Den 71 dage lange sygeplejerskestrejke sidste sommer har igen sat fokus på den såkaldt danske model på det offentlige område. Strejken blev stoppet ved et regeringsindgreb, hvor det samtidig blev annonceret, at regeringen ville invitere parterne til en drøftelse om en mulig justering af aftalemodellen, mens man samtidig afventer de foreløbige resultater af Lønstrukturkomiteens arbejde.
Der er et forhandlingsrum, men det er ikke frit – og løndannelsen er politisk styret fra først til sidst.
Begge dele er et udtryk for, at større grupper af offentligt ansatte i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved modellens anvendelighed samt udtrykker manglende tillid til, at deres krav kan opfyldes via forhandlingssystemet.
Amputeret strejkevåben
Modellens død er dog en klar overdrivelse. Som vi skal se af det følgende, er den et yderst velfungerende redskab for skiftende regeringers kontrol med de offentlige udgifter og brugen af de ansattes arbejdskraft og samtidig en spændetrøje for de offentligt ansatte og deres kamp.
Forhandlingsmodellen på det offentlige område er både “ny og gammel”: Modellen blev etableret i kølvandet på Tjenestemandsreformen i 1969 og er langt hen ad vejen en copy paste af aftalemodellen på det private område, som siden 1899 med Septemberforliget har reguleret de privatansattes kollektive aftaler med tilhørende regler, institutioner og procesnormer for konflikt.
Modellen på det offentlige område er løbende blevet justeret og opdateret, for eksempel med Arbejdsrettens kompetenceregler i 1973, indførelsen af reguleringsordningen i 1987 og senest tilpasset kommunalreformen.
På en række centrale områder adskiller de to modeller sig fra hinanden. Strejkevåbenet er centralt begge steder, men betydeligt amputeret på det offentlige område.
Som det fremgår af de to nedenstående skemaer, er der en verden til forskel på arbejdsgivernes “indrømmelseskurve” på henholdsvis det private og det offentlige område i tilfælde af konflikt.
KONFLIKT PÅ DET PRIVATE ARBEJDSMARKED:
KONFLIKT PÅ DET OFFENTLIGE ARBEJDSMARKED
På det offentlige område er en konflikt en økonomisk gevinst for de offentlige arbejdsgivere, som typisk vil bruge de sparede lønudbetalinger til eksempelvis at dække huller i vejene!
På en lang række offentlige områder er der indgået aftaler om et såkaldt nødberedskab, som ligeledes er med til at svække strejkens konsekvenser. Dette nødberedskab har ovenikøbet vist sig at være bedre bemandet end hverdagen på en række hospitalsafdelinger!
Forhandlingsrummet er ikke frit
Der er mange fortællinger, skrøner og usandheder om den danske models fortræffeligheder – lad os kikke på den mest udbredte.
“Parterne forhandler sig frivilligt og uafhængigt af staten frem til aftaler og overenskomster.”
To tredjedele af det samlede offentlige forbrug går til de offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår. Dermed er aftalemodellen på vores område blevet en fuldstændig integreret del af skiftende regeringers udgiftspolitik, hvor vi ser, at ændringer og afskaffelser af aftaler og overenskomster er en kilde til besparelser på de offentlige budgetter eller til at finansiere reformer (lærerlockouten).
I den offentlige sektor er arbejdsgiverne både arbejdsgiver, budgetmyndighed samt lovgivere og kan stoppe en konflikt med et lovindgreb som med lærerlockouten og nu senest med sygeplejerskerne.
Så når politikerne, aktuelt under sygeplejerskekonflikten, vælger radiotavsheden af “hensyn til den danske model” eller lidt presset henviser til formanden for regionerne og til “forhandlingerne”, så er det mundsvejr, hvor man gemmer sig bag en fuldstændig usaglig “dansk model”-argumentation. De ansvarlige politikere ved jo udmærket, at regionsformanden og Dansk Sygeplejeråd ikke kan forhandle sig til mere end den ramme, som de selv har besluttet skal gælde for den pågældende overenskomstfornyelse.
