Vi finder os ikke i social dumping og i at kyniske spekulanter og arbejdsgivere river de rettigheder fra hinanden, som generationer før os har tilkæmpet.
Det er holdningen blandt de omkring 150 håndværkere og fagligt aktive, der tirsdag morgen klokken 6:00 har taget opstilling uden for Grand Hotel på Vesterbrogade i hjertet af København.
Hotellet blev i 2017 købt af den svenske kapitalfond Midstar og bliver nu ombygget og sat i stand for et trecifret millionbeløb.
Problemet er ifølge de aktionerende håndværkere, at tømrer-, murer- og betonarbejde bliver udført af cirka 50 underbetalte udenlandske håndværkere hyret ind af firmaer uden overenskomst. Hverken hovedentreprenør Mortensen & Nielsen A/S eller firmaerne K-Vik Aps og Nor ApS har overenskomst.
– Vi blev gjort opmærksomme på, at der er nogle virksomheder på byggepladsen, der nægter at skrive overenskomst med 3F. K-Vik Aps og Nor ApS er begge omfattet af lovlig konflikt og også af sympatikonflikt, der i praksis betyder, at ingen medlemmer af 3F eller FH-fagforeninger må arbejde sammen med de her virksomheder, fortæller tømrersvenden Jonas Brynnum til Arbejderen.
Det enorme ombygningsprojekt foregår langt under vanlig dansk standard. Arbejdsmiljøet på pladsen ligner noget fra forrige århundrede, og folkene arbejder 10 timer om dagen, seks dage om ugen, lyder det videre:
– De her firmaer har ingen samvittighed, og de udnytter på det groveste de udenlandske kolleger ved at se stort på deres sikkerhed og rettigheder. Ved at lukke byggepladsen ned regner vi med, at de her virksomheder bliver motiverede til at skrive en overenskomst.
Det skulle også vise sig at holde stik.
“I forlængelse af morgenens demonstration har de to virksomheder, som tidligere har været omfattet af en lovligt varslet sympatikonflikt, Nor ApS og K-Vik ApS, nu underskrevet tiltrædelsesoverenskomst med BJMF. Det betyder, at de ansatte nu får ret til pension, overtidsbetaling, SH/FF-betaling, løn under sygdom og meget andet,” skriver den københavnske 3F-afdeling på sin facebook-side.
Solidaritet med udenlandske kolleger
De håndværkere og fagligt aktive, der tirsdag morgen er gået på gaden, gør det i høj grad for at vise solidaritet med de udenlandske kolleger. De nægter at lade sig spille ud mod hinanden.
De udenlandske håndværkere, hvoraf hovedparten er fra Polen, blev mødt med kaffe og løbesedler, der fortæller, at den almindelige løn for en tømrer i Danmark er på mellem 200 og 300 kroner i timen. De opfordres til at melde sig ind i fagforeningen, da sammenholdet her og arbejderne imellem er årsag til en god løn. Endelig oplyser løbesedlen om, at fagforeningen selvfølgelig vil hjælpe dem, hvis de bliver fyret.
Det er derfor også rigtig vigtigt for Jonas Brynnum at pointere, at det altså ikke er de udenlandske arbejdere, der er problemet, men i stedet de virksomheder, der udnytter dem på det groveste.
– Vi er nogle svende fra byggepladserne, tømrersvende, murersvende, blikkenslagere og forskellige andre faggrupper, der ikke vil acceptere den her udnyttelse og grove underbetaling af vores udenlandske kolleger og fordrejninger af vores konkurrenceevne som danske håndværkere. Vi byder dem hjertelig velkommen på vores byggepladser, men kræver også af deres arbejdsgivere, at de efterlever de overenskomstmæssige forhold, siger Jonas Brynnum.
Kender ikke deres rettigheder
Problemet med de uorganiserede udenlandske arbejdere er, at de har meget begrænset kendskab til det danske arbejdsmarked og den danske model. Dertil kommer sprogbarrierer, hvilket gør det meget lettere for firmaer at udnytte dem i forhold til danske bygningsarbejdere, der i de fleste tilfælde har kendskab til deres egne rettigheder.
Rasmus Kreutzmann er faglig sekretær i 3F BJMF. Han fortæller til Arbejderen, at det desværre er en stigende tendens, at danske virksomheder hyrer underentreprenører med udenlandske arbejdere – typisk østarbejdere – og at de nægter at tegne overenskomst, på trods af at arbejdet foregår i Danmark.
