Konflikten mellem bygningsarbejdere og hovedentreprenøren på Femern-byggeriet fortsætter, og torsdag eftermiddag behandler Arbejdsretten strejken. Arbejdet har ligget stille siden tirsdag, da 400-500 bygningsarbejdere, hovedsageligt polske, besluttede at sætte hårdt mod hårdt og kræve samme løn som deres danske kolleger.
Ifølge 3F Lolland så ligger en gennemsnitsløn på området på 191,20 kroner, men startlønnen for de udenlandske arbejdere ved FLC-konsortiet er 165 kroner i timen. Heraf trækkes 25 kroner til kost og logi for at bo i den nærtliggende tunnelby FLC Village.
Strejken har fået opmærksomhed i København, hvor fagligt aktive vil møde op ved Arbejdsretten.
– Jeg tager ind til Arbejdsretten i dag for at vise min støtte til de polske, rumænske og danske arbejdere, der har nedlagt arbejdet. Deres krav er rimelige, og de skal have al den støtte, der kan stables på benene, siger Jakob Mathiassen til Arbejderen.
Det her er helt principielt. Vi vil have lige løn for lige arbejde. Der skal ikke skelnes mellem, hvor folk kommer fra.
Christian Nielsen, murersvend og faglig aktiv
Han er faglig aktiv og med til at mobilisere både moralsk og økonomisk støtte til de strejkende.
– De får helt sikkert en bod i Arbejdsretten og oven i manglende løn, så løber det op. Der bliver brug for mange penge, understreger Jakob Mathiassen.
Christian Nielsen fra Murer- og Murerarbejdsmændenes Faglige Klub København har også kastet sig ind i støttearbejde.
– Jeg er meget imod differentiering af løn. Det her er helt principielt. VI vil have lige løn for lige arbejde. Der skal ikke skelnes mellem, hvor folk kommer fra, siger Christian Nielsen til Arbejderen.
Han er med i det tværfaglige netværk Arbejdere i Bevægelse, der nu bliver mobiliseret til at støtte Femern-arbejderne.
– Man strejker ikke uden grund, og så bakker vi op. Nu griber vi fat i alle dem, vi kender, og opfordrer til at støtte, siger den københavnske murersvend.
– Fortsætter strejken, så kan det være, at vi skal en tur til Lolland og hjælpe på blokaden af FLC’s byggeplads på havnen.
De to faglige aktivister udtrykker stor respekt for, at de udenlandske arbejdere er gået i strejke.
– Det er en vigtig kamp, de tager. Stor respekt for at de tager den og fortsætter, siger Christian Nielsen og slutter med en opfordring til at sætte penge ind på reg.nr. 5301 kontonr. 0267183 – små som store beløb er velkommen.
Siden strejken startede tirsdag morgen, har betonarbejderne blokeret for indkørslen til byggepladsen og effektivt stoppet forsyninger og adgang for øvrige ansatte i området.
Læs også
Strejkende på Femern: Vi vil have det samme i løn som vores danske kolleger
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.