12 fysioterapeuter ved BeneFiT Nords klinikker i Sæby og Frederikshavn har strejket i over et halvt år for at få en overenskomst.
Nu er strejken slut, og fysioterapeuterne kan vende tilbage til arbejdet med en sejr i bagagen.
Det meddelte en glad Signe Lærke Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening, onsdag.
– Det her er en sejr, der betyder noget helt særligt. Ikke fordi det har været let – tværtimod. Men fordi de ansatte i Frederikshavn og Sæby har stået sammen og holdt fast i retten til ordentlige vilkår, lyder det fra fagforeningsformanden.
Overenskomsten, der er toårig, giver blandt andet fysioterapeuterne et løft af lønnen, fem fridage, ret til løn under barns første sygedag samt 15 procent arbejdsgiverindbetalt pension og retten til at vælge en tillidsrepræsentant ved fem ansatte. Aftalen indeholder også en seniorordnning.
Til gengæld måtte fysioterapeuterne give køb på en lønnet frokostpause, og lønstigningen er heller ikke så stor, som de havde håbet på.
Kun arbejde til halvdelen
Indehaver af BeneFiT Nord Kenneth Madsen glæder sig til igen at slå dørene op for patienter og motionister. Han indrømmer, at det har været en svær proces at nå frem til den toårige aftale.
– Vi har været undervejs mere end tre år, da vi igennem lang tid har ønsket at indgå en overenskomst for at få organiserede forhold. Det har vi forsøgt med de to forbund, der organiserer fysioterapeuter, og har nu indgået en aftale med Fysioterapeuternes Fagforening, har Kenneth Madsen udtalt til TV2 Nord.
Ifølge Arbejderens oplysninger er det kun halvdelen af de strejkende, der kan vende tilbage til deres arbejde på fredag. Af de 12, der gik i strejke den 15. maj, var der 10 tilbage, og fem af dem får altså arbejdet tilbage. Forklaringen lyder, at klinikken har mistet en del kunder under strejken, så der er ikke arbejde nok til alle for nuværende.
Vil have en landsdækkende brancheoverenskomst
Fysioterapeuterne på de to nordjyske klinikker arbejdede inden strejken og den nye overenskomst under nogle af de dårligste vilkår i branchen, har Signe Lærke Børsting tidligere udtalt til Arbejderen. Eksempelvis havde de en væsentligt lavere løn end deres kollegaer i det offentlige – i nogle tilfælde op til 100.000 kroner mindre årligt.
Selvom den nye overenskomst ikke lever op til lønkravet fra de strejkende og deres fagforening, så er den et skridt i den rigtige retning, mener Signe Lærke Børsting.
Alt for mange private fysioterapeutklinikker står stadig uden overenskomst. Det betyder usikre arbejdsvilkår og stor ulighed blandt de cirka 5500 privatansatte fysioterapeuter.
Med den nordjyske overenskomst i hånden har Fysioterapeuternes Fagforening fået mod på mere. Fagforeningen går nu videre til forhandlinger med Dansk Erhverv om en landsdækkende brancheoverenskomst.
– Og vi går ind i det med samme styrke, sammenhold og tro på, at det kan lade sig gøre, slutter Signe Lærke Børsting.
Læs også
Patienter og motionister: Selvfølgelig skal fysioterapeuterne have overenskomst
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

