Underbetalt arbejdskraft
Hvad skal vi med gevinsterne i arbejdskampen, hvis vi taber kampen for freden?
Sådan lød det slogan, som det daværende Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) med forbundsformand Hardy Hansen i spidsen lancerede i september 1981. SiD tilsluttede sig hermed de internationale klassiske værdier om nedrustning og fred, og at arbejdere i et land ikke skyder på arbejdere i et andet, som har kendetegnet fagbevægelsen historisk.
To år senere – den 1. september 1983 – blev Fagbevægelsen for Fred stiftet, blandt andet på initiativ af Jernbanearbejdernes Fagforening. Formålet var at samle forbund, fagforeninger og arbejdspladser for at skabe størst mulig aktivitet i fagbevægelsen mod atomkrig, for fred og afspænding.
– Fagforeninger kunne melde sig ind, og vi anbefalede, at de betalte et kontingent på én krone per medlem, husker Per Aabel, der på det tidspunkt arbejdede som chauffør ved VVS-grossisten Brødrene Dahl og kørte materialer til byggepladser.
Han var tillidsmand og medlem af bestyrelsen i Chaufførernes Fagforening i København, som op gennem 80’erne husede Fagbevægelsen for Fred.
Organisationen blev i den periode omdrejningspunktet for fredsarbejdet i fagbevægelsen. I starten mest som et københavnerfænomen, men snart var Fagbevægelsen for Fred landsdækkende. Selv om SiD som forbund aldrig meldte sig ind, så var hele 45 lokale SiD-fagforeninger på et tidspunkt medlem af organisationen.
– Ud over SiD-afdelingerne, så var der også en del Metal-afdelinger med, typograferne var med og murerne og andre byggefag i København. De fagforeninger, der for alvor rykkede på fredsspørgsmålet, var dem, der havde en progressiv socialdemokrat eller en kommunist som formand, siger Per Aabel.
Han mener, at SiD, i dag 3F, med en klassebevidst forbundsformand var med til at understøtte fredsbevægelsens arbejde og dermed havde en positiv indvirkning på dens udvikling.
Den holdning deler Jørgen Boysen:
– Det har helt sikkert haft en betydning for fredsbevægelsen, at der var en forbundsformand som Hardy Hansen, der turde sige partitoppen imod.
Fra 1981 til 1986 arbejdede Jørgen Boysen som arbejdsmand på skibsværftet B&W – én af Danmarks største industriarbejdspladser.
3000 tillidsvalgte
Han var aktiv i fredsarbejdet, da det op gennem 80’erne var på sit højeste. Han husker tilbage på en tid, hvor fredsspørgsmålet var en naturlig del af det faglige arbejde, og hvor de fleste fagforeninger med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.
– Vi havde den folkelige stemning med os og dermed også medlemmerne i fagbevægelsen. De ville ikke have krig og ballade. Opbakningen til kravet om fred og afrustning kom nedefra, fortæller han til Arbejderen og tilføjer:
– Der var da sikkert også nogle, som havde en anden holdning, men den holdt de så for sig selv.
Han var på daværende tidspunkt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og mener, at én af forklaringerne på den store tilslutning til Fagbevægelsen for Fred hang sammen med kommunisternes styrke.
– Den kommunistiske bevægelse blev styrket meget i 70’erne. På et tidspunkt var DKP oppe på at have omkring 3000 tillidsfolk rundt om i landet. Tillidsfolkene var med til at rejse debatten på de store industriarbejdspladser og i de ufaglærtes fagforeninger, i metalafdelinger og i pædagogfagforeningerne.
Frygten for atomkrig
Mens fredskampen på arbejdspladser og i fagforeninger foregik med ord og argumenter som skyts, så opstillede amerikanerne krydsermissiler i Tyskland, og der var gang i koldkrigsretorikken, husker Jørgen Boysen:
– Der blev virkelig spillet på folks angst for en tredje verdenskrig og for en atomkrig.
