Analyse
Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR) er med sine 24.826 medlemmer den næstmindste af seks grupper i 3F. PSHR favner mange forskellige faggrupper lige fra kokke, catere, tjenere, smørrebrødsjomfruer, receptionister, opvaskere og stuepiger inden for hotel- og restaurationsbranchen til rengøringsassistenter/sanitører og serviceassistenter inden for rengøringsbranchen.
At PSHR ikke er en af de største 3F-grupper var tydeligt at se, da gruppen startede sine overenskomstforhandlingerne fredag den 27. januar. 40-50 mennesker var mødt op foran Dansk Erhverv ved Børsen i København for at klappe gruppeformanden John Frederiksen ind. Det var 3F København, der havde taget initiativ til “klap ind-arrangementet”.
Foto: Rosa Mørch
Inflationen kommer til at præge forhandlingerne
Ved de sidste to overenskomstrunder er PSHR-området endt i Forligsinstitutionen, fordi forhandlerne på begge sider ikke har kunnet nå til enighed alene. Forligsinstitutionen har til opgave at hjælpe parterne med at afslutte overenskomster og at lave et udkast, som begge parter kan se sig selv i.
Om området igen ender i forligsen bliver interessant at følge. I november sidste år blev der nemlig holdt en konference for både fagforeningsfolk og arbejdsgiverforeninger, hvor de havde uformelle og uforpligtende snakke om, hvad de hver især ønsker sig af overenskomstforhandlingerne i 2023.
På den måde forsøgte parterne at se hinanden lidt an inden forhandlingerne, men om konferencen bærer frugt, er receptionist og tillidsrepræsentant Britt Schmidt Andersen fra 3F Frederikshavn ikke så sikker på. Hun er bekymret og tror, at det bliver endnu sværere at nå til enighed i år, fortæller hun til Arbejderen.
– Jeg tror, OK23 er totalt op ad bakke. Jeg tror, det bliver praktisk talt håbløst. Vi er endt i forligsen de sidste to gange, og jeg kan ikke forudse andet, end at det gør vi igen.
Britt Schmidt Andersen tror, at løn er det, der kommer til at fylde allermest ved OK23, fordi mange af dem, der arbejder på PSHR-området ikke er særligt højtlønnede, og de er nogle af dem, der bliver presset hårdest på pengepungen i inflationstiden.
Negin Igderi er tillidsrepræsentant på et hotel i København og med i Hotel- og Restaurationsbrancheklubben i 3F København, og hun har det lidt på samme måde som Britt Schmidt Andersen. Hun holdt tale ved “klap-ind”-markeringen foran Dansk Erhverv. I talen lagde hun vægt på, at hun håbede, arbejdsgiverne ville huske alle dem, der har holdt ud i de sidste tre år i serviceerhverv gennem både coronakrisen og nu inflations- og energikrisen.
Foto: Rosa Mørch
– Jeg har det lidt ambivalent. Jeg har et håb om, at man kommer til enighed, og at man fra arbejdsgivernes side sender et helt klart signal om, at vi anerkender alle jer, der har holdt ud de sidste tre år, og vi er også villige til at give vores bidrag i den nuværende situation. Men den er hårdere, fordi verdenssituationen er, som den er. Vi kommer ikke uden om inflationen og energikrisen, der er nogle udgifter, som man ikke tidligere har skullet forholde sig til, siger hun efterfølgende til Arbejderen og fortsætter:
– På den front er vi også nødt til at være realistiske, selvfølgelig kunne alle godt tænke sig en voldsom lønstigning, men man vil jo også gerne have, at ens arbejdsplads overlever. Man skal knække koden til den balancegang.
Sundhedsordning og helligdage fylder også
Løn er uden tvivl det vigtigste tema i forhandlingerne, men for både Negin Igderi og Kaja Thilde Nielsen, der arbejder på McDonalds og er organiseret i 3F Fastfood Workers Copenhagen, er både spørgsmålet om en sundhedsordning og betaling for arbejde på helligdage også vigtige ved dette års overenskomstsforhandlinger.
