Og hvor er den “arbejdervenlige” regerings minister henne?
At børn kan blive udsat for asbestarbejde, får formand for Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen til at komme med en opfordring: Tag straffeloven i brug og giv bagmændene en straf, der er på linje med straffen for at have udøvet grov vold eller måske forsøg på manddrab!
– Det er så kynisk og groft, det der er foregået. Vi slås med ulovlig fjernelse af asbest hver dag, men at nogen kan finde på sætte børn til det, er det mest forbryderisk og kyniske, jeg har oplevet. Det er at udsætte børnene for direkte livsfare, og en sådan handling bør naturligvis føre til en meget hård straf.
Sådan lyder det fra forbundsformanden i en reaktion på, at det for cirka to uger siden kom frem, at det sjællandske firma LM Multiservices havde sat to drenge på 14 og 15 år til at rive et asbestholdigt tag ned på en landejendom i Sønderjylland. Arbejdet foregik uden brug af de personlige værnemidler, der kræves for at arbejde med så livsfarligt materiale, som asbest er. Senere skulle det vise sig, at flere børn har arbejdet ulovligt for firmaet.
Vi taler jo om et materiale, der er livsfarligt, og vi taler om børn, der bevidst udsættes for det. For vindings skyld. Hvis ikke det er skærpende omstændigheder, så er der intet, der er.
Henrik W. Petersen, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet
Arbejdstilsynet gennemførte tilsyn på byggepladsen den 18., 19., og 20. september og gav 14 strakspåbud på grund af unges ulovlige arbejde og arbejde med farlige stoffer og materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger. I en rapport konstaterer Arbejdstilsynet også, at der lå synlige rester af asbest på byggepladsen omkring bygningen, og at det lå på paller uden emballage.
Det handler om retsbevidstheden
I sager om arbejdsmiljø er det sædvanligvis arbejdsmiljølovgivningen, der dømmes efter. Her er straffen oftest en bøde, selvom der kan idømmes op til to års fængsel. Der bliver stort set aldrig rejst tiltale med krav om fængselsstraf, og lovbryderen slipper simpelthen for let, også i de grove sager, mener Henrik W. Petersen.
Henrik W. Petersen understreger, at det er velkendt, at asbest er ekstremt farligt og kan være livstruende, og han mener derfor, at der i den konkrete sag kan være særligt skærpende omstændigheder.
– Hvis det er sådan, at man har lokket børn fra Sjælland til Jylland med det ene formål at sætte dem til at rive asbest ned uden værnemidler, har man sat deres liv og helbred på spil, vil det være krænkende for retsbevidstheden, hvis ikke det straffes meget hårdt. Vi taler jo om et materiale, der er livsfarligt, og vi taler om børn, der bevidst udsættes for det. For vindings skyld. Hvis ikke det er skærpende omstændigheder, så er der intet, der er, lyder det fra forbundsformanden.
To års fængsel er for lidt
En straf på to års fængsel, hvis sagen rejses som brud på arbejdsmiljølovgivningen, er efter hans mening en alt for mild straf i den aktuelle sag.
– Jeg mener klart, vi er ovre i straffelovens § 252 om forsætlig fareforvoldelse. Her er straffen op til otte års fængsel. Jeg er utroligt glad for, at myndighederne har skredet ind, og håber, at straffen falder hurtigt og hårdt. Det her må aldrig nogensinde ske igen. Og så håber jeg, at børnene ikke bliver syge på grund af denne kriminelle handling.
Blik- og Rørarbejderforbundet vil følge nøje med i den kommende tid og kræve politisk handling, hvis ikke man går efter den strengeste straf, slutter forbundsformanden.
Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister driver LM Multiservices ikke længere virksomhed. Det skriver Fagbladet 3F.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.