Fra 1986 til 1989 var Jørgen Boysen ansat på Fagbevægelsen for Freds kontor hos Chaufførernes Fagforening i København.
– Mit arbejde bestod i kontakt til medlemmerne og i at opkræve kontingent. Det var inden netbank, MobilePay og e-mail, så jeg har været med til at pakke og sætte frimærker på 1500-2000 breve.
Organisationen var også med til at organisere større konferencer og møder, blandt andet det faglige fredsseminar i forbindelse med en FN-verdenskongres for fred i 1986, hvor der deltog faglige repræsentanter fra hele verden.
Nordisk Fredskonference
Nogle år tidligere, den 23. maj 1981, mens han stadig arbejdede på B&W, var han med til at mobilisere til Nordisk Fredskonference i Aalborg. Her var det reelt fagforeningen SiD Fabrik med en kommunistisk afdelingsformand og mange medlemmer af DKP i bestyrelsen, der tog teten i arbejdet med at få konferencen på plads.
Det husker Ditlev Petersen tydeligt. Da var han faglig sekretær i Fabriksarbejdernes Fagforening i Aalborg og blev ansat i Nordisk Fredskonferences sekretariat.
– Min primære opgave i forhold til konferencen bestod i at få fagbevægelsen til at bakke op. Egentlig var det ikke svært at få fagforeningerne til at forholde sig til og tage afstand fra oprustningsplanerne, men det var sværere at få dem til at gøre noget, siger Ditlev Petersen til Arbejderen.
I København trak byggefagforeningerne godt afsted i forhold til mobiliseringen, og på Fyns-området fik bevægelsen stor hjælp fra den daværende formand for SiD på Lolland.
– I Aalborg/Nordjylland havde vi god hjælp fra nogle markante fagforeningsformænd. Fællesorganisationen (FO) og HK var blandt indkalderne, og det lykkedes da også at inddrage Socialdemokratiet, husker den nu pensionerede nordjyde.
Aalborgs socialdemokratiske borgmester var med til at åbne konferencen, der samlede 1.300 delegerede fra Danmark og de øvrige nordiske lande. På tværs af partipolitiske skel diskuterede fagforeningsfolk, parlamentarikere, forskere og fredsaktivister mulighederne for en atomvåbenfri zone i Norden og for at tage nye initiativer for fred og nedrustning.
Af de 1200 danske deltagere var cirka 500 repræsentanter for fagforeninger eller arbejdspladser. Konferencen var anbefalet af over 200 nordjyske fagforeningsbestyrelsesmedlemmer og tillidsmænd.
Jørgen Boysen husker, at der i forbindelse med konferencen blev udsendt et blad til fagforeninger overalt i landet og i de øvrige nordiske lande i et antal af 50.000 eksemplarer.
Fred på SiD-kongres
Hardy Hansen stoppede som forbundsformand i 1996 efter 17 år. Han ser med stolthed tilbage på tiden, hvor fagbevægelse havde fred på dagsordenen.
– SiD var meget engageret. Jeg kan huske, at vi på kongressen i 1982 havde afsat en hel formiddag til freds- og kulturaktiviteter. Kongressen blev simpelthen sat på holdt, og i stedet for at diskutere løn og arbejdsforhold snakkede vi om fred. Der var udstilling af malerier, og vi havde inviteret en stribe kulturkræfter som Leif Sylvester Petersen, Erik Clausen og Carl Scharnberg, siger den snart 90-årige Hardy Hansen til Arbejderen og fortsætter:
– De delegerede var utroligt begejstrede, og der blev bevilget penge til fredsaktiviteter.
Fred var et tema på flere af SiD’s kongresser og var også indeholdt i programmet på de sommerlejre, som forbundet holdt for medlemmerne gennem 10 år.
