at det er så vidtrækkende, hvis vi bare accepterer direktivet nu. Det er nu, der skal siges fra. Om fem år er det for sent. Hvis vi accepterer direktivet, kan vi ikke holde os fri af EU’s indblanding ved at sikre en høj overenskomstdækning. For EU har principielt fået adgang til området. Men dertil kommer, at det jo er et spørgsmål, om vi i Danmark kan holde os over en 80 procent-overenskomstdækning.
Overenskomstdækningen på arbejdsmarkedet
Overenskomstdækningen er et udtryk for, hvor mange lønmodtagere der er omfattet af en kollektiv overenskomst. I Danmark er dækningen for tiden på 82 procent.
– Når vi snakker overenskomstdækning, så skal vi huske på, at her tæller ikke kun de overenskomstbærende fagforeninger med, men også de gule fagforretninger som Det Faglige Hus og Krifa. Sidstnævnte lægger ikke skjul på, at være stor tilhænger af en lovbestemt mindsteløn, så man kan kun gisne om, hvad de kan lave af træk for at udløse et fald til under 80 procent. Ligeledes kan store arbejdsgivere, der ønsker en mindsteløn, vælge at trække sig ud af overenskomsten for at fremprovokere et fald i overenskomstdækningen.
Som Karen Sunds ser det, er der ingen garanti for, at Danmark kan fastholde en overenskomstdækning på over 80 procent. Arbejderklassen er i defensiven, og de faglige organisationer har ikke i årevis udnyttet medlemspotentialet til at tage afgørende faglige og politiske kampe.
Kommer Danmark under 80 procent-grænsen, så beskriver direktivets stk. 2, hvad der skal ske. Så “skal medlemsstaten sørge for en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem.”
Vi ønsker ikke EU-lovgivning – hverken direkte eller indirekte – på lønområdet eller i forhold til vores kollektive aftaler.
Morten Skov Christiansen, næstformand FH
Medlemsstaten skal også udarbejde en handlingsplan og “fastsætte en klar handlingsplan og konkrete foranstaltninger til gradvist at øge den kollektive overenskomstdækning med fuld respekt for arbejdsmarkedsparters autonomi.” En sådan handlingsplan skal revideres og ajourføres hvert femte år. Alt skal meddeles Kommissionen.
– Det betyder, at lovgivningsmagten, altså regeringen, er forpligtet til at agere ved siden af arbejdsmarkedets parter, og det vil helt sikkert få indflydelse på lysten til at organisere sig. For hvorfor betale kontingent til en fagforening, hvis det er politikerne, der fastsætter lønnen, spørger Karen Sunds.
Spørgsmålet om, hvordan en struktur, hvor den lovgivende magt og arbejdsmarkedets parter opererer parallelt, også kaldet en dual struktur, nævner de nordiske fagbevægelser i deres fælles høringssvar til EU-Kommissionen: “Et direktiv, som påbyder lovgivning, der garanterer enhver lønmodtager en specifik beskyttelse, vil etablere en dual styring af vores nationale arbejdsmarked. Hvis den statslige lovgivning garanterer lønforhold i de ofte midlertidige huller, som opstår i den regulering, som arbejdsmarkedets parter fastlægger, vil en større gruppe af arbejdsgivere og arbejdere falde ud af overenskomstsystemet. Incitamentet til at organisere sig, på begge sider, vil blive stærkt svækket. Prisen for at afvise at tage ansvar og organisere og sikre kollektive aftaler vil falde. Hertil kommer, at den grad af beskyttelse, som staten vil sikre via EU-lovgivning, vil presse niveauet for den kollektivt aftalte løn ned. EU-mindsteløn vil underminere det sociale Europa frem for at styrke det.”
Hjælper direktivet på working poor-problemet?
I løbet af de seneste 10 år er antallet af arbejdere ansat i fleksible ansættelser, vikarjobs og på midlertidige kontrakter eksploderet. Arbejdsmarkedet er blevet stadig mere usikkert i hele Europa – og også i Danmark, hvor vi oplever en voldsom vækst i det, der betegnes som working poor.
Den officielle begrundelse for at gennemføre mindstelønsdirektivet lød da også umiddelbart sympatisk, nemlig at EU er nødt til at gøre noget for at forhindre den voldsomme vækst i working poor. Det dækker over de mange mennesker, der, selv om de har et arbejde og knokler løs fra tidlig morgen til sen aften, får så lav en løn, at pengene ikke slår til.
– I det første forslag til direktivtekst, der kom i 2020, erklærede EU-kommissionen, at direktivet ville sikre markante lønforbedringer til 15-20 millioner af de fattigste arbejdere i EU-landene, fordi en EU-mindsteløn angiveligt ville hæve mindstelønnen i en lang række lande, lægger Karen Sunds ud og undskylder for, at det nu bliver en smule teknisk:
– Deres argumentation var bundet op på forslaget i det første direktivforslag fra oktober 2020 om, at en lovbestemt mindsteløn i et medlemsland skulle være mindst 60 procent af medianlønnen i landet og 50 procent af gennemsnitslønnen. Medianlønnen finder man ved at tage de samlede lønninger i det pågældende land og finde det beløb, hvor halvdelen tjener mere og halvdelen mindre.