Vi har desværre vænnet os til, at politikerne har et løsagtigt forhold til sandheden; men at vores egne forhandlere ikke træder i karakter og afslører denne usaglige argumentation er utilgiveligt og fremmer på ingen måde tilliden til modellen.
Der er et forhandlingsrum, men det er ikke frit – og løndannelsen er politisk styret fra først til sidst. Dette er den skinbarlige og ædruelige sandhed.
Reguleringsordningen disciplinerer
Løndannelsen i den offentlige sektor adskiller sig fra den private sektor på flere punkter. Først og fremmest ved at den økonomiske ramme for overenskomstforhandlingerne, som tidligere beskrevet, er bestemt af den til enhver tid siddende regering. Men hvordan finder regeringen ud af, hvilken ramme man vil satse på? Her spiller flere ting ind, men overordnet har den offentlige løndannelse fulgt følgende tre spor:
* Den private sektor skal være lønførende for at sikre/udvikle sin internationale konkurrenceevne.
* Den offentlige sektor må ikke over tid være lønførende, da det vil påvirke den private sektors konkurrenceevne negativt.
* Den offentlige sektors lønudvikling skal i store træk følge den private.
Reguleringsordningen indtager den centrale opgave og funktion for at sikre de tre spor. Reguleringsordningen blev indført ved overenskomstfornyelsen tilbage i 1987 og er i princippet til forhandling ved hver overenskomst. Men også i praksis. Ved overenskomstfornyelserne i både 2015 og i 2018 blev der foretaget ændringer.
Reguleringsordningen, som i dag er en 80 procents-mekanisme, som virker begge veje, sikrer således en hel og fuld styring af lønudviklingen. Selv i situationer hvor et kæmpe pres, en konflikt, skulle kaste ekstra lønkroner på bordet, vil udmøntningen i overenskomstperioden være helt afhængig af, at lønudviklingen på det private område ligeledes udvikler sig positivt.
Et eksempel er OK08, som gav en stor lønudvikling, men da der efterfølgende indtraf økonomisk afmatning og krise med følgende lønstagnation i den private sektor, resulterede det i en automatisk nedregulering, dog med en forsinkelse i 2011 og 2012.
Uenighed om beregninger
Reguleringsordningen og dens beregningsmodeller har løbende været et konflikttema ved overenskomstfornyelserne, for eksempel i 2018 hvor parterne var dybt uenige om, “hvem der skyldte hvad”, en uenighed som var en af årsagerne til sammenbruddet i forhandlingerne samme år.
Uenighederne ligger fortsat og ulmer og er senest blusset op, da tænketanken Kraka har fremlagt beregninger, hvor man kikker på lønudviklingen i den offentlige sektor ud fra det anvendte lønindeks sammenlignet med et nyere standardberegnet lønindeks fra Danmarks Statistik. Denne sammenligning viser tydeligt, at de offentligt ansatte er sakket betydeligt efter de privatansatte med cirka fem milliarder kroner om året fra 2016 til 2021, hvis lønnen udregnes efter den nyere beregning.
Efter denne beregningsmodel ville eksempelvis en sygeplejerske få 11.000 kroner mere om året, end det er tilfældet.
Ved den seneste overenskomstfornyelse var reguleringsordningen også et tema, da uenighederne om beregningsmetoderne er fortsat. Det blev foreløbig løst via en beslutning om en undersøgelse og en bestilling af en analyse fra Danmarks Statistik om lønindeksberegningerne.
Den seneste analyse fra Kraka har i høj grad aktualiseret dette tema om reguleringsordningen, som ligeledes forventes at blive en del af Lønstrukturkomiteens arbejde.
Men uanset hvilken beregningsmodel der anvendes, har reguleringsordningen vist sig at være en yderst effektiv mekanisme til at sikre de omtalte tre spor.