Arbejderen har tidligere omtalt projekt #ElevernesOK, som 3F København kørte, og hvor afdelingen fik samlet en masse krav ind fra elever på for eksempel Hotel- og Restaurantskolen. Det betyder, at 3F København igennem en længere periode har haft fokus på de unge. Det er måske også netop af den grund, at spørgsmålet om en sundhedsordning fylder. Negin Igderi fortæller nemlig, at et af de største problemer med den nuværende overenskomst er, at eleverne ikke er omfattet af den samme sundhedsordning som resten af arbejdspladsen.
– For vores elever betyder det meget, at de kan få en ordentlig pensionsopsparing og fra start være en del af den sundhedsordning, vi andre er en del af. Vi har mange, der starter tidligt på erhvervsskolerne og er ude på arbejdspladserne ligesom os andre og ikke har adgang til det, fortæller hun til Arbejderen.
Det betyder for eksempel, at hvis man som elev glider på arbejde på et vådt køkkengulv, så kan man ikke få hjælp til at blive sendt til en specialist for en arbejdsskade, mens man med sundhedsordning kan få hjælp for arbejdsskader.
Noget andet, der også fylder, er helligdagstillæg på den 24. og den 31. december, hvor man kun får helligdagstillæg, hvis man arbejder efter klokken 15.
– Den 24. december og den 31. december tæller kun som halve helligdage før klokken 15, så for os der møder før 15, er det en helt almindelig dag, selvom vi også har familier, som vi gerne vil hjem til. Vi har jo mange udenlandske arbejdere, der ikke lige kan nå hjem til jul. Jeg er fra Jylland, så det er jo ikke helt udlandet, men det tager også lang tid at komme dertil, når man først har fri klokken 15, siger Negin Igderi til Arbejderen.
Et trut i hornet havde ikke været uklædeligt
Med omkring 50 fremmødte var denne “klap ind-markering den mindste indtil videre, og det var der nogle, der var skuffede over. Britt Schmidt Andersen påpeger, at der er noget lidt ironisk over, at store grupper som bygge- eller industrigruppen prædiker sammenhold og solidaritet, men ikke dukker op, når en af de mindste grupper, der godt kunne bruge lidt flere klappende hænder, starter forhandlinger.
– I dag stod der i det mindste et par få BJMF-gutter derude, men det er Tordenskjolds soldater. Det er dem, der er med til alt, det er genkendelige ansigter, og det er dejligt at se dem igen. Men vi står midt inde i København, og hvor mange var vi? 50? Jeg har stået til individuelle blokader i København med flere mennesker, hvor stilladsbilerne kommer kørende forbi. De ved da godt, at vi starter den dag. Ved I hvad, gutter – et trut i hornet klokken 9 lige omkring Børsen havde sgu ikke været uklædeligt, siger Britt Schmidt Andersen og fortsætter:
Foto: Rosa Mørch
– Jeg har et kæmpe stort problem med, at vi som fagforening ikke har en større sammenhængskraft, og at der ikke er blik for, at det er os – de små – der skal have den hjælp, fordi de kan komme rigtig langt selv. Man hylder et princip, men lever ikke op til det, og så er det sværere for os at komme igennem med ting, fordi de rammer, vi får udstukket fra industrien, simpelthen ikke lever op til det, vi har brug for, så vi kan komme videre med ting i vores grupper, slutter hun af.
Kaja Thilde Nielsen er enig med Britt Schmidt Andersen i, at der er brug for støtte til fagbevægelsen.
– Man kan dukke op til de demonstrationer, der bliver holdt af fagbevægelsen og vise, at man støtter op uanset, hvilket område der er tale om, siger den 22-årige fastfoodarbejder til Arbejderen.
Negin Igderi stemmer i med, at det er vigtigt at følge med på de forskellige grupper, klubber og fagforeningers facebooksider for at se de begivenheder og aktioner, der løbende bliver slået op her.
Hvordan bliver medlemmerne involveret?