Nej til atomraketter
I november 1982 stiftedes Landskampagnen Stop Atomraketterne. Den havde følgende formål: At sikre et dansk nej til opstilling af 572 atomraketter i Europa. At sikre, at Danmark internationalt bruger sin indflydelse for at få NATO’s raketbeslutning omstødt. At sikre solidariteten med raketmodstandere i andre NATO-lande og især de lande, hvor raketterne skal opstilles.
Sammen med Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed var faglige kræfter over hele landet blandt drivkræfterne i kampagnen, der fik stor succes og de følgende år blev det vigtigste omdrejningspunkt for fredsarbejdet. Fra november 1982 til februar året efter voksede de deltagende organisationer fra 21 til 100. I marts deltog 150 organisationer, og ved udgangen af 1983 var tallet vokset til 250.
Som eksempel på den danske fagbevægelses engagement i fredsbevægelsen kan nævnes, at LO og FTF den 28. oktober 1983 gennemførte en fem minutters strejke – 5 minutter i 12 – som et signal om, at det var ved at være sidste udkald, hvis NATO’s opstilling af raketter i Europa skulle forhindres.
Dagen efter deltog 100.-150.000 mennesker i demonstrationer rundt om i landet, og de efterfølgende fem uger blev der samlet 300.000 underskrifter ind. Underskrifterne blev overrakt til den borgerlige regering forud for et NATO-møde den 8. december, hvor NATO besluttede at igangsætte udstationering af de 572 raketter.
Murens fald
Efter murens fald den 9. november 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 går det hastigt tilbage for fredsarbejdet generelt og for fredsarbejdet i fagbevægelsen i særdeleshed.
I 2003 gendannes netværket Fagbevægelsen for Fred med tilføjelsen ‘i en ny verden’ af LO i Storkøbenhavn. Det skete i kølvandet på krigen mod Irak, som et snævert flertal i Folketinget besluttede at deltage i. En række fagforeninger og faglige klubber i københavnsområdet tilsluttede sig fredsnetværket, men trods ambitioner om at puste liv i fagbevægelsens fredsengagement, så har tiden vist, at aktiviteterne er ebbet ud og netværket sygnet hen.
I dag har kun de færreste fagforeninger et fredsudvalg, og hvis de har, så er det ofte mere af navn end af gavn. Men det er jo ikke kun i fagbevægelsen, der mangler opmærksomhed på væbnede konflikter og krige, konstaterer Hardy Hansen. Det gælder generelt i samfundet, hvor de fredsorganisationer, der trods alt stadig eksisterer, kører videre med de samme kræfter, som for 30-40 år siden.
Hvorfor det forholder sig sådan, har Hardy Hansen ikke noget entydigt svar på.
– For den hensygnende fredsbevægelse kan ikke forklares med, at der ikke har været krige og konflikter i verden, påpeger Hardy Hansen.
– Der har været krige i Afghanistan, Irak og Libyen, ja, og så den uløste Palæstinakonflikt. Og nu ser vi det igen i Ukraine. Det er jo dybt ulykkeligt. Krig ødelægger lande og er en menneskelig og økonomisk katastrofe. Så jeg håber da, at fagbevægelsen igen vil sætte fred og nedrustning på dagsordenen. Det er der brug for mere end nogensinde.
Brug for fagbevægelsen i fredskampen
Fagbevægelsen er stadig den stærkest organiserede kraft i Danmark, så den holdning tilslutter Jørgen Boysen sig fuldt ud, ikke mindst i lyset af Ruslands uhørte invasion i Ukraine.
– Der er mere end nogensinde brug for en fagbevægelse, der tør forsvare sine medlemmer. Ja faktisk mener jeg, at den har en forpligtigelse til at gøre det og sige fra overfor krig og oprustning, siger han og fortsætter:
– Krig smadrer meget mere, end man kan vinde, og det, der sker nu, har faktisk bragt os i den farligste situation, vi har stået i i mange år. Krigen og frygten for, at den eskalerer, bliver desværre udnyttet af folketingspolitikerne som en belejlig mulighed for at skrue op for militærudgifterne og til at sætte EU-forsvarsforbeholdet til afstemning.
