Vinkelsliber og pensel. Det er ikke blandt de redskaber, man sædvanligvis ser tjenere udstyret med.
Men det er imidlertid det syn, der har mødt Milla Mehl Nielsen utallige gange, når hun har kigget forbi Bryggeriet Apollo – tidligere A Hereford Beefstouw – ved hovedindgangen til Tivoli i København.
– Hereford bruger helt unge, ansat som ufaglærte tjenere, til nedrivning, malerarbejde og andet arbejde i forbindelse med ombygningen af restauranten, fortæller den faglige sekretær i 3F København til Arbejderen.
Ombygningen har stået på siden midten af februar måned, og Milla Mehl Nielsen har set unge skære med vinkelsliber, udføre malerarbejde og slæbe på big bags (store sække, red.), der normalt skal hentes af en kran – arbejde de som udgangspunkt ikke har erfaring med.

Foto: 3F København
– Der er ikke så meget at lave i restauranten, fordi der mangler kunder, og så er de her unge så søde, at de selvfølgelig laver det arbejde, de bliver sat til. Men det er der flere problemer i, pointerer den faglige sekretær.
De fleste af de unge, som hun har mødt og talt med, kommer fra udlandet eksempelvis fra Grækenland og Tyskland. Der er også spansktalende unge imellem. De er i Danmark for at studere og har intet eller kun ganske lidt kendskab til reglerne på det danske arbejdsmarked. De kender ikke deres rettigheder.
– Jeg har set flere af ansættelseskontrakterne, der viser, at de er ansat som tjenere, og så har de det her fritidsjob i nogle timer om ugen. De får mellem 110 og 130 kroner i timen, men ingen tillæg af nogen slags. Så det er da billige håndværkere, mener Milla Mehl Nielsen, der anslår, at en dansk håndværker skal have 2-300 kroner i timen eller mere.
Restauranten har gennemgået en større forvandling under renoveringen, og alt inventar er skiftet ud.
– Hvad angår inventaret er der ikke sparet på noget. Det er arbejdskraften, der er sparet på. De har sparet en masse penge ved at have de her unge til at lave bygnings- og nedrivningsarbejde. Havde de nu droppet en enkelt designstol eller to, så kunne de måske give de her unge en ordentlig løn, lyder det fra den faglige sekretær.
Fra ko til gris – men stadig uden overenskomst
Fredag den 4. april blev dørene åbnet til et nyt koncept og navneskiftet til Bryggeriet Apollo, og 3F København var på pletten med røde faner.
– Ejerne bag er de samme, som vi har ført konflikt mod siden august 2023. Og hvis de tror, at de kan komme uden om kravet om overenskomst ved at skifte navn, så må de tro om, siger Milla Mehl Nielsen, der tilføjer:
– De går fra store bøffer til små lækre anretninger. Men set med vores øjne skifter de bare køer ud med svin. Og de tilbyder stadig de ansatte arbejdsvilkår, der hører det forrige århundrede til.
3F indledte konflikt mod Brdr. Price og A Hereford Beefstouw-kæden den 15. august 2023. 1. marts samme år opsagde restauratørerne i fællesskab 3F-overenskomsten.
Følgende restauranter i Damgaard & Brdr. Price-koncernen har opsagt overenskomsten med 3F, og som led i det har medlemmer af 3F været lockoutet siden 1. april 2023:
– Dragsholm Slot, Hørve i Odsherred
– Jørgensens Hotel Horsens
– Brdr. Price Herning
– Brdr. Price Tivoli / Prices Diner København
– Brdr. Price, Rosenborggade København
– A Hereford Beefstouw, København, Odense, Herning, Charlottenlund, Kolding og Skive.
– Restaurant Bøf, København
– Bryggeriet, Herning
– A Winstouw, Herning
– Niels Bugges Kro, Viborg
Som konsekvens af lockouten er 3F-medlemmer udelukket fra at tage på arbejde. De får ikke løn, men kan få konfliktunderstøttelse.
Kilde: Fagbladet 3F
Kigger man lidt nærmere på nogle af folkene bag konflikten, så er det ikke alene bemærkelsesværdigt, at den involverer to TV-kendisser – Adam og James Price. Også navnet Katia Østergaard Neumann er kendt, især i 3F-kredse.
Hun var i 11 år og indtil april 2021 administrerende direktør i HORESTA, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet. Den består af en brancheforening og en arbejdsgiverforening, der varetager de arbejdsretlige interesser for sine cirka 2.000 medlemsvirksomheder fordelt over hele landet. Og som har forhandlet med netop 3F om overenskomster for de ansatte.
I dag er Katia Østergaard Neumann talsmand og forhandler på vegne af Brdr. Price og A Hereford Beefstouw. Hun er næstformand i bestyrelsen på Dragsholm Slot i Odsherred og også næstformand i bestyrelsen for Jørgensens Hotel i Horsens.
Både Dragsholm Slot og Jørgensens Hotel er ejet af Damgaard-koncernen, der er blandt de restaurationer, der opsagde 3F-overenskomsten i marts 2023.
Arbejderen har bedt Katia Østergaard Neumann om en kommentar til, at unge ufaglærte tjenere har arbejdet som håndværkere. Hun er endnu ikke vendt tilbage med et svar.
Læs også
3F sender Price og Hereford på juleferie – uden overenskomst
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.