I forvejen har byggepladsen Badehusvej 5-13 i Aalborg den senete tid været i rampelyset, fordi murere, elektrikere, VVS’ere og andre håndværkere er blevet udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde med renoveringen af den tidigere fabriksbygning.
På fredag den 28. februar kommer der ekstra spot på den kontroversille byggeplads, når brancheklubberne i 3F Aalborg kl. 6:30 ruller røde faner og bannere ud på adressen.
– Det er jo noget forbandet svineri, der er foregået. Det hører ingen steder hjemme i dagens Danmark, at folk skal udsættes for asbest, når man ved, hvor farligt det er. Og så er det dybt forargeligt, at arbejdsgiverne åbenbart ustraffet kan slippe afsted med at overtræde de regler, der er på området, siger Lars Christian Nielsen til Arbejderen.
Det er vigtigt, at vi støtter hinanden og siger fra, når der som her bliver spillet hasard med arbejdernes liv og helbred. Vi skal aldrig acceptere, at vi selv eller andre bliver udsat for dårligt arbejdsmiljø.
Lars Christian Nielsen, Murersvendenes brancheklub Nordjylland
Han er bestyrelsesmedlem i Murersvendenes brancheklub Nordjylland, der mandag eftermiddag holdt et møde med de andre klubber for blandt andet stilladsriggerne, tagdækkerne, betonarbejderne og tømrerne. Det fælles klubmøde foregik samtidig med, at Byggefagenes Samvirke holdt informationsmøde for tidligere og nuværende håndværkere på renoveringsprojektet.
– Klubberne blev ret hurtigt enige om, at vi ville lave en demonstration for at bakke kollegerne på pladsen op, forklarer Lars Christian Nielsen.
Da beslutningen om demonstrationen var taget blev det annonceret på Byggefagenes møde til stor applaus fra de cirka 80 fremmødte håndværkere.
– Jeg har ikke selv arbejdet på pladsen, med det er vigtigt, at vi støtter hinanden og siger fra, når der som her bliver spillet hasard med arbejdernes liv og helbred. Vi skal aldrig acceptere, at vi selv eller andre bliver udsat for dårligt arbejdsmiljø, slår Lars Christian Nielsen fast og tilføjer:
– Når det handler om asbest, så har arbejdsgiver ansvaret for, at arbejdsstedet saneres og gøres rent, inden håndværkerne begynder at arbejde.
Brancheklubberne opfordrer alle til at bakke op om demonstrationen og håber også at dem, der stadig arbejder på pladsen, vil deltage.
Arbejderen har siden fredag i sidste uge forsøgt at få en kommentar fra C.W. Obel Ejendomme, som er bygherre, men har trods rykker endnu ikke modtaget svar.
TV2 Nord oplyser, at de har modtaget et skriftligt svar, hvor C.W. Obel Ejendomme skriver, at de “tager sagen meget alvorligt, men ikke vil kommentere yderligere, før de har fået en redegørelse fra bygherrerådgiveren Brix og Kamp.”
Læs også
Meldt til politiet: Op mod 300 håndværkere udsat for farlig asbest
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.