Da medlemmerne af Folketingets Beskæftigelsesudvalg torsdag skulle til møde, måtte de først passere en sand skilteskov med det klare budskab: Asbest dræber. Register NU! Nationalt asbestregister NU!
En stor flok håndværkere havde taget opstilling uden for Beskæftigelsesministeriet torsdag den 4. september i håb om at fange nogle af udvalgsmedlemmerne inden deres møde, hvor netop spørgsmålet om et asbestregister var på dagsordenen.
Et nationalt register over arbejdere, der er blevet udsat for asbeststøv, vil stille lønmodtagere og deres familier meget bedre, hvis de udsættes for asbeststøv og senere bliver alvorligt syge eller i værste tilfælde dør. For det er dokumentationen, der kan være afgørende i erstatningssager og ved anerkendelse af sygdom som arbejdsrelateret.
Det var også budskabet fra Helga Mathiassen, formand for Snedker-Tømrernes Brancheklub København, som var med til demonstrationen. Hun håber, at det store fremmøde vil vise politikerne, at det er et alvorligt emne, som kræver handling.
– Mange havde prioriteret at tage fri fra deres arbejde for at komme til demonstrationen, det viser jo, at det er noget, som folk går op i. Desværre gik de fleste af politikerne forbi uden at tale med os, men forhåbentlig fangede de budskabet alligevel, siger hun til Arbejderen.

Snyd med eksisterende regler
Selvom dagens demonstration handlede specifikt om et nationalt asbestregister, så håber Helga Mathiassen også på flere tiltag. Hun påpeger blandt andet, at på trods af en masse regler på området i dag så snydes der i stor stil med dem.
– Vi har set på byggepladser, hvordan der snydes med uddannelsesbeviser, at mange steder slet ikke bliver tjekket for asbest. Derfor er der ud over strammere regler også brug for at håndhæve de regler, der allerede er, understreger hun og tilføjer:
– Der skal være mere tilsyn, større bøder og fratagelse af autorisation for dem, som snyder med reglerne, så færre bliver syge af ulovligt arbejde med asbest.

Arbejderen har også tidligere beskrevet en sag i Aalborg, hvor der blev snydt med asbestprøver. Her havde et rådgivningsfirma på et renoveringsprojekt bevidst forfalsket en asbestprøve, som viste, at værdierne lå langt over det lovlige niveau.
Rådgivningsvirksomheden siger selv, at det var en medarbejder i firmaet, som agerede egenhændigt. Sagen med asbest på renoveringsprojektet er endt med, at både bygherre, rådgivningsvirksomhed og samtlige entreprenører er blevet meldt til politiet for brud på asbestloven.
Håber der bliver lyttet
Spørger man Helga Mathiassen, hvad der skal ske for asbestregisterkampagnen herfra, så er der ikke noget konkret i støbeskeen. Hun vil nu vente og se, hvad der kommer ud af de politiske forhandlinger, som demonstrationen bød velkommen.
– Men vi arbejder fortsat med det her emne til hverdag. Vi er stadig ude og tjekke byggepladser for asbest, vores medlemmer holder øje med det her på deres arbejdspladser. Det arbejde fortsætter vi selvfølgelig og støtter op om, siger hun og tilføjer:
– Og så håber vi, at politikerne har lyttet til os og tager handling.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.