Udenlandske arbejdere holdes i skak
Ud over at lukrere på manglende kendskab til arbejdsmarkedsforholdene i Danmark og sprogbarrierer, så benytter de her selskaber sig af endnu en finte, fortæller Jonas Brynnum til Arbejderen. På papiret skriver de, at de eksempelvis betaler de ansatte 130 kroner i timen, men fordi firmaet både står for indlogering, sørger for mad og betaler transporten fra den ansattes hjemland, så sker der modregning dagligt, og firmaet udbetaler i realiteten kun 60 kroner.
– Det beløb, firmaet modregner håndværkerne for mad og logi, er overdrevet og alene et påskud for at holde timelønnen yderligere nede. Det ville altså reelt være bedre for lønmodtageren, hvis han fik de beskedne 130-140 kroner i hånden og så selv gik ned og købte mad og betalte huslejen uden om firmaet. Det er en måde hele tiden at holde de ansatte i skak på. De bliver heller ikke koblet på resten af arbejdsmarkedet, fordi det er deres arbejdsgiver, der står for deres bolig og for alting, så det er også en enorm prekær situation, uddyber Jonas Brynnum.
En løsning på det er at få de udenlandske arbejdere organiseret i fagforeningen. Rasmus Kreutzmann fortæller, at de udenlandske arbejdere udmærket godt er klar over, at de står i en udsat situation, fordi de er fremmede arbejdere i et fremmed land.
– De ved også godt, at de på ingen måde har styrken til at kæmpe imod firmaet alene, siger Rasmus Kreutzmann.
3F BJMF har tolke, der mestrer otte forskellige sprog for at kunne nå ud til de udenlandske arbejdere på byggepladserne, hvilket eksempelvis har betydet, at man har kunnet forklare dem, hvad en overenskomst i realiteten vil betyde for dem.
En lille sejr, men kampen fortsætter
At tirsdagens aktion endte med, at de to selskaber K-Vik Aps og Nor Aps tegnede overenskomster med BJMF, ser både Jonas Brynnum og Rasmus Kreutzmann som skridt i den rigtige retning.
– Det er en sejr, at vores fællesskab har stået sammen og sikret, at der er blevet underskrevet overenskomster. Nu fortsætter kampen for fagforeningen, for at sikre at overenskomsten bliver overholdt, og at vi får hævet vores mindsteløn, når vi skal til overenskomstforhandlingerne i 2023. Mindstelønnen skal hæves markant, så svindlerfirmaer ikke kan slippe afsted med at betale vores udenlandske kolleger en timeløn på 130 kroner. Det er også social dumping og skaber et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet. Det har været en sejr i dag, men det slutter ikke her, siger Jonas Brynnum til Arbejderen.
Arbejderen spurgte Rasmus Kreutzmann, om man nu også kan være sikker på, at virksomhederne overholder overenskomstsaftalen, selvom de har underskrevet den.
– Ligesom man ikke kan være fuldstændig sikker på, at folk ikke bryder loven, så kan man heller ikke være sikker på, at virksomhederne byder deres arbejdere ordentlige vilkår, siger han og fortsætter:
– Det skal man jo holde øje med i fagforeningen. Det er det næste skridt. Vi kan ikke give garantier, men vi kan i hvert fald hjælpe dem med at føre en sag mod virksomheden, hvis de ikke lever op til overenskomsten.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at “de organiserede håndværkere” i København går i aktion for at sikre arbejdet på byggepladserne udført på overenskomst.
Seneste aktion foregik i marts måned, hvor en byggeplads i Købmagergade 42 i København blev lukket ned. Her endte det med en aftale om, at underentreprenørerne ville blive smidt af pladsen, hvis ikke de tegner overenskomst.
Både i juni 2020 og i oktober sidste år var det Dahlerups Tårn i Carlsbergbyen, der var i søgelyset. I begge tilfælde var det med den tyske entreprenør Züblin i hovedrollen.
I 2020 erstattede Züblin et organiseret betonsjak fra det danske entreprenørfirma EMCH med uorganiserede udenlandske kolleger fra Budomex, der er et berygtet polsk ejet bemandingsbureau.
I 2021 smed Züblin 21 organiserede tømrere på porten og ansatte i stedet ikke-organiserede. Den faglige aktion i oktober sidste år, hvor 150 håndværkere og faglige aktivister lukkede byggepladsen effektivt ned i tre timer, resulterede i fem overenskomster.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.