En række 3F-lokalformænd har nu meldt sig ind i koret af fagforeningsfolk, der kræver våbenhvile i Gaza. I en fælles appel rejser 10 formænd for forskellige 3F afdelinger to krav til den danske regering og Folketinget: Total våbenhvile og ubegrænset adgang for humanitær hjælp ind i Gaza.
Siden Israels angreb mod Gaza begyndte i oktober, er op mod 30.000 palæstinensere blevet dræbt. Ud over de dræbte er der risiko for, at over en halv million mennesker sulter, da der ikke kan komme nok mad ind i området.
Claus Westergreen, formand for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) og en af medunderskriverne på appellen, fortæller, at man ikke længere kan lade være med at handle, når de civile omkostninger er så høje.
– Det er en klassisk værdi for fagbevægelsen, at vi kæmper for fred og kæmper imod, at arbejdere skal bekrige hinanden. Det, der sker i Gaza lige nu, er så forfærdeligt, og det skal stoppes nu, siger Claus Westergreen.
Israel har jo sagt, at de vil angribe det sydlige Gaza, hvor virkelig mange mennesker sidder fanget, når Ramadanen starter den 10. marts. Det vil lede til overdrevet voldsomme konsekvenser for de civile, derfor siger vi, at det skal stoppe nu.
Rasmus Ahrent Petersen, formand 3F Esbjerg
En anden underskriver på appellen er formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen. Ifølge ham er det fagforeningers pligt som aktive dele af det danske samfund at sige fra over for den ødelæggelse, man ser i Gaza lige nu.
– Vi tror på, at når vi står sammen som foreninger og samlet siger til regeringen, at det her kan ikke fortsætte, så gør det en forskel, siger John Ekebjærg-Jakobsen og tilføjer:
– Det har også været vigtigt for os, at den her appel ikke handler om at lægge skyld på den ene eller anden side. Vi vil bare have fred og hjælp til de civile ofre.
En afpolitiseret fagbevægelse
Israels offensiv i Gaza går snart ind i sin sjette måned. Derfor er Claus Westergreen også glad for, at den her appel kommer nu, selvom han medgiver, at den kunne have været brugt tidligere.
– Generelt er fagbevægelsen blevet meget afpolitiseret, man har svært ved at tage stilling til ting, som ikke direkte omhandler løn og arbejdsforhold. Men vi har i 3F i årtier lavet internationalt arbejde, blandt andet i Palæstina, så det er jo ikke noget helt nyt, at vi også tager stilling til spørgsmål ud over det danske arbejdsmarked, siger han.
En anden medunderskriver, formanden for 3F Esbjerg Rasmus Ahrent Petersen, siger også, at appellen sagtens kunne være kommet tidligere. Dog mener han, at situationen nu er ved at blive endnu mere alvorlig end hidtil.
– Israel har jo sagt, at de vil angribe det sydlige Gaza, hvor virkelig mange mennesker sidder fanget, når Ramadanen starter den 10. marts. Det vil lede til overdrevet voldsomme konsekvenser for de civile, derfor siger vi, at det skal stoppe nu, siger Rasmus Ahrent Petersen.
Ud over den her appel fra de forskellige 3F-formænd, så har 3F København og FOA tidligere været ude med deres egne udtalelser om situationen. Dog har de øvrige store forbund og Fagbevægelsens Hovedorganisation stadig til gode at udtrykke støtte til en våbenhvile.
Vil lægge pres på politikerne
John Ekebjærg-Jakobsen håber personligt, at appellen vil være med til at lægge et pres på de danske politikere. For ham er det vigtigt, at situationen i Gaza ikke ender med at gå op i politisk strategi eller taktik, men humanisme og respekt for menneskerettigheder.
– I virkeligheden håber vi med den her appel, at den danske regering bliver presset til at lægge sig ind på FN-sporet. At når FN laver resolutioner, der har til formål at beskytte civile og deres liv, så bakker vi som land op om dem, siger John Ekebjærg-Jakobsen og tilføjer:
– Det har ikke været tilfældet nu, hverken fra den danske eller andre regeringer, derfor bliver vi nødt til at være dem, som stiller de krav.
Claus Westergreen er enig i de pointer. Adspurgt om, hvorvidt 3F formændene har planlagt mere for at vise deres støtte til palæstinenserne og en våbenhvile, er svaret, at det må tiden vise.
– Den gruppe formænd, som har lavet appellen sammen, har ikke noget konkret planlagt, men vi har i BJMF støttet op om og anbefalet de demonstrationer, der har været indtil videre, siger han.
Dog er der planlagt et stormøde i det nystartede Fagligt Palæstina Solidaritetsnetværk. Det afholdes den 2. marts i København og vil blandt andet have oplæg fra fagligt aktive fra Norge og Palæstina.
– Andre steder lokalt har man også udført solidaritetsarbejde, og det stopper vi ikke med, før der kommer en våbenhvile, siger Claus Westergreen.
Læs også
Solidariteten med Palæstina i danske fagforeninger styrkes med nyt netværk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.