I EU har 22 medlemslande ud af 27 en lovbestemt mindsteløn, mens lønniveauet i de øvrige fem lande – Østrig, Danmark, Finland, Italien og Sverige – bliver bestemt gennem overenskomstforhandlinger. Som det seneste land har Cypern besluttet at indføre mindsteløn på 950 euro – godt 7.000 danske kroner – om måneden med virkning fra 1. januar 2023.
Det er da også et faktum, at mindstelønnen i en stor del af de lande, hvor den er lovbestemt, er markant lavere end den først foreslåede.
Faktisk er mindstelønnen i en række af de lande så lav, at den ikke engang kan holde folk over fattigdomsgrænsen i det enkelte land. “I 2018 forholdt det sig i 9 medlemsstater således, at den lovbestemte mindsteløn ikke gav en indtægt for en enlig mindstelønsmodtager, der var tilstrækkelig for at nå fattigdomsrisikotærsklen,” kan man læse i note 13 i det vedtagne direktiv.
Karen Sunds er nu nået til en væsentlig pointe i det direktiv, som alle medlemslande får to år til at implementere.
– I direktivet er mindstegrænsen for, hvor lav mindstelønnen kan være i et land, taget ud. Tidligere stod der, at mindstelønnen skal være 60 procent af medianlønnen. I det endelige direktiv står der bare nu, at det enkelte land kan benytte sig af denne målestok. Men de kan altså også lade være. Nu er der faktisk overhovedet ingen mindstegrænse. Landene kan selv bestemme det.
Direktivet løfter ikke bunden i de lande, der har størst problemer, men indeholder alle ingredienser til at slå hul på det, som vi kalder den danske model.
Karen Sunds
Helt konkret står der i note 28, at “Mindstelønninger anses for at være passende, hvis de er rimelige i forhold til lønfordelingen i den relevante medlemsstat, og hvis de giver arbejdstagere en anstændig levestandard på grundlag af et ansættelsesforhold på fuld tid.”
– Bemærk lige den formulering, lyder det fra Karen Sunds, der fortsætter:
– Man skal sikres en anstændig levestandard, hvis man er på fuld tid…. Problemet med langt den største del af EU’s working poor er jo netop, at de ikke er på fuld tid, men arbejder på nul timers-kontrakter, deltid og andre usikre ansættelsesforhold.
Videre gør hun opmærksom på, at direktivet lader det være op til hver medlemsstat at afgøre og vurdere, om de lovbestemte mindstelønninger er tilstrækkelige. I forlængelse heraf kan det enkelte land eventuelt gøre brug af “referenceværdier, såsom bruttomindstelønnen i forhold til 60 procent af bruttomedianlønnen og bruttomindstelønnen i forhold til 50 procent af den gennemsnitlige bruttoløn.”
– Det er selvfølgelig derfor, at skuffelsen er til at få øje på i de lande, hvor de har haft forventninger om, at direktivet skulle være en hjælp for de lavestlønnede arbejdere. I stedet er det endt sådan, at direktivet reelt ikke løfter bunden i de lande, der har størst problemer, men indeholder alle ingredienser til at slå hul på det, som vi kalder den nordiske arbejdsmarkedsmodel eller den danske model, konstaterer Karen Sunds.
Får vi mindsteløn ad bagvejen via EU-domstolen?
I faglige og politiske kredse foregår der for tiden en diskussion om, hvorvidt det kan være muligt, at en enkelt arbejdsgiver eller arbejdstager vælger at anlægge sag ved EU-domstolen for at få den til at afgøre, om det er i orden at aflønne med noget, der svarer til en EU-mindsteløn i Danmark.
Da Folkebevægelsen mod EU den 5. november holdt konference i Horsens om EU-mindstelønnen, erklærede Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker fra RUC, at han ikke troede på, at der reelt er en risiko for, at en enkeltperson eller et enkeltfirma kan anlægge en sådan sag ved EU-domstolen og dermed udløse en dom, som efterfølgende kommer til at indføre mindstelønnen ad bagvejen.
Det er Karen Sunds bestemt ikke så sikker på:
– For det første kan man ikke være i tvivl om, at EU har et stærkt fokus på, at der i lande, hvor arbejdsmarkedet udelukkende reguleres af kollektive overenskomster, er en større gruppe arbejdere, som ikke er sikret en mindsteløn, siger hun og henviser til note 14.
Her står der følgende: “… ikke alle arbejdstagere i Unionen er reelt beskyttet af mindstelønninger (…) i medlemsstater, hvor der alene ydes mindstelønsbeskyttelse gennem kollektive overenskomster, skønnes andelen af arbejdstagere, der ikke er dækket, at variere fra 2 procent til 55 procent af alle arbejdstagere.”
– Hvis vi går ind i kapitel 3 i selve direktivteksten – det er det, der omhandler de såkaldt “horisontale bestemmelser”, og som altså vedrører alle medlemslande, uanset om man har den ene eller den anden arbejdsmarkedsmodel. Her kan vi læse, at medlemsstaterne hvert andet år skal indberette al data om overenskomstdækning og så videre til EU-kommissionen, forklarer hun.