Desuden fastholder mekanismen også det lønhierarki, som blev etableret i forlængelse af Tjenestemandsreformen. Og regulære ændringer af disse lønindplaceringer kan ikke ske indenfor modellens rammer, hvilket sygeplejerskerne gang på gang har måttet bitterligt sande.
Modellens mere “usynlige” funktion er ud over at fastholde lønhierarkiet også at understøtte det interne hierarki, som er mellem forbundene i den offentlige sektor og dermed også de modsætninger og uenigheder, som i årtier har præget bevægelsen.
Konfliktfyldte OK-forhandlinger
Som det fremgår af ovenstående tabel, er det kun på det offentlige område, at vi siden 1998 har set konflikter i forbindelse med overenskomstfornyelser.
På det offentlige område var der overenskomstfornyelser i 2011 og 2015 og 2018. Og både i 2015 og særdeles i 2018 var der optakt til en storkonflikt.
Så overenskomstfornyelser på det offentlige område er yderst konfliktfyldte. Og årsagerne kan opsummeres til:
* Løn til over 800.000 ansatte udgør en stor del af de offentlige udgifter.
* Årtiers nedskæringer og rationaliseringer.
* Det eksisterende lønhierarki som er fastholdt og ikke er fulgt med den almindelige udvikling.
* En forhandlingsmodel som ikke kan løse større lønstrukturproblemer.
* En større bevidsthed blandt de offentligt ansatte om deres “værdi”: “Vi er mere værd!”
De mange konflikter har desværre også været præget af manglende sammenhold og splittelse i fagbevægelsen. Forhandlingsmodellen lægger op til, at det er de enkelte forbund i forhandlingsfællesskaberne, som godkender resultaterne, før man kan konstatere, at “alle er i hus”. Ender et område (sygeplejersker eller lærere) i Forligsinstitutionen, vil man ofte opleve, at de andre forbund allerede har godkendt deres resultat op til flere måneder før en strejke eller lockout.
Men man kan ikke give modellen skylden for hele den manglende solidaritet. OK 2018 var en fin undtagelse, hvor netop forhandlingsfællesskaberne havde indgået en aftale om fælles krav i et forsøg på at undgå, at forbund og deres medlemmer blev efterladt på perronen. Sammenholdet blev dog aldrig tryktestet, men det viste en anden vej.
Socialdemokratiet kan noget …
Den danske fagbevægelse har historisk set altid haft tætte bånd til Socialdemokratiet. Selv om man på LO-kongressen i 1995 officielt kappede båndene til Socialdemokratiet, er det yderst tætte forhold fortsat.
Disse tætte bånd kommer tydeligt frem ved overenskomstfornyelser på det offentlige område, hvor det som bekendt er regeringen, der er den ene part.
Det var regeringen Thorning/Corydon, der stod bag lockouten af lærerne i 2013. Resten af fagbevægelsen var larmende tavs. Følgende meget sigende citat er fra Debatten i DR2 efter lockouten, hvor Venstres Claus Hjort Frederiksen roste den “røde regering”. Her sagde han blandt andet:
”Jeg ville aldrig have turdet gøre det, må jeg ærligt sige – af angst for, hvad der ville ske. Så ville socialdemokraterne og forbundene mobilisere 400.000 på Slotspladsen og larm og ballade. I øjeblikket er der jo larmende tavshed, så det er en kanon manøvre, som socialdemokraterne er i gang med. Jeg er helt misundelig.” (citeret fra “Søren og Mette i benlås” af Anders-Peter Mathiasen).
I 2018 havde vi en blå regering, og fagbevægelsen mobiliserede som ind i h… (Der skulle også være folketingsvalg i 2019).
I 2021 var det en Mette Frederiksen-regering. Sygeplejerskerne strejkede i 71 dage. Den indtil videre længste konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Resten af fagbevægelsen sad på hænderne. Og Slotspladsen var tom, da lovindgrebet indtraf.
