Torsdag aften i sidste uge sendte DR1 en opsigtsvækkende dokumentar, hvor forbrugermagasinet Kontant satte fokus på asbest og saneringsvirksomheder, der bryder lovgivningen.
Indholdet i udsendelsen får Henrik W. Petersen, der er forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, til at gentage kravet om at indføre autorisation for at arbejde med asbest.
– Blik- og Rørarbejderforbundet har længe råbt op om behovet for en autorisationsordning på asbestarbejde. DR’s dokumentarudsendelse sætter en tyk streg under nødvendigheden af en sådan ordning. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der er virksomheder, der bryder loven og udsætter både medarbejdere, boligejere og omgivelserne for fare, siger han og fortsætter:
– En autorisationsordning er et af de vigtigste våben i kampen mod asbesten. Det handler ikke alene om arbejdsmiljø og sundhed. Det handler om menneskeliv.
Claus von Elling er formand for BAT-kartellet, der er et fagligt samarbejde mellem syv fagforbund, hvis medlemmer alle arbejder indenfor bygge- og anlægsbranchen. Han er helt enig med kollegaen i Blik- og Rørarbejderforbundet:
– Udsendelsen viser tydeligt, hvorfor vi har behov for en autorisationsordning her og nu. Den skal sikre, at sanering af den livsfarlige asbest sker på en måde, der ikke er til fare for hverken bygningsarbejdere eller beboere, som det ellers desværre foregår i dag.
En autorisationsordning vil gøre det lovpligtigt for virksomheder at have en autorisation for at kunne arbejde med asbest. Kravet om autorisation findes allerede for virksomheder, der arbejder inden for for eksempel VVS, el, kloak og gas.
Hele Danmarks problem
I DR-dokumentaren med titlen ”Livsfarligt støv” ser man nogle meget alvorlige, dokumenterede eksempler på, hvordan saneringsvirksomheder ikke overholder lovgivningen – men også hvordan myndighederne, herunder Arbejdstilsynet, har svært ved at kontrollere arbejdsforholdene, fordi virksomhederne ikke anmelder asbestarbejdet korrekt.
Henrik W. Petersen mener, at udsendelsen er alarmerende og dybt bekymrende. Men han er desværre ikke overrasket.
– Den her DR-dokumentar er virkelig public service. Det er vigtigt, at asbestproblemet når ud til den brede befolkning, for asbest er ikke bare et håndværkerproblem. Det er familien Danmarks problem. Alle alarmklokker burde bimle og bamle, siger han.
Den 18. maj 2022 – for tre måneder siden – landede regeringen en bred politisk aftale med alle partierne i Folketinget. Aftalen indeholder 12 nye initiativer på asbestområdet, og Henrik W. Petersen kalder den for “et skridt i den rigtige retning,” men understreger samtidig at kampen mod den livsfarlige asbest langtfra er slut.
Læs også
Arbejdstilsynet får flere muligheder for at gribe ind ved ulovligt arbejde med asbest
I DR-dokumentaren medvirker Dan Hendriksen, der i 2016 fik diagnosen lungehindekræft. Tidligere blikkenslager og medlem af Blik- og Rørarbejderforbundet. Dan Hendriksen fortalte i 2017 sin historie til Arbejderen, om hvordan han 14 år tidligere var blevet udsat for asbest i forbindelse med renovering på et kursuscenter. Det var først, da arbejdet var overstået, at man fandt ud af, at der havde været asbest.
Selvom det er omkring 40 år siden, at anvendelse af asbest blev forbudt i Danmark, så dør der hvert år stadig omkring 300 mennesker som følge af asbestrelaterede sygdomme. Og med asbest i henved en tredjedel af alle bygninger i Danmark, som med tiden skal renoveres eller rives ned, er det derfor nødvendigt med yderligere tiltag, der kan beskytte håndværkere og andre imod asbest.
Ud over en autorisationsordning på asbestarbejde, mener Blik- og Rørarbejderforbundet også, at et forbud mod indkapsling af asbest vil være blandt de absolut vigtigste næste skridt.
– Vi mener, at der bør indføres et forbud mod at indkapsle asbest. Det ville helt konkret betyde, at når man finder asbest, så skal det fjernes. Det er ikke nok at dække det til. Når man indkapsler asbest i stedet for at fjerne det, så sender man bare regningen videre til næste generation, som har endnu dårligere forudsætninger for at genkende asbesten, har Henrik W. Petersen tidligere udtalt til Arbejderen.
Vil arbejdsgiverne indføre autorisationsordning?
Som led i asbestaftalen fra maj måned i år har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i disse dage indkaldt arbejdsmarkedets parter, ifølge 3F for at diskutere spørgsmålet om muligheden for at indføre en autorisationsordning for arbejde med asbest.
– Vi håber selvfølgelig, at arbejdsgiverne er med på, at vi er nødt til at finde en løsning. Det er helt essentielt, at vi sikrer, at man ikke får kræft af at gå på arbejde, også hvis vi vil have flere unge mennesker til at vælge en byggefaglig uddannelse. Derfor er det også meget positivt, at beskæftigelsesministeren lægger op til netop en autorisationsordning for saneringsarbejdet, siger Claus von Elling.
Asbest er ikke alene et dansk problem. I andet halvår af 2022 forventes EU-kommissionen at fremlægge et lovforslag om beskyttelse af arbejdere mod eksponering for asbest.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.