Fysiske berøringer på tre personers bagdele fælder FH-formand, der har optrådt krænkende
25 episoder om påstået krænkende adfærd begået af Lizette Risgaard er undersøgt til bunds. Advokatfirmaet Kromann Reumert peger på fem sager, hvor det er bevist, at der har været fysisk berøring. I tre tilfælde vurderes det, at berøringerne var uønskede, og at de havde seksuelle undertoner.
FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Skov Christiansen, FH's fungerende formand, og Elisa Rimpler, formand for BUPL og formand for Whistleblower-udvalget i FH's forretningsudvalg, kommenterer advokatundersøgelse om påståede krænkelser på et pressemøde.
Har Lizette Risgaard, tidligere formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), optrådt krænkende eller ej?
Ja, lyder konklusionen i den undersøgelse, som advokatfirmaet Kromann Reumert torsdag formiddag lagde frem for de 24 medlemmer af Forretningsudvalget (FU) i FH.
FU-medlemmerne – 22 af dem er formænd/-personer for FH’s medlemsorganisationer – fik som de første udleveret nummererede eksemplarer af advokatundersøgelsen, som de selv besluttede at sætte i værk i slutningen af april måned.
Jeg er enormt ked af, at ofrene er blevet udsat for det. Der må ikke være nogen tvivl om, at én episode er én for meget.
Morten Skov Christiansen, fungerende FH-formand
Det skete straks efter at Berlingske og Ekstra Bladet havde bragt en artikel, hvor otte unge mænd anklagede Lizette Risgaard for upassende berøringer og grænseoverskridende adfærd.
Selvom hun stod frem og undskyldte for sin adfærd, begyndte flere forbund – HK Danmark som det første – at trække deres støtte til hende. Det pres endte med, at Lizette Risgaard trak sig som formand for den faglige hovedorganisation.
Det skete der i dagene op til, at Lizette Risgaard trak sig fra formandsposten:
26. april:
Berlingske og Ekstra Bladet henvender sig til Lizette Risgaard og andre ledende personer i FH. Medierne har talt med flere unge mænd, som påstår, at FH-formanden har optrådt krænkende, og det vil de gerne have FH’s reaktioner på.
27 april:
Ekstra Bladet og Berlingske offentliggør artikel om Lizette Risgaard påståede krænkelser. Sent samme aften meddeler Lizette Risgaard på Facebook, at hun giver en uforbeholden undskyldning til personer, der har oplevet upassende adfærd.
28. april:
Fredag morgen mødes FH’s forretningsudvalg til et hastemøde for at drøfte sagen. FH beslutter:
at der skal iværksættes en ekstern advokatundersøgelse af anklagerne mod Lizette Risgaard.
at Lizette Risgaard fortsætter som formand, mens undersøgelsen pågår.
Senere på dagen begynder flere forbundsformænd fra forretningsudvalget – først HK’s formand Anja C. Jensen – at trække støtten til Lizette Risgaard.
Om aftenen meddeler Lizette Risgaard, at hun går på orlov, indtil undersøgelsen er færdig.
29. april:
Flere FH-forbund trækker støtten til Lizette Risgaard som formand.
Om aftenen holder FH’s forretningsudvalg krisemøde.
30. april:
Lizette Risgaard trækker sig som formand for FH.
Det kommer frem, at FH kendte til tilfælde, hvor personer har henvendt sig og gjort opmærksom på krænkende adfærd fra Risgaard.
Opgaven for advokatfirmaet Kromann Reumert har bestået i “faktuelt at afdække episoder om påstået krænkende adfærd,” og i at undersøge, hvordan FH selv har håndteret episoderne, fremgår det af FH’s hjemmeside.
Videre står der, at Kromann Reumert skal vurdere, om “konkret dokumenterede episoder udgør brud på “Kodeks for adfærd” i FH eller hertil svarende arbejdsmiljømæssig regulering.”
Fem beviselige episoder
Undersøgelsen omhandler i alt 25 episoder, som er tilgået advokatfirmaet som led i undersøgelsen. I fem af sagerne er det bevist, at der er forekommet fysiske berøringer, og i tre af dem er det dokumenteret, at berøringerne var uønskede. Lizette Risgaard har lagt sin hånd på de forurettedes bagdel, og derfor “anses” berøringerne for at have seksuelle undertoner.
Eller som der står i Kromann Reumerts resume: “Det vurderes……., at en uønsket berøring på intime steder, herunder på bagdelen, uvægerligt må opfattes som en berøring med “seksuelle undertoner”, uanset at berøringen ikke måtte være sket med seksuelle motiver for øje.”
Advokatfirmaet konstaterer, at ingen af Lizette Risgaards handlinger overtræder FH’s kodeks for god adfærd. Det kodeks blev imidlertid først vedtaget i 2022 – og alle tre tilfælde fandt sted før den tid. Til gengæld peger advokatfirmaet på, at hendes position som faglig leder af en organisation, der repræsenterer mere end 1,3 millioner medlemmer, udgør en skærpende omstændighed.
