GO globaloffice Politics
International solidaritet ✊
Torsdag den 28. juli overrakte en gruppe fagligt aktive et åbent brev til den italienske ambassade i København. Brevet er stilet til den italienske stat og er en protest fra faglige tillidsfolk og klubber i Danmark mod forfølgelse af fagforeningsfolk i Italien.
Det drejer sig om otte fagforeningsfolk fra de to militante fagforeninger USB og S.I. COBAS, der står stærkt i transportsektoren i Italien og blandt andet organiserer lagerarbejdere og havnearbejdere.
De otte fagforeningsfolk beskyldes af anklagemyndigheden i den italienske by Piacenza for at have begået ulovligheder.
Kriminalisering af faglig aktivitet
I et anklageskrift på over 350 sider bliver de blandt andet tiltalt for at forstyrre den offentlige orden, at presse firmaer til at indgå aftaler med bedre forhold end der er på nationalt plan, at få flere medlemmer og bruge kontigentkronerne på at aflønne faglige sekretærer og bestille busser til transport til demonstrationer og aktioner.
Nogle af de otte er sat i husarrest, mens andre er forvist fra delstaten.
– Vi sender dette brev til den italienske stat, fordi det er vigtigt at holde fast i solidariteten, også selvom det er over landegrænser. Vi har mange fælles udfordringer i Europa og for den sags skyld i hele verden. Derfor er det vigtigt at vi som arbejderbevægelse i Danmark støtter op om vores kammerater og siger fra, når der foretages angreb mod deres faglige organisationer, som det sker nu i Italien, siger Peter Christensen, bestyrelsesmedlem i Murersvendenes Brancheklub i København.
Det er vigtigt at holde fast i solidariteten, også selvom det er over landegrænser. Vi har mange fælles udfordringer i Europa og for den sags skyld i hele verden.
Peter Christensen, bestyrelsesmedlem i Murersvendenes Brancheklub i København.
Formand for brancheklubben Jonas Andersen er blandt de ti faglige tillidsfolk og klubber, der har skrevet under på det åbne brev. Underskrivere er også Emil Olsen, formand for Murersvendenes Brancheklub i Nordjylland, Rasmus Dam, formand for Tømrer-Snedkernes Brancheklub i København, Stilladsarbejdernes Klub i Århus med flere.
– Hele den her sag virker som et angreb på den klasseorienterede fagbevægelse, som kæmper direkte for konkrete resultater til arbejderne. Når man læser om nogle af de ting, de er anklagede for, er det selve kernen i en aktiv og offensiv fagbevægelse, der bliver stillet på anklagebænken. Derfor skal man selvfølgelig ikke vende det blinde øje til. Et angreb på fagbevægelsen i Italien er også et angreb mod os, erklærer Peter Christensen.
Anklageskriftet er ud over de otte også rettet mod en række andre fagforeningsmedlemmer. Strejkevagter, strejker, beskyttelse af strejker, generalforsamlinger, protester og andre aktiviteter beskrives af anklagemyndigheden som “kriminelle aktiviteter”.
De arbejdspladser, som de to italienske fagforeninger har ført faglig kamp mod, er kendetegnet ved dårlige arbejdsforhold, lave lønninger og få rettigheder til arbejderne.
Protester i Italien og mange andre steder
I Italien har der været protester og strejker blandt lagerarbejdere i flere varehuse til støtte for de otte fagforeningsfolk, skriver onlinemediet Spark Chronicles.
Det er ikke kun i Italien og i København, at der er støtteaktioner med de otte anklagede. I denne uge har der været protester foran de italienske konsulater i følgende byer: Hamborg, Kiel, Berlin, Bremen, Freiburg, Leipzig, Bern, Basel, Wien, New York, Zürich, Stuttgart, Köln og Frankfurt. Det viser en opgørelse fra det tyske “Streiksoli Netwerk”.
– Vi har som arbejdere i Danmark og andre lande en helt konkret og direkte interesse i at være med til at bakke op om, at arbejdere får bedre forhold i hele verden og dermed også Italien. Den form for social dumping, som vi oplever herhjemme, er blandt andet et resultat af at griske arbejdskøbere bruger arbejdere med dårlige kår til at presse arbejdsforholdene andre steder. Hvis vi skal stoppe den dynamik, skal vi have nogle grundlæggende forandringer – og det hænger sammen med at styrke kampen og forsvare retten til at kæmpe for ordentlige arbejdsvilkår alle steder, siger Peter Christensen.
Han har sammen med Emil Olsen, der er formand for Murersvendenes Brancheklub i Nordjylland, rettet henvendelse til Nikolaj Villumsen, der er dansk medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, for at få ham til at rejse sagen om forfølgelse af de italienske fagforeningsfolk i EU-systemet.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.