Sikkerhed eller – ifølge håndværkerne – manglende sikkerhed er årsagen til, at godt 30 håndværkere på et større renoveringsprojekt Sallinghus i Vanløse torsdag har valgt at indstille arbejdet.
Ifølge Arbejderens oplysninger sker det, fordi der i længere tid har været problemer med sikkerheden på Juul & nielsen A/s‘ byggeplads.
I august måned skete der en alvorlig ulykke, hvor en håndværker faldt fra et stilladsdæk til et andet og fik en stilladstralle i hovedet. Igen i går var det tæt på, at der skete en tilsvarende ulykke.
Vi genoptager først arbejdet, når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at fortsætte.
Talsperson for håndværkerne på Sallinghus.
– Der er ikke siden ulykken i august sket væsentlige forbedringer, tværtimod, siger en talsperson til Arbejderen. Han ønsker at være anonym, men Arbejderen kender hans navn.
Talspersonen fortsætter:
– Hver uge dukker der nye kritiske fejl op. Det drejer sig om støv, adgangsveje og stilladset. Flere firmaer har fået påbud fra Arbejdstilsynet. Det er uacceptabelt, at byggeledelsen på pladsen ikke er sit ansvar voksent.
Arbejderen har set dokumentation på påbuddene fra Arbejdstilsynet.
Problemerne med sikkerheden er blevet påpeget på sikkerhedsmøder, byggemøder og formandsmøder.
Firmaet: Fuld fokus på sikkerheden
Administrerende direktør i Juul & nielsen, Tommy Nielsen, har ikke hørt, at der er strejke på pladsen, og at det bunder i manglende sikkerhed, da Arbejderen får fat på ham.
– De oplysninger er jeg ikke i besiddelse af, siger han.
Han afviser, at der ikke er sket udbedringer af de forhold, der førte til ulykken i august. Både Arbejdstilsynet og stilladsfirmaet, der handlede på det med det samme, har været involveret.
– Siden ulykken har vi haft ekstraordinært fokus på sikkerheden. Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket i går eller i dag, men jeg ved, at vores folk er der, og at de tilkaldte stilladsfirmaet i morges, siger Tommy Nielsen:
– De stillede straks med seks mand, der susede rundt på pladsen. Så jeg regner bestemt med, at de bringer eventuelle fejl eller mangler i orden. Firmaet har autorisation, og stilladsarbejderne er jo påpasselige med det, de laver.
Fem krav
Alle faggrupperne på pladsen står sammen – det vil sige tømrere, murere, smede, blikkenslagere, elektrikere, malere og nedrivere.
De kræver fem konkrete problemer udbedret.
Det drejer sig om nedstyrtningsfare og løse hejseforankringer ved stilladserne. Vinterforanstaltningerne skal leve op til branchevejledningen. Det samme gælder flugtveje og adgangsveje, som skal være tydeligt markeret og oplyst, ligesom kørende og gående trafik på adgangsvejene skal være adskilt.
– Vi genoptager først arbejdet, når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at fortsætte.
– Ellers må de henvise os til en anden plads, hvor vi ikke sætter vores egen og andres sikkerhed over styr, slutter talspersonen.
42.000 arbejdsulykker hvert år
Sagen ved Sallinghus i Vanløse handler om sikkerhed og falder tilfældigvis sammen med, at det i denne uge er Europæisk Arbejdsmiljøuge, og med at Beskæftigelsesministeriet i dag den 26. oktober udkommer med den nyeste udgave af publikationen “Status på arbejdsmarkedet” – denne gang med særligt fokus på de samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker.
Hvert år anmeldes der omkring 42.000 arbejdsulykker, der koster dyrt både menneskeligt og økonomisk.
I Beskæftigelsesministeriets publikation kan man læse, at de, der har været udsat for en arbejdsulykke, efterfølgende deltager på arbejdsmarkedet “i lavere grad”, og at det ofte sker på nedsat tid.
De samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker er på 28,4 milliarder kroner om året, hvilket svarer til et arbejdsudbud på cirka 26.000 fuldtidspersoner. Omkostningerne dækker over “et tab på 2,6 milliarder kroner for tilskadekomne, 14,2 milliarder kroner for arbejdsgiverne og 11,5 milliarder kroner for det offentlige”, skriver ministeriet.
– Arbejdsmiljøet er virksomhedernes ansvar, og rapporten dokumenterer, at der er masser af arbejdsudbud at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet. Virksomhederne skriger i øjeblikket på mere arbejdskraft, og denne arbejdskraft kunne man passende hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, så folk ikke kommer til skade på arbejdspladserne, siger 3F’s forbundssekretær Lene Krabbe Dahl til Fagbladet 3F.
– Hver eneste ulykke er en tragedie, der påvirker de pårørende, kollegaer og hele samfundet og ikke mindst 3F’erne. Mere end fire ud af ti arbejdsskader rammer et af 3F’s medlemmer. Det er langt mere end, hvad 3F’erne fylder på arbejdsmarkedet, og derfor er det nødvendigt at få strammet op på arbejdsmiljøet nu, mener forbundssekretæren.
3F efterlyser mere fokus på forebyggelse og planlægning af arbejdsmiljøet. Forbundet foreslår at kigge på Sverige, hvor der arbejdes med en nul-vision om, at ingen skal blive syge, komme til skade eller dø af at gå på arbejde.
Sidste år døde 43 mennesker som følge af ulykker på arbejdet. Indtil nu har 38 mennesker betalt den ultimative pris på grund af arbejdsulykker i 2023.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.