Jørgen Boysen tager afstand fra Ruslands angreb på Ukraine og mener, at det svarer til, at Danmark pludselig bomber Norge. Han har aldrig været fan af Putin og mener, at krigen afslører ham som det, han reelt er – en diktator og leder af en imperialistisk stormagt.
– Når så det er sagt, så savner jeg nuancer. Man får hurtigt skudt i skoene, at man er tilhænger af Putin, hvis man kommer til at sige, at Ukraine ikke har levet op til Minks-aftalerne, og at der er foregået meget lort i landet, hvor der er blevet slået russere ihjel. Eller hvis man lufter muligheden for, at Rusland kan have ladet sig provokere af, at NATO igennem de sidste 30 år er rykket længere og længere mod øst og har optaget det ene efter det andet af de tidligere Warszawapagtlande.
– Det her kunne være løst på en anden måde. Et er sikkert, krig er ikke løsningen. Det er almindelige mennesker, som bliver hårdest ramt, når der er krig. Det er dem, der billedligt talt kastes foran kanonløbene, og det skal fagbevægelsen tage afstand fra. Derfor skal fagbevægelsen blande sig i fredskampen, lyder slutreplikken fra Jørgen Boysen.
Den kolde krig er blevet varm
I fagbevægelsens levetid har der været to verdenskrige ud over masser af andre krige helt op til den dag i dag.
Efter Anden Verdenskrig fulgte koldkrigsperioden, det vil sige 46 år i tiden fra Anden Verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens opløsning den 26. december 1991.
I koldkrigsperioden opstod de to militæralliancer NATO og Warszawapagten. NATO anført af USA blev oprettet i 1949, og seks år senere i 1955 opstod Warszawapagten med Sovjetunionen i den toneangivende rolle.
Med Ruslands invasion i Ukraine den 24. februar er den kolde krig blevet varm, og ikke siden Anden Verdenskrig har Danmark haft krig så geografisk tæt på som nu.
Hvordan reagerer fagbevægelsen så på den krig, der kan eskalere og sprede sig til flere andre NATO-lande? Lørdag den 5. marts blev der gennemført fredsdemonstrationer i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg med krav om fred og nedrustning, og at Rusland trækker sig ud af Ukraine.
Selvom der i nogle af byerne blev arbejdet med at sikre også faglig opbakning til demonstrationerne, så var den faglige anbefaling og støtte til arrangementerne om ikke helt så næsten fraværende. I København var fagforeningerne 3F BJMF og 3F København de eneste faglige anbefalere. I Aalborg bakkede 3F-afdelingen som den eneste op med en tale ved demonstrationen, mens Fagbevægelsens Hovedorganisation meldte pas.
Stemningen kan hurtigt vende
Desværre gør fagbevægelsen ikke meget væsen af sig i dag, lyder det beklagende fra Per Aabel. Han oplever den nuværende situation som meget vanskelig, og han er sikker på, at fortalere for fred, dialog og nedrustning vil opleve et gigantisk pres. Derfor kan det være godt at have nogle erfaringer med i bagagen og huske på, at tingene hurtigt kan vende:
– Jeg kan jo huske, første gang jeg stillede mig op på en generalforsamling i Chaufførernes Fagforening i København og talte imod atomvåben og for nedrustning. Det var i 1980. Da var det svært at finde gehør for de synspunkter, og der blev da pebet lidt fra salen, men året efter, da var der fuld opbakning.
– Jeg mener, at Landskampagnen mod atomvåben var med til at vende stemningen. Mange fagforeningsfolk begyndte at tage til genmæle og at gå imod Socialdemokratiets officielle linje. Vi oplevede en tid, hvor der i fagbevægelsen godt kunne være nogle passive imellem, men de var ikke imod fredsbevægelsen.
– Dengang spillede politikerne på frygten for atomkrig, og det gør de igen i dag, siger Per Aabel.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
