Hvordan får FOA’s medlemmer andel i flere lønkroner?
Det er det altoverskyggende fokus, når fagforbundet tirsdag og onsdag har samlet flere end 1.200 tillidsvalgte fra hele landet til løntræf i Fredericia.
Tillidsrepræsentanterne skal både snakke lokale lønmidler og om de mange lønsager, som FOA rejser for medlemmerne for at sikre, at de får udbetalt den løn, de har krav på i henhold til overenskomsten, siger Mona Striib, forbundsformand i FOA, til Arbejderen:
– I forhold til lokalløn, så synes vi, det er på tide, at vores medlemmerne får en fair del af de her midler.
Lokalløn er en decentral del af lønnen, og den forhandles, som navnet antyder, lokalt mellem FOA og medlemmernes arbejdsplads. Det vil sige, at lokallønnen gælder i den enkelte kommune eller region.
I FOA har vi i årevis haft det her krav om mere retfærdig løndannelse, og vi har sagt, at det er helt forkert at forhandle i procenter.
Mona Striib, FOA forbundsformand
– Vi oplever alt for tit arbejdsgiverne sige, at der ingen midler er. Der spidser vi pennen og smøger ærmerne op, for der bliver afsat midler til lokalløn ved overenskomstforhandlingerne, og de skal da komme medarbejderne til gavn.
Når det drejer sig om fejludbetalinger, så er der i den grad også brug for forbedringer.
– Vi har ufatteligt mange fejludbetalinger. Her skal vi blive bedre til at fange flere fejl, så medlemmerne får den løn, de er berettiget til, og så skal vi også gerne blive klogere på, hvorfor der sker så mange fejl, forklarer Mona Striib i en pause fra løntræffet.
Noget af det, medlemmerne selv kan være opmærksomme på, er, når der sker ændringer i deres arbejdsliv. Så skal de holde øje med, at de bliver indplaceret det rette sted på lønskalaen, og at der tages højde for blandt andet deres anciennitet.
Løn bliver et tema ved OK24
FOA har cirka 172.000 medlemmer fordelt på fire sektorer. Den største er social- og sundhedssektoren, hvor sosuhjælpere og -assistenterne er organiseret. Forbundet har også medlemmer, der arbejder med blandt andet rengøring, som dagplejer eller pædagogmedhjælper, som portør eller serviceassistent.
– Vi sætter fuld fokus på lønnen til FOA’s mange faggrupper. Det er et spørgsmål, der fylder rigtig meget for vores medlemmer for tiden, fordi mange er hårdt ramt af prisstigninger.
De godt 1.200 tillidsvalgte kommer også til at kigge frem mod de offentlige overenskomstforhandlinger i 2024, hvor løn bliver en hjørnesten. I det hele taget vil debatten om en retfærdig løn til de ansatte i velfærdssektoren fylde for de tillidsvalgte til løntræffet.
– I FOA har vi jo i årevis haft det her krav om mere retfærdig løndannelse, og vi har sagt, at det er helt forkert at forhandle i procenter. Når man gør det, bliver man ved med at give mest til dem, der i forvejen har mest. Det vil vi gerne have ændret, siger Mona Striib og tilføjer:
– Det handler også om anerkendelse af traditionelle kvindefag og om respekt for værdien af det vigtige arbejde, som FOA’s medlemmer udfører. Derfor skal vi også have en diskussion med hinanden om, hvad der er af muligheder frem mod overenskomstforhandlingerne, og hvordan vi kommer derhen.
Løn et valgtema
Regeringen har nedsat en lønstrukturkomite, der snart skal komme med sine anbefalinger, og lønnen for offentligt ansatte er blevet et varmt politisk emne forud for det kommende valg. På det seneste har både Socialdemokratiet og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterene talt om at give de offentligt ansatte mere i løn.
På spørgsmålet, om Mona Striib betragter det som valgflæsk, svarer hun:
– Det vil da være ganske alvorligt, hvis det bare er valgflæsk. Jeg opfatter nu, at når det bliver sagt, så er det fordi, de erkender de enorme problemer med at besætte ledige stillinger og den alvorlige risiko for, at velfærden smelter indefra.
Men politikerne skal ikke blande sig, advarer arbejdsgiverorganisationerne.
– I DI advarer vi kraftigt imod at udfordre den danske model. Det er ikke et spørgsmål for Christiansborg at uddele lønstigninger – og slet ikke i en valgkamp. Det er en sag, der skal afgøres i et forhandlingsrum mellem arbejdsgiver og arbejdstager, siger administrerende direktør Kim Graugaard.
– Det er jo det rene sludder og vrøvl, mener Mona Striib.
– Det er på Christiansborg, at rammen for de offentliges løndannelse bestemmes. Vi er jo ikke i en situation, hvor Kommunernes Landsforening, hvis de skulle ønske det, kan gå ud over statens ramme. Og Christiansborg skal ikke forhandle løn – det skal organisationerne, men politikerne skal finde pengene.
Mona Striib forventer imidlertid ikke, at Folketinget bevilger ekstra penge til social- og sundhedsfagene inden de næste forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked i 2024.

Foto: Tobias Stidsen
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.