– Jeg konstaterer, at undersøgelsen bekræfter, at der har været flere episoder, hvor Lizette Risgaard har opført sig upassende. Det er jeg enormt ked af, at ofrene er blevet udsat for. Der må ikke være nogen tvivl om, at én episode er én for meget, siger Morten Skov Christiansen, fungerende formand for FH.
En rapport med flere spørgsmål
I det resume af advokatrapporten, som hovedbestyrelsen i FH fik til gennemsyn torsdag eftermiddag, understreger Kromann Reumert, at redegørelsen ikke er en retlig afgørelse. Advokatfirmaet har derimod gengivet sin vurdering af, hvilke af de indberettede episoder der “faktuelt kan lægges til grund som sket, og hvordan de enkelte episoder kan kvalificeres retligt.”
Man kan også læse, at “en betydelig del af disse påståede episoder er dog indberettet i anonym form uden nærmere angivelse af, hvem den forurettede skulle være og/eller med meget lav detaljeringsgrad i forhold til de påståede episoder.”
På den baggrund konstaterer Kromann Reumert, at der som følge af karakteren af indberetningerne kan være tale om, at “flere forskelige indberetninger i realiteten omhandler samme påståede episode.”
Den 3. august 2023 offentliggjorde Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) konklusionerne fra Kromann Reumert. Advokatfirmaet har undersøgt påstået krænkende adfærd begået af tidligere FH-formand Lizette Risgaard og organisationens håndtering heraf.
* 56 personer er blevet interviewet i forbindelse med advokatundersøgelsen. Fire personer er blevet interviewet igen i et supplerende interview, og flere personer har besvaret supplerende spørgsmål skriftligt.
* Advokatfirmaet har modtaget “relevante indberetninger” fra 18 personer. 50 personer er blevet kontaktet. 48 af dem har bidraget til undersøgelsen.
* Kromann Reumert har modtaget informationer om 25 episoder, hvor Lizette Risgaard påstås at have udvist krænkende eller upassende adfærd.
* En “betydelig del” af dem er indgivet anonymt og uden angivelse af, hvem den forurettede er, og med få detaljer i forhold til, hvad der skulle være sket.
* I 20 episoder vurderer Kromann Reumert, at man ikke med sikkerhed kunne vurdere, hvad der faktuelt er sket.
* Advokatfirmaet har fundet frem til fem episoder, der kan understøttes faktuelt. De omhandler alle fysiske berøringer på enten bagdel eller ryg.
* Ved episode et og to skulle Lizette Risgaard i forbindelse med, at der blev taget et foto, have berørt personer på bagdelen. Begge episoder vurderes ikke at være i strid med det kodeks, FH vedtog i 2022, da det ikke er sket i regi af arbejdsgiver og -tager.
* Ved episode tre skulle Lizette Risgaard have strøget sin hånd op og ned af ryggen på en person på FH’s kontorer. Denne berøring vurderes at være på et ikke-intimt sted.
* Ved den fjerde episode skulle Lizette Risgaard have rørt en person på bagdelen. Kromann Reumert vurderer heller ikke, at denne episode er brud på FH’s kodeks.
* Ved den sidste episode skulle Lizette Risgaard have rørt en person på bagdelen i forbindelse med, at hun hilste på personen. Ved denne episode var FH’s kodeks ikke trådt i kraft, og personen var ikke ansat ved FH.
* I to episoder har identificerede vidner ikke ønsket at deltage.
* I fem episoder har identificerede vidner ikke følt sig krænket.
* Advokatfirmaet har fundet 1 episode, hvor indberetterens forklaring på flere centrale punkter ikke stemmer overens med den videooptagelse, som foreligger fra den pågældende episode. Ligeledes harmonerer indberetterens og et førstehåndsvidnes forklaring heller på centrale punkter.
Konklusionen på den anden del af rapporten, der skulle undersøge, hvem i FH-ledelsen der vidste hvad, og om der blev handlet på den viden, man havde, blev modtaget med stor tilfredshed i FH-toppen.
– Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at rapporten bekræfter, at ledelsen i FH har handlet på den viden, vi har haft. Nu kigger vi fremad, og vi skal både fortsætte og styrke det arbejde, der sikrer, at vi som organisation undgår, at noget som dette gentager sig, siger Morten Skov Christiansen.
Lizette Risgaard tager til genmæle
Sagens hovedperson, Lizette Risgaard, har, siden hun trak sig fra FH-formandsposten i slutningen af april, gået stille med dørene. Den 1. august brød hun imidlertid tavsheden og stod frem med et større interview med Finans.dk.
I det interview viser hun tydeligt, at hun ikke lægger sig fladt ned. Her siger hun, at hun ikke har “gramset” på nogen, og hun tager ligeledes afstand fra det Facebook-opslag, som hun skrev, efter at historierne i medierne rullede.
Hun har haft advokatundersøgelsen til gennemsyn, og det får hende til tasterne. I et opslag på Facebook skriver hun, at hun glæder sig over, at der nu ligger en rapport baseret på konkrete beviser og “ikke anonyme påstande.”
