3F er i 2024 klar til at fortsætte de faglige aktiviteter for at få Damgaard & Brdr. Price-koncernen til at sikre ordnede løn- og arbejdsforhold for deres ansatte.
Det meddelte 3F København, da de onsdag den 10. januar gennemførte årets første demonstration med adresse til restaurationskonflikten foran Hovedbanegården i København.
– Vi ved, det bliver et langt og sejt træk at få de her restauratører i tale, men det er vi klar til, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København, til Arbejderen.
Optakten til konflikten startede den 1. april, da Price-brødrene og Damgaard-koncernen opsagde overenskomsten med 3F og lockoutede medlemmer af 3F.
Følgende restauranter i Damgaard & Brdr. Price-koncernen har opsagt overenskomsten med 3F, og som led i det har medlemmer af 3F været lockoutet siden 1. april 2023:
– Dragsholm Slot, Hørve i Odsherred
– Jørgensens Hotel Horsens
– Brdr. Price Herning
– Brdr. Price Tivoli / Prices Diner København
– Brdr. Price, Rosenborggade København
– A Hereford Beefstouw, København, Odense, Herning, Charlottenlund, Kolding og Skive.
– Restaurant Bøf, København
– Bryggeriet, Herning
– A Winstouw, Herning
– Niels Bugges Kro, Viborg
Som konsekvens af lockouten er 3F-medlemmer udelukket fra at tage på arbejde. De får ikke løn, men kan få konfliktunderstøttelse.
Kilde: Fagbladet 3F
I de fire efterfølgende måneder forsøgte 3F gennem forhandling med restauratørerne at finde en løsning, men den 8. august havde 3F mistet tålmodigheden og iværksatte en lovlig varslet konflikt.
Siden er der gennemført aktioner – i perioder flere gange om ugen – uden for Brdr. Prices restauranter i København og A Hereford Beefstouw på Axeltorv i København.
Vi har prøvet det før
På spørgsmålet om, hvad aktionerne har ført med sig, siger John Ekebjærg-Jakobsen:
– Vi har, siden forhandlingerne brød sammen, forsøgt at få dem til forhandlingsbordet igen, men der er ikke meget bevægelse. De svarer ikke på vores henvendelser. Når vi alligevel bliver ved, så er det blandt andet, fordi vi stadig oplever stor opbakning fra andre faggrupper og fagforeninger og også fra folk på gaden, som vi kommer i snak med.
– Og så er det jo ikke længe siden, at 3F var ude i en halvandet år lang konflikt, som endte med, at Nemlig.com tegnede overenskomst for deres chauffører. Så vi har set, at det kan give pote, når man bliver ved.
Ifølge den københavnske 3F-formand så er der også tegn på, at den faglige aktivitet betyder færre kunder i de berørte restauranter. Umiddelbart opleves det mest tydeligt ved A Hereford Beefstouw, der ligger ved hovedindgangen til Tivoli, og hvor der er mange forbipasserende.
– Når vi står ved Hereford, oplever vi ofte, at folk dropper at gå derind efter at have snakket med os. Brdr. Prices restaurant ligger i en mere stille gade, og nogle dage er der ikke mange gæster. Det hænder, at der kommer nogle, som har bestilt bord, og så skal der selvfølgelig noget til at vende om, fortæller John Ekebjærg-Jakobsen.
En kø af forringelser
Brdr. Price og A Hereford Beefstouw har fremlagt deres alternativ til 3F-overenskomsten – et alternativ som de selv betegner som moderne og tidssvarende.
3F har imidlertid svært ved at se det moderne i et lønsystem, der eksempelvis skærer 11.000 kroner af månedslønnen til en nyansat tjener, sætter tillæg for overarbejde ned fra 100 til 50 procent og helt fjerner tillæg for at arbejde aften, nat, i weekender og på helligdage. Accepterer man udspillet fra de konfliktramte restauratører, så vil de ufaglærte også miste fem feriefridage, og de får otte færre friweekender i løbet af året.