Ud over det systematiske arbejde med indsamling af overenskomstskrav fra eleverne har 3F København også afholdt fyraftensmøder og månedlige klubaftener for at få medlemmerne engageret i overenskomsten. Negin Igderi fortæller, at man har gjort det på den måde, at folk, der allerede er medlemmer, kan tage en kollega med, som så kan få en smagsprøve på det fællesskab, en fagforening kan give en.
Kaja Thilde Nielsen fra 3F Fastfood Workers Copenhagen fortæller, at de også har holdt åbne klubaftener, og noget af det, der har været vigtigst for dem, har været at lægge vægt på, at man ikke behøver at være virkelig aktiv i fagforeningen for at komme til klubaftenerne.
– Vi vil bare gerne høre, hvilke problemer folk har derude, og så prøver vi også at være med til alle de demonstrationer og “klap forhandlerne ind”-ting, vi kan. Lige nu har vi planlagt et par restaurantbesøg og fået opsat nogle tillidsrepræsentantsvalg på restauranter for at vise, at vi er der og gerne vil hjælpe dem, fortæller hun.
Et af de sværeste områder at organisere
PSHR-området er et område, der i høj grad er præget af udenlandsk arbejdskraft, hvilket gør det meget svært at organisere. Britt Schmidt Andersen forklarer, at det handler om, at de udenlandske arbejdere, der kommer til Danmark, ikke forstår, hvordan den danske model virker, og hvad man i gåseøjne forsøger at sælge dem. Hun kalder det en kamp op ad bakke. Derudover påpeger hun, at mange ser job inde for PSHR-fagene som midlertidige eller som et pitstop på vej mod noget andet, hvilket også kan bidrage til at gøre organiseringen endnu sværere.
På Britt Schmidt Andersens arbejde er hun ifølge sig selv privilegeret som tillidsrepræsentant, fordi hun har fem-seks faste stuepiger, der er en del af arbejdspladsen, og fordi hun arbejder på et hotel i Skagen, der ikke er presset på samme måde som hotellerne i københavnsområdet, hvor det handler om fem stjerner og tempo. Hun mener, at det er til at holde ud at være stuepige på hendes arbejdsplads, hvor de faste stuepiger får et tilhørsforhold og en lyst til at være organiserede. Som tillidsrepræsentant er Britt Schmidt Andersens strategi ikke, at man ingenting må høre, så længe man ikke er medlem af fagforeningen. Hun vil gerne give sine kolleger et billede på, hvad fagforeningen kan tilbyde dem.
Foto: Rosa Mørch
– Min strategi er at sige, at jeg kan ikke hjælpe dig. Du skal være med i klubben, hvis du vil have cykeltøjet. Sådan er det, men jeg bruger ikke den tilgang, der hedder, at du ingenting får at vide, hvis du ikke er medlem. Jeg tror, at mange PSHR-folk bruger energi på at vise, hvad de kan, og hvilke muligheder der er, når man er medlem af 3F. Hvis jeg gør det tydeligt, hvad jeg kan levere, så er der nok flere, der kan betale for varen, siger hun til Arbejderen.
Kaja Thilde Nielsen kan sagtens genkende nogle af de udfordringer, Britt Schmidt Andersen italesætter. Hun fortæller, at på hendes arbejdsplads er de tre-fire medlemmer i fagforeningen ud af 80 ansatte. Der er enorm stor udskiftning på arbejdspladsen, fortæller Kaja Thilde Nielsen, og der er mange, der har været med, men så melder sig ud, når de får et andet arbejde.
Kan man godt blive taget alvorligt i forhandlinger?
Frygten blandt de tillidsvalgte og ansatte i den lille PSHR-gruppe er, at det er sværere at blive taget alvorligt i forhandlingssituationer – både på grund af størrelsen, men også fordi området er svært at organisere.
Det kan være svært at spille med musklerne, som det for eksempel er muligt at gøre på byggeområdet. Britt Schmidt Andersen tror ikke nødvendigvis på, at Dansk Erhverv og Horesta (de arbejdsgiverorganisationer, der forhandler med PSHR-området i 3F) tager dem mindre alvorligt i forhandlinger, men hun påpeger, at man er nødt til at bruge andre metoder.
– Jeg tror, at vi har sværere ved at trumfe ting igennem, fordi vores argumentation er på en anden måde. Når man står med en byggegruppe med en organiseringsgrad på 80 procent, så har man mere ballast at komme med. Vores forhandlere skal være dygtigere og skarpere og tale sig frem til de ting, vi har brug for, for de kan ikke bruge pressionsmidler, siger hun og refererer til, at man som byggegruppe kan true med strejker og lignende for at få ting igennem.
Negin Igderi erklærer sig enig i, at en strejke ikke vil have samme effekt på deres område, men påpeger også, at der er forskellige forhold, der gør sig gældende alt efter, hvilken arbejdsplads man ser på.
– Lad os sige, at der kommer en strejke på en virksomhed med mange ansatte, men hvor kun tre er i fagforeningen. Hvad ville det reelt betyde for virksomhedens drift? Hos os ville man være nødt til at lukke restauranten, fordi vi er et lille team, hvor alle er i 3F, og der kan køkkenchefen jo ikke stå alene tilbage, siger hun.
Svært at nå til enighed
PSHR-området er karakteriseret ved en relativ lav stemmeprocent. Som tidligere nævnt endte området både i 2017 og i 2020 i forligsen, og medlemmerne blev derfor omfattet af og skulle stemme om en mæglingsskitse. I 2017 blev det en meget tæt afstemning. 51 procent stemte ja, og 49 procent stemte nej. Stemmeprocenten var på 34. I 2020, hvor gruppebestyrelsen som den eneste i 3F anbefalede et nej, fordelte de afgivne stemmer sig med 69 procent ja og 31 procent nej.
På trods af overenskomstkonferencen i november sidste år vurderer Britt Schmidt Andersen, at det bliver endnu sværere i år at få arbejdsgiverorganisationerne til at komme med bemærkelsesværdige indrømmelser.
– Deres indgangsvinkel er nok at være solidaritetsfortalere, vi skal løfte i flok, og vi må kunne forstå, at der er en inflation, hvor vi som branche er ekstremt sårbare, fordi vi er noget af det første, der bliver valgt fra, når krisen kradser. Jeg tror, de går efter en nulsumsstigning, vi skal ikke have mere i lønposen, fordi de er bange for deres egen økonomi, siger hun til Arbejderen.
Hun mener, at dette er en uretfærdig indgangsvinkel at have, for servicefaget er så meget mere end bare et fag – det er noget, de mennesker, der arbejder med det, brænder inderligt for. Ud over det store krav om løn er der også en udfordring omkring, hvornår man skal have vagtplaner, fortæller hun. For hende er det en selvfølge, at man naturligvis skal have at vide i god tid, hvornår man skal møde på arbejde, så man også kan varetage sit liv ved siden af jobbet.
– Det er en af de store kampe i branchen – at få ledelsen til at tage en beslutning om, hvem de har brug for på arbejde, og hvornår de har brug for dem. Problemet er, at for servicemennesker handler det om hjerteblod. Det er ikke bare et arbejde. Hvis man ikke lægger sin sjæl i det, så fungerer man ikke godt i den her branche, siger hun og fortsætter:
– Derfor er det nemt at udnytte folk og sige: “Du kan vel forstå, at jeg skal se, om der kommer et stort selskab ind eller ej. Kan du ikke være på standby?” Nogle mennesker kan jo ikke engang bestille en tid til lægen eller frisøren, fordi de ikke får en vagtplan til tiden.
For Negin Igderi er det helt naturligt, at man – på trods af kriser – er nødt til at finde løsninger, der ikke rammer de ansatte.
– Når man har fået en stigning på 300.000 på elregninger på det første kvartal, så er det klart, at det er det, der fylder. Men en virksomhed kan ikke drives uden ansatte, vi kan ikke undvære vores job, og arbejdsgiveren kan ikke undvære os, så er man nødt til at finde pengene et andet sted, så man sparer på andre områder end dem, der rammer de ansatte, siger hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