I samme opslag skriver Lizette Risgaard, at hun har en anden opfattelse af de tre episoder, som advokatfirmaet beviseligt har fundet uønskede og med seksuelle undertoner.
– Advokaterne har fundet tre episoder, hvor de mener, at jeg har rørt nogen på bagen i forbindelse med, at der er blevet taget selfies. Jeg har ikke oplevet situationerne sådan, og jeg har aldrig til hensigt at krænke nogen, skriver Lizette Risgaard:
– Jeg kan se, at der alligevel er nogle, som har følt deres grænser overtrådt, og det beklager jeg.
I opslaget retter den tidligere FH-formand kritik af processen op til advokatundersøgelsen.
Ophøret som formand for FH, før de anonyme anklager var blevet efterprøvet, gør ondt, indrømmer Lizette Risgaard. Hun antyder, at dommen over hende blev afsagt i medierne, og uden at hun har haft den samme retssikkerhed, som medlemmerne skal have.
Endelig handler opslaget om den skuffelse, det har været, at nogle af forbundene i FH’s forretningsudvalg “ikke holdt den aftale, de havde indgået”.
– Det kan rapporten ikke rette op på, selv om jeg føler, at den giver mig oprejsning. Fordi nogle få ikke ville vente på en fair proces. Det bør også give anledning til selvransagelse, står der.
HK Danmark var det første forbund, der trak støtten til Lizette Risgaard. Ifølge forbundsformand Anja C. Jensen efter henvendelser fra 12-15 personer med tilsvarende anklager, som dem Berlingske og EkstraBladet havde skrevet om.
Flere andre forbund fulgte trop, og det samme gjorde en stribe faglige ungdomsorganisationer.
Pr. 29. april 2023 havde disse forbund trukket støtten til Risgaard: HK Danmark, Teknisk Landsforbund, Kost- og Ernæringsforbundet, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening og Farmakonomforbundet.
Samme dag havde disse forbund ikke taget stilling: Finansforbundet, Blik- og Rørarbejderforbundet, Forsikringsforbundet og Hærens Konstabel- og Korporalforening.
Pr. 29. april 2023 ville disse forbund afvente en advokatundersøgelse: FOA, 3F, Dansk Metal, Dansk El-forbund, Dansk Sygeplejeråd, Serviceforbundet, Politiforbundet, Maleriforbundet, Uddannelsesforbundet, Fødevareforbundet NNF, Socialpædagogerne og BUPL.
Følgende ungdomsforbund krævede FH-formandens afgang: 3F Ungdom, Blik og Rør Ungdom, HK Ungdom, Lærerstuderendes Landskreds, Pædagogstuderendes Landssammenslutning og Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende. De udsendte en pressemeddelelse, som du kan læse her.
Mens flere af de faglige kollegaer i fagtoppen har vendt Lizette ryggen, så får hun stor opbakning og ros fra tillidsfolk og menige medlemmer på de sociale medier. De roser hende for hendes indsats, for at stå på mål for sine holdninger og for at have været tydelig i den tid, hun har været formand for FH.
Uanset personlig oprejsning og roser, så er Lizette Risgaard fortid i FH.
Advokatundersøgelsen om krænkelser begået af en topperson i fagbevægelsen har ikke alene handlet om Lizette Risgaard og hendes eftermæle.
Sagen har også skabt dønninger i gennem hele fagbevægelse, fordi den har handlet om selve fagbevægelsens troværdighed.
Om dønningerne har lagt sig internt i FH, vil vise sig.
Den 7. september er der indkaldt til ekstraordinær kongres med valg af ny formand.
Arbejderen arbejder på at få reaktioner fra nogle af FH-forbundene.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
koster penge og tid . undersøgelser osv ..sikken en omgang . Underligt at man stort set ikke ellers hører om fagbevægelsen . Hvor er de henne når det gælder , løn dumpning, masse import af billig udenlandsk arbejdskraft på alle mulige underlige ansættelsesforhold , militær oprustning m.v .. de rigtige og afgørende spørgsmål. Lugter langt væk af lumre luksus bekymringer .
De mange personsager i arbejderbevægelsen Frank Jensen, Per Christensen, Lizette Risgaard m.fl. er udtryk for en korrupt kultur, hvor det gælder personlig karriere og ikke medlemmernes interesser.
Hvilke resultater har fagbevægelsen opnået de seneste 30 år?
Det er ikke noget som medlemmerne mærker i det daglige. Derimod mærker vi de store forringelser i form af længere arbejdstid, afskaffelse af feriedage, korttidskontrakter, højere pensionsalder, forringelser af efterlønnen og seniorpensionen, konkurrence fra social dumping, især inden for byggefagene mv.
Det er kun enkelte eksempler.
I dag vil jeg betegne fagbevægelsens top som købmænd, der sælger ud af det som det har taget generationer for fagbevægelsens medlemmer at tilkæmpe sig!
Ja, arbejderbevægelsen har overtaget borgerskabets normer; en forbundsformand eller andre topfolk i fagbevægelsen har millionlønninger. De bliver forbløffede når de opdager at de ikke kan gå på vandet!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.