– Og i stk. 2,c, der specifikt vedrører lande, hvor mindstelønsbeskyttelsen kun er sikret via kollektive overenskomster, kan vi læse, at EU-kommissionen løbende skal holdes orienteret om, hvad lønniveauet er for de arbejdstagere, der ikke er omfattet af kollektive overenskomster, og hvordan dette lønniveau er i sammenligning med de arbejdstagere, der er omfattet af kollektive overenskomster. Disse oplysninger og data skal medlemsstaterne fremlægge, fordelt efter køn, alder, sektor, virksomhedens størrelse. Så hvordan kan man være i tvivl om, at EU-kommissionen vil vide alt om det her emne, spørger Karen Sunds.
I Danmark er 18 procent af arbejderne ikke sikret en mindsteløn, fordi de ikke er dækket af en overenskomst. Karen Sunds mener, at svaret på, hvorvidt der i direktivet gives beføjelser til, at der kan rejses en sag ved EU-domstolen med udgangspunkt i bare én arbejdstager, der ikke er sikret en mindsteløn, ligger i note 18.
I den note står der: “… fastsættes ved dette direktiv minimumsforskrifter på EU-plan, og der fastsættes proceduremæssige forpligtelser med hensyn til passende lovbestemte mindstelønninger, og arbejdstagernes effektive adgang til mindstelønsbeskyttelse, i form af lovbestemte mindstelønninger, hvor disse forefindes, eller som de er fastlagt i kollektive overenskomster, som defineret i dette direktiv….”
– Det er langhåret, ja. Men hvad står der egentlig her? Der står, at direktivet skal sikre effektiv adgang til lovbestemt mindsteløn, også hvor de er fastlagt i kollektive overenskomster, forklarer hun.
Desuden gør hun opmærksom på, at der både i noterne til direktivet og i selve direktivet klart slås fast, at “direktivet finder anvendelse for de arbejdstagere, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold.”
Endelig er det ifølge Karen Sunds vigtigt, at det vedtagne mindstelønsdirektiv henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Hun forklarer, hvad charteret er, og hvorfor det har betydning i forhold til spørgsmålet om, hvem der kan rejse en sag ved EU-domstolen:
– Unionens charter om grundlæggende rettigheder blev underskrevet og indarbejdet i Nicetraktaten på et topmøde i EU i december 2000. Dermed er charteret lige så juridisk gældende som al anden traktattekst i Unionen. Hvad der er vigtigt i denne sammenhæng er, at hele charteret er bygget op om at definere hver enkelt unionsborgers rettigheder. Det er altså et stykke jura, der hele vejen definerer de individuelle rettigheder.
Charteret om grundlæggende rettigheder vil derfor efter hendes mening få betydning, hvis en enkelt lønmodtager, for eksempel på foranledning af Krifa, proklamerer, at vedkommende ikke er sikret en mindsteløn.
– Så er det principielt en sag for EU-domstolen. Og jeg har meget svært ved at se, hvad der skulle forhindre Krifa eller Kristelig Arbejdsgiverforening i at anlægge en sag ved EU-domstolen mod Danmark, fordi der findes arbejdstagere i Danmark, der ikke er sikret en mindsteløn.
Direktivet skal revideres efter fem år
Som tidligere nævnt skal mindstelønsdirektivet revideres i 2029. Spørgsmålet er, hvad der så sker?
Her er Karen Sunds og Bent Greve enige om, at der er tale om en glidebane.
– Min bekymring er ikke her og nu, men om fem år. Det er et problem, hvis man der går videre, sagde Bent Greve således på Folkebevægelsen mod EU’s konference den 5. november.
Herefter slog han fast, at når de fem år er gået, så kan vi stå i en situation, hvor EU ændrer direktivet, så der bliver krav om at indføre lovbestemt mindsteløn, hvis overenskomstdækningen går under 80 procent.
Som tidligere nævnt så er pointen ifølge Karen Sunds, at det ikke er nok at sikre høj grad af overenskomstdækning, for hvis der ikke er en stærk faglig organisering til at forsvare disse rettigheder, så har det reelt ingen effekt. Hun mener, at forholdene på nemlig.com’s plukkelager, hvor forholdene er uhyrlige, på trods af at der faktisk er overenskomst, er et klart eksempel på dette.
– Kapitalen har i virkelighedens verden forlængst opsagt alle aftaler om klassesamarbejde. Derfor har vi kun ét værn: organisering, organisering, organisering. Det er tilbage til de helt oprindelige værdier i fagbevægelsen, at turde stå sammen og sætte magt bag for at forsvare vores rettigheder. Og dén vej bliver så meget vanskeligere, hvis dette her direktiv bliver en realitet, mener den østjyske 3F’er og EU-modstander, der slutter med ordene:
– Det turde være indlysende, at disse 15 sider direktiv, som vi nu står med, indeholder alle elementer til at kunne skyde den danske arbejdsmodel i sænk. Med dette direktiv lirker man låsen op. Så er det alene et spørgsmål om tid, inden døren sparkes ind.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
