FOA er nu klar med de krav, som forbundet vil tage med til forhandlingerne med de kommunale og regionale arbejdsgivere om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked.
Omtrent halvdelen af de næsten 4000 indsendte forslag fra medlemmerne handlede om løn, og hovedkravet er da også en væsentlig højere løn – især til de lavestlønnede.
Forbundets cirka 168.000 medlemmer arbejder i næsten 60 forskellige brancher som blandt andet pædagogiske assistenter eller medhjælpere, som ambulancereddere, social- og sundhedsassistenter og – hjælpere eller dagplejere.
Nu er det så op til os forhandlere at levere et resultat, der kan mærkes i vores medlemmers økonomi. Det er der virkelig brug for.
Mona Striib, formand FOA.
Fælles for dem er, at de har set deres realløn blive udhulet over de seneste år, hvor inflationen har været historisk høj. Derfor overrasker det ikke forbundsformand Mona Striib, at løn står højt på medlemmernes kravliste.
– FOA repræsenterer en lang række faggrupper, og rigtig mange har været hårdt, hårdt ramt, når priserne på el, varme og helt basale fødevarer som smør og mælk er steget så kraftigt, som vi har set de seneste to år. Så jeg er ikke overrasket over, at løn har fyldt så meget i de indsendte krav, siger Mona Striib og tilføjer:
– Nu er det så op til os forhandlere at levere et resultat, der kan mærkes i vores medlemmers økonomi. Det er der virkelig brug for.
Som ved nogle af de foregående offentlige overenskomstforhandlinger vil FOA’s medlemmer have lønstigninger i kroner og øre fremfor i procenter, for at mindske afstanden mellem de lavestlønnede og højestlønnede.
Bedre løn og arbejdsmiljø gavner rekruttering
Flere af FOA’s faggrupper oplever store udfordringer med at rekruttere og fastholde personale, hvilket især gælder inden for SOSU-fagene. Intet tyder på, at problemerne bliver mindre i årene, der kommer.
Det ser FOA – ud over inflationen – som endnu en forklaring på de mange krav, der kan påvirke lønkontoen. Konkret peger medlemmerne på bedre betaling af arbejde på skæve arbejdstider så som om aftenen, natten og i weekends.
Overenskomsterne skal fremadrettet være med til at sikre, at flere har lyst til at arbejde på fuld tid, og at flere har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet indtil pensionsalderen, skriver FOA og understreger, at det i den forbindelse er vigtigt med et godt arbejdsmiljø.
Medlemmerne er da også kommet med masser af forslag, der handler om arbejdsmiljø og bedre forhold for seniorerne, som kan få dem til at forlænge deres arbejdsliv og dermed løse nogle af udfordringerne med mangel på personale i blandt andet SOSU-fagene.
En nok så vigtig forudsætning for at løse rekrutteringsproblemerne handler imidlertid om at gøre det mere attraktivt for unge at vælge fagene til. Derfor foreslår FOA at hæve elevlønnen, og at der allerede under elevtiden skal indbetales pension.
FOA tager en række af medlemmernes krav med til Forhandlingsfællesskabet, der sammen forhandler med de offentlige arbejdsgivere.
10. november: Generelle krav afleveres til Forhandlingsfællesskabet
10. december: Lønmodtagere og arbejdsgivere på det kommunale og regionale område udveksler krav
Begyndelsen af januar: De politiske forhandlinger starter for alvor
Slutningen af februar: Forhandlingerne slutter
Marts: Medlemmerne stemmer om de indgåede forlig
Første april: De nye overenskomster træder i kraft
Forudsætningen for denne tidslinje er, at forhandlingerne kører ’efter bogen’. Forhandlingerne kan dog trække ud – det er blandt andre forligsmanden og resultatet af urafstemningen med til at afgøre.
Sker det, får de nye overenskomster virkning med tilbagevirkende kraft og vil stadig være gældende fra 1. april.
Kilde: FOA
Andre krav på tværs af FOA’s egne fire sektorer forhandler forbundet selv. Endelig er der en række meget specifikke krav, som medlemmerne i hver enkelt sektor stiller, og som forhandles for sig.
– Det er en vanvittigt kompliceret opgave at forhandle overenskomster på det offentlige område, men vores medlemmer forventer et stærkt resultat, og det SKAL vi levere. Og det forventer jeg også, at vi gør, for udgangspunktet er godt: Der er gang i hjulene i Danmark; de private overenskomster endte med pæne lønstigninger; og så har vi 168.000 medlemmer i ryggen, siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
I Forhandlingsfællesskabet udtager de 50 medlemsorganisationer senere på året de fælles krav, der bliver til på baggrund af blandt andet FOAs indspil.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.