Dansk Jernbaneforbund har overstået forbundets 56. kongres, der foregik i dagene den 22. og 23. oktober. Ud over at gøre status på indsatsen siden sidste ordinære kongres i 2020 og den ekstraordinære kongres i 2022, så blev der lagt spor ud til forbundets arbejde de næste fire år.
Et af de punkter, der var ventet med spænding, var valget af forbundsformand, som blev afgjort med kampvalg mellem siddende forbundsformand Preben S. Pedersen og Jakob Gade Bro.
Preben S. Pedersen trådte til som forbundsformand i marts 2022, efter at daværende formand Henrik Horup havde trukket sig. Preben S. Pedersen kom da fra posten som forbundsnæstformand for Dansk Jernbaneforbund, og det var indtil kort tid inden kongressen i sidste uge forventet, at han ville gå på pension, da han ville nå folkepensionsalderen inden.
Sådan gik det imidlertid ikke, og i stedet måtte han altså ud i kampvalg for at beholde formandstitlen. Og han vandt med stemmerne 48 mod 34, dog først efter mere end tre timers debat.
Man skal ikke true med at gå – men true med at blive. Lad være med at melde jer ud, men hjælp med at holde forbundsledelsen fast på dens løfter, og lad os så hjælpe hinanden med at genopbygge et stærkt forbund.
Jakob Gade Bro, FTR i GoCollective
Den genvalgte forbundsformand er da også både stolt og ydmyg over valget:
– Jeg takker kongressen for tilliden. Efter et kampvalg som dette er det min fornemmeste opgave at sikre samling i hele organisationen. Det står øverst på min liste over kommende opgaver. Dansk Jernbaneforbund har heldigvis en størrelse, hvor vi i forbundsledelsen kan komme rundt i hele organisationen. Det vil fortsat være vores topprioritet i ledelsen, siger Preben S. Pedersen.
Tæt afstemning
Modkandidaten Jakob Gade Bro er 47 år og kommer fra Struer. Han er fællestillidsrepræsentant for lokomotivførerne i GoCollective (det tidligere Arriva, red.) og har repræsenteret lokomotivførerne i Arriva/GoCollective i hovedbestyrelsen i Dansk Jernbaneforbund gennem 22 år. Jakob Gade Bro har også forhandlet flere store og komplekse lokalaftaleforlig (bestående af 40 lokalaftaler) på plads for lokomotivpersonalet i GoCollective, senest i 2024 og før det også i 2019.
Jakob Gade Bro mener, at den relativt lange debat forud for stemmeafgivningen og fordelingen af stemmerne vidner om, at der var tale om et regulært kampvalg om forbundets linje. Han uddyber over for Arbejderen:
– Det var jo en tæt afstemning. Blot otte stemmer ville have vippet afgørelsen. Preben og jeg står på to vidt forskellige holdninger til, hvordan forbundet skal udvikle sig. Jeg er fortaler for at forny vores forbund og gøre det mere medlemsorienteret og åbent, og det har jeg en klar fornemmelse af, at der er en bred opbakning bag i medlemskredsen.
– Jeg havde i fem måneder inden kongressen stillet mig til rådighed som næstformandskandidat, og som næstformand må man være klar til på et tidspunkt at påtage sig formandsposten. Da Ebbe Drögemüller, der var formandskandidat, kun 12 dage før kongressen trak sig, og Preben pludselig ikke længere ville på pension, var det tidspunkt kommet, og jeg valgte at udfordre Preben. Hele tanken var, at der skulle ske et generationsskifte, fordi der er et behov for fornyelse.
Som eksempler på nødvendige ændringer nævner Jakob Gade Bro måden, forbundet inddrager medlemmerne og de tillidsvalgte på, hvordan forbundet behandler medlemmerne, hvilke sager forbundet kører, og hvordan sagerne køres.
Brug for fornyelse
Den jyske tillidsmand fortryder ikke, at han gik efter formandsposten. Han fik opbakning fra 13 grupper i forbundet, mens Preben S. Pedersen rendte med opbakningen fra seks grupper.
– Det er i sig selv også med til at illustrere en af udfordringerne, at man kan have to tredjedele af forbundets områdegrupper imod sig og alligevel blive valgt. De delegerede, der stemte på mig, har sendt et klart signal, som forbundsledelsen ikke kan sidde overhøring. Dansk Jernbaneforbund skal forny sig, være mere åbent og demokratisk. Det behov forsvinder ikke på grund af valget, og udtalelsen fra Preben S. Pedersen, kan vi nu kun håbe på, betyder, at han har fanget signalet, mener Jakob Gade Bro.
Apropos valget til formandsposten, så er det for Jakob Gade Bro blot ét eksempel på, hvor forbundet trænger til at forny sig. Her efterlyser han en mere åben og demokratisk tilgang end den nuværende med navneopråb:
– Jeg synes, at kongressen har vist med al ønskelig tydelighed, at tiden er løbet fra navneopråb og det deraf følgende gruppepres. Tiden er inde til, at de delegerede træffer beslutning ud fra det mandat, de er givet af deres gruppe og i det hele taget er tro mod deres overbevisning i sager, det ikke har været muligt at drøfte 100 procent til bunds forud.
Kim Olesen er formand for Jernbanearbejdernes Landsklub og var delegeret på kongressen i forrige uge.
– Jeg stemte på Jakob Gade Bro. Han taler for os fra gulvet, og for at der skal ske forandringer i forbundet. Dansk Jernbaneforbund er ikke kun et forbund for de medlemmer, der arbejder i DSB, siger Kim Olesen til Arbejderen.
Bestyrelsen i Jernbanearbejdernes Landsklub ønsker den genvalgte formand tillykke med valget. På klubbens Facebook-side følges lykønskningen op af ordene:
“Vi vil minde dig om, at der er mange, der har hørt, hvad du også denne gang har lovet fra talerstolen, og vi tænker os at holde dig op på dette, og vi ånder dig i nakken, for at se det sker. Det samme gælder dem fra hovedbestyrelsen, som på talerstolen indrømmede, at der var noget og meget, der skal arbejdes med og på. Der er vi enige, og vi glæder os til at se fornyelsen og resultaterne.”
Du skal true med at blive
Både Kim Olesen og Jakob Gade Bro hører fra utilfredse medlemmer, der nu truer med at melde sig ud af forbundet.
Til det siger sidstnævnte:
– Man skal ikke true med at gå – men true med at blive. Lad være med at melde jer ud, men hjælp med at holde forbundsledelsen fast på dens løfter, og lad os så hjælpe hinanden med at genopbygge et stærkt forbund.
Jakob Gade Bro opfordrer kollegerne til at gå til deres tillidsrepræsentant og tage dialogen om, hvad der sker. Til at møde op til den lokale generalforsamling og til at tale med kollegerne.
På kongressen var der også nyvalg til næstformandsposten. Fællestillidsrepræsentant for togpersonalet i DSB Mikkel Channo Jessen blev valgt til næstformand uden modkandidater. Forbundshovedkasserer Kirsten Andersen blev genvalgt – også uden modkandidat.
Dansk Jernbaneforbund kan i år fejre 125-års jubilæum. Det markeres med et arrangement den 13. november i Odense.
Forbundet har knap 4500 medlemmer.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.