Pandoras æske er åbnet
Da sygeplejerskerne havnede i Forligsinstitutionen, forsøgte FH sig med en løsning, som indeholdt nedsættelse af en Lønstrukturkomité i et forsøg på at betrygge sygeplejerskerne og undgå en konflikt. Forslaget havde imidlertid den modsatte effekt for konflikten. Ved den anden afstemning var der et massivt nej, og de 71 dages konflikt kunne starte. Lønstrukturkomiteen fik hele fagbevægelsens accept.
Der er rigtig mange dagsordener, der kan blive åbnet, og mange offentlige forbund har åbenlyse lønskævheder, som har presset sig på i mange omgange. Alene den omtalte reguleringsordning med den eksisterende mekanisme er skyld i mange lønproblemer.
Nedsættelsen af Lønstrukturkomiteen rejser flere forventninger og resultater, end der vil komme løsninger. Komiteens kommissorium er temmelig omfattende:
* En undersøgelse af lønstrukturen og lønudviklingen i den offentlige sektor, blandt andet set i lyset af den tidligere Lønkommission som var afledt af Sundhedskartellets konflikt i 2008.
* Belyse effekter og konsekvenser af eventuelle ændrede lønstrukturer i den offentlige sektor, herunder betydningen for den private sektor. I arbejdet kan blandt andet indgå konsekvenser af lønmodellerne i den offentlige sektor, herunder reguleringsordningens betydning for lønudviklingen imellem de enkelte sektorer og inden for de enkelte sektorer samt finansieringen af lønudviklingen på tværs af sektorer.
* Belyse muligheder for at udvikle løndannelsen i den offentlige sektor inden for rammerne af den danske aftalemodel på det offentlige område, herunder hvilke muligheder og eventuelle barrierer der måtte være for løbende eller mere grundlæggende ændringer af lønstrukturerne i den offentlige sektor.
Det er de helt store dilemmaer, der er sat på dagsordenen. Komiteen forventer at afslutte sit arbejde i slutningen af 2022, så eventuelle anbefalinger kan finde vej til overenskomstfornyelsen i 2024 på det offentlige område.
I forbindelse med den nu regeringsnedsatte komité har der ikke været udmeldinger om mulige garantier for at frembringe økonomiske midler til en eventuel ændret lønstruktur.
Pandoras æske bliver nu åbnet med denne Lønstrukturkomité, og bliver de mulige anbefalinger ikke fulgt op med de nødvendige økonomiske garantier, bliver den næste overenskomstfornyelse en yderst vanskelig opgave.
Der er brug for enhed
Så afsluttende og opsummerende:
Den danske model på det offentlige område har vist sig at være en yderst effektiv klassesamarbejdsmodel i de sidste 40 år. Den har i et samspil med budgetloven sikret skiftende regeringer fuld kontrol med de offentlige udgifter og dermed lønningerne.
Reguleringsordningen har sikret, at de offentligt ansattes lønninger aldrig er løbet fra de private. Om de har fulgt de private, er der nu rejst kvalificeret tvivl om. Modellen er ikke gearet til at løse udfordringer i den eksisterende lønstruktur, og den understøtter den splittelse og uenighed, som har præget de offentlige fagforeninger.
Overenskomstfornyelserne på det offentlige område har i de sidste 20 år været præget af større uro, konflikter og lockout, end vi har set på det private område, hvilket uden tvivl spiller en stor rolle for arbejdsgivernes lyst til at “kikke og justere på modellen”.
Med nedsættelse af Lønstrukturkomiteen er bolden givet op.
De offentligt ansattes fagforeninger og forbund må i den kommende periode rejse debatten om modellens anvendelighed og mange elementer. Mange interesser vil her brydes.
Kampen for ligeløn vil stå centralt, og vi vil uden tvivl se mange aktiviteter, som vil fortsætte den flotte kamp, som sygeplejerskerne så eksemplarisk er gået i front med. Med dette som afsæt må der skabes enighed om andre elementer, så vi kan forberede os fælles til OK24. Der ligger et kæmpe arbejde og venter, men der er også muligheder, når vi husker de gode takter fra OK18.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