Lønnen sættes markant ned
Helligdags- anciennitets-, aften-, nat- og weekendtillæg fjernes. I stedet give set tillæg på 15 kroner i timen til faglærte
Særligt løntillæg på 6,85 procent (fritvalg) fjernes
Retten til friweekender fjernes
Er der fejl i lønnen, får man 14 dage til at gøre indsigelse. Herefter mister man retten
Tillæg for overarbejde sættes ned fra 100 til 50 procent
Der indføres 0-timers kontrakter
Alle bestemmelser for reserver / afløsere er væk
Ufaglærte mister fem feriefridag
Kilde: 3F
De vilkår, som restauratørerne tilbyder deres personale, kalder John Ekebjærg-Jakobsen for løndumping.
Det afviser Brdr. Price.
“INGEN af vores medarbejdere vil således gå ned i løn. Alle vores medarbejdere er garanteret at fortsætte med de lønninger, som de har i dag, og vores forslag til en omlægning af lønsystemet i en ny overenskomst har således intet med løndumping at gøre”, skriver de på deres hjemmeside.
Her slår de også på, at de har svært ved at konkurrere med de 90 procent af markedet, som driver deres restauranter uden overenskomst, og at denne “unfair konkurrencesituation ikke er bæredygtig, hvis vi vil overleve som virksomhed på den lange bane.”
En dårlig organiseret branche
– Vi er helt med på, at store dele af restaurationsområdet er uden overenskomst. Når vi er efter de her navngivne restauranter, så er det fordi, de havde overenskomst med 3F, men aktivt har frigjort sig fra den, forklarer John Ekebjærg-Jakobsen.
Den dårlige organisering i hotel- og restaurationsbranchen gælder både blandt arbejdsgivere og ansatte. Brancheorganisationen Horesta repræsenterer hotel- og restaurantområdet ved overenskomstforhandlinger med 3F. Horestas formand Jan Vinther Laursen udtalte i foråret 2022, at kun 14-15 procent af restauranterne er dækket af en overenskomst.
Kigger man på organisationsprocenten for de ansatte, så var blot 11 procent ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation medlem af en FH-organisation i 2021.
– Medlemmerne af 3F ved jo godt, hvad det handler om, så når det er muligt, søger de hen, hvor de ved, at der er ordnede forhold, lyder det fra den københavnske 3F-formand, der fortsætter:
– Vi arbejder målrettet efter at tegne og tegner også overenskomster i den her branche. Vi er lige nu ved at trække en tyk og sort streg mellem hotelbranchen og restaurationsbranchen. Vi er lykkedes med at tegne overenskomst på stort set alle hoteller i hovedstaden og dermed også deres tilknyttede restauranter. Det er sket, fordi ejerne godt kan se, at fagforeningen hjælper med uddannelse og med at skaffe arbejdskraft, når de mangler folk. Der er tale om fleksible aftaler, som hotelejerne er tilfredse med.
Går ud i byen
De første måneder i et nyt år er erfaringsmæssigt mindre travle i restaurationsbranchen. I den periode flytter 3F derfor de faglige aktiviteter ud til centrale pladser i gadebilledet for at fortælle om konflikten. Samme metode som med succes blev taget i brug under konflikten med Nemlig.com.
Der blev lagt ud ved Hovedbanegården den 10. januar. Næste demonstration bliver onsdag den 24. januar klokken 7:30 til 08:30 ved Nørreport Station.
“Humøret og kampgejsten er stadig høj, og vi håber, at I vil komme og bakke op om kampen for overenskomst med A Hereford og Brdr. Price og Den Danske Model”, skriver 3F København på Facebook, der løbende opdaterer, hvad der sker.
Læs også
Brdr. Price på danmarksturné bliver mødt af røde fagforeningsfaner
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.