– Beretningen er vedtaget.
Dirigenten, der fra morgenstunden har opgaven at guide de delegerede gennem 3. dagen på 3F’s kongres i Aalborg, har en nem opgave, da han skal afgøre, om formandens beretning er vedtaget eller forkastet.
Fra alle pladser i salen er de røde stemmekort rakt i vejret, da de delegerede bliver bedt om at tage stilling.
Forud er gået knap en halv time, hvor forbundsformand Henning Overgaard vælger at lave nogle få nedslag i de i alt 76 indlæg, som de delegerede har leveret til beretningen.
Et af nedslagene drejer sig om kampen mod social dumping og et arbejdsmarked, der udvikler sig i en stadig mere brutal retning. Hardcore kriminelle – rockere, gadebander og andre, kriminelle typer – gør deres indtog på arbejdsmarkedet godt hjulpet på vej af advokater, revisorer og andre fra samfundets top.
Vi kan ikke klare den groveste arbejdskriminalitet uden, at der også er en stærkere indsats og stærkere hjælp fra både politiet og myndighederne generelt.
Henning Overgaard, forbundsformand 3F
Forråelsen af det danske arbejