Det er stadig mørkt, og klokken endnu ikke 7:00 tirsdag den 25. oktober, da biler i en lind strøm ruller ind på Graham Bells Vej i den nordlige del af Aarhus. Bilerne har kurs mod nummer 10, hvor Bytømreren Service A/S holder til.
Passagererne i bilerne kommer ikke for at aflægge en venlig visit eller ordre ved firmaet, men for at deltage i en demonstration arrangeret af bestyrelsen i Tømrer & Bygningssnedkernes Brancheklub, Aarhus.
“Vi kalder på alle klubber og faglige aktive for deres opbakning og støtte til demonstration ved Bytømreren. Lad os vise vores kollegaer og deres tillidsvalgte, at de ikke står alene i kampen for bedre arbejdsvilkår,” lyder brancheklubbens opfordring til at deltage i den faglige markering, der samlede cirka 50 fagligt aktive fra forskellige klubber i Aarhus og fra andre byer, blandt andet Aalborg, Esbjerg og det midtjyske.
Ejeren af Bytømreren, Simon Jæger, nægter – trods pres fra de ansatte og deres tillidsrepræsentant – at forlænge lokalaftalen, der udløb den 23. september. Han vil i stedet erstatte den med personalehåndbogen og indføre en bonusaftale baseret på anciennitet.
– Som brancheklub nægter vi at stå model til, at vores kollegaer og deres tillidsvalgte får frataget deres fordele og muligheder for at forhandle nye lokalaftaler i et af Aarhus’ og Østjyllands største tømrer/snedker firmaer. Det er mangel på respekt for vores gode kollegaer og intet andet end kapitalistisk grådighed fra ejeren, direkte på vores kollegaers bekostning, siger brancheklubformand Jesper Skov til Arbejderen.
Bytømreren har flere end 250 ansatte fordelt på afdelingerne i Aarhus, Odder, Horsens og Vejle. Hovedbasen er i Aarhus, hvor der er både en service-/forsikringsafdeling med en bemanding på cirka 75 tømrere og en entrepriseafdeling med 30-40 tømrere.
Kræver forhandling – ikke diktat
En lokalaftale er en form for tillæg til den kollektive overenskomst, som aftales centralt på arbejdsmarkedet. Den aftales mellem arbejdsgiver og de ansattes tillidsvalgte og indeholder som det vigtigste niveauet for lønnen – i det her tilfælde for snedker/tømrere i Aarhusområdet. Aftalen kan også indeholde spørgsmål om pauser, arbejdstøj og lignende. Lokalaftalen sikrer ens vilkår for alle på arbejdspladsen og kan bruges ved uoverensstemmelser og i en eventuel fagretlig sag.
Omvendt er en firma- eller personalehåndbog ikke forhandlet, men indeholder alene firmaets syn på, hvordan virksomheden skal drives og hvilke forhold, der skal være gældende.
Hvad deltagerne i dagens demonstration mener om det, fremgik tydeligt af de bannere, som prydede indgangen til Bytømreren. På det ene stod der “Bytømreren har opsagt lokalaftalen” og på et andet “Forhandling – ikke diktat.”
Ledelsen i Bytømreren argumenterer med, at lokalaftalen ikke passer til virksomhedens udvikling.
“Vi ønsker udvikling, fleksibilitet, uddannelse og mulighed for at udvikle jobfunktioner….” og på den baggrund vil firmaet fremover “tilbyde en anden løsning end en lokalaftale,” skriver ledelsen i en meddelelse sendt til de ansatte tilbage i maj måned, og som Arbejderen er i besiddelse af.
Videre meddeler ledelsen, at “størstedelen af det nuværende indhold i lokalaftalen” bliver skrevet over i personalehåndbogen, og at der vil blive åbnet op for “en bonusaftale, som vil belønne vores fælles indsats, ved at opnå det gode resultat. Men det kræver, at vi alle bidrager og udvikler Bytømreren Service.”
I brevet indkaldes de ansatte i serviceafdelingen og forsikringsafdelingen til fyraftensmøder henholdsvis den 18. og 20. maj.
– På den her måde vil ledelsen holde de tillidsvalgte udenfor, og svendene kan heller ikke længere forhandle. Personalehåndbogen siger kun noget om løntrin og individuelle bonusser, så det er en måde at skabe splid mellem folk på. Og hvad sker der, hvis man brokker sig over et eller andet, får man så ingen bonus, spørger Jesper Skov.
Individuel aflønning
Ifølge Simon Jæger, så giver det ikke mening at have både en personalehåndbog og en lokalaftale.
– For os giver det ikke mening at forlænge eller lave en ny lokaltale, når der står de samme ting i personalehåndbogen, siger han til Arbejderen.
Forelagt forskellen på en forhandlet lokalaftale og en personalehåndbog fra ledelsens hånd, siger Simon Jæger, at personalehåndbogen vil blive taget op med medarbejderne en gang om året:
– Eksempelvis skal det, der står om arbejdstøj, vurderes en gang om året, så vi ved, om det er det rigtige beløb, der er afsat. Når vi skriver det ind i personalehåndbogen, så holder vi da vores ord.
Når firmaet foretrækker personalehåndbogen frem for lokalaftalen, er det for at opnå en mere fleksibel lønstruktur:
– Vi har lavet en ny lønstruktur baseret på en mere individuel personalestruktur, der giver mulighed for at tage mere individuelle hensyn og aflønne individuelt. Det, tror vi på, er den rigtige vej at gå, forklarer virksomhedsejeren.
Hvordan kan et kampskridt skabe arbejdsglæde?
– Fagforeningens holdning er, at det er tillidsrepræsentanten, der på vegne af kollegaerne forhandler lokale vilkår, som gælder for alle. I den tid jeg har været med – siden 2000 – har jeg aldrig før hørt om en lokalaftale, der er opsagt i Aarhus. Det er helt usædvanligt, siger Martin Nedergaard, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik & Byg, Aarhus, til Arbejderen.
Han hørte første gang om sagen i maj måned, da Bytømreren meddelte de ansatte, at lokalaftalen ikke ville bliver forlænget. Og da han så, at ledelsen samme dag havde lagt et opslag på firmaets officielle Facebook-side med teksten: “Arbejdsglæde og trivsel i fokus hos Bytømreren”, kunne han ikke dy sig.
– Jeg skriver, at jeg frem for arbejdsglæde opfatter firmaets handling som et kampskridt mod deres ansatte, forklarer den faglige sekretær til Arbejderen
Kommentaren resulterede dagen efter i en opringning fra både firmaet og en repræsentant fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri.
– De inviterede mig til dialogmøde. Det er ikke blevet holdt endnu og blev senest aflyst for anden gang den 24. oktober. Nu er jeg indkaldt til nyt møde den 3. november, så må vi se, hvad de siger, hvis det da bliver til noget denne gang, bemærker Martin Nedergaard.
Frustrerede medlemmer
Han fortæller videre, at han siden maj måned har fået rigtig mange henvendelser fra frustrerede medlemmer ansat ved Bytømreren:
– De kunne ikke gennemskue den foreslåede bonusordning og mente, at ordningen lagde op til, at man ligefrem skulle snyde kunderne for at få del i den. De mente, at den eneste måde, de kunne få bonus på var ved enten at snyde med materialer eller med den tid, de skulle bruge på en arbejdsopgave. Om det er sandt, ved jeg ikke, for jeg ikke set ordningen.
– Medlemmerne reagerede også på, at det ikke var en forhandlet aftale, men et diktat fra ledelsen om, at sådan skulle det være.
Simon Jæger siger, at det ikke er blevet til noget med bonusordningen, som i stedet er konverteret til ekstra løn. Han afviser samtidig på det kraftigste, at der har været fremlagt en bonusordning, som skulle lægge op til at snyde kunderne, og ærgrer sig over, at et sæt af misforståelser endte som i går med en faglig protest udenfor firmaporten.
Hvem bliver de næste
At det skulle være misforståelser, der førte til tirsdagens demonstration på firmaadressen, afviser Jesper Skov.
– Det, der har ført til demonstrationen, er, at Simon Jæger nægter at indgå forhandlinger omkring løndannelse, understreger brancheklubformanden.
I 3F på Sommervej i Aarhus spekuleres der over, hvilke konsekvenser sagen kan få.
– I 3F frygter vi, at de lokalaftaler, som danner rammen for løn og arbejdsvilkår i den enkelte virksomhed, bliver undermineret. Når det største firma går ned ad den sti, hvem bliver så det næste, spørger Martin Nedergaard.
Tømrer & Bygningssnedkernes Brancheklub frygter, at det kan blive startskuddet til en kampagne fra arbejdsgiversiden for at presse lønningerne nedad. Og så endda i en tid hvor mange af kollegaerne i forvejen er pressede på grund af inflation og høje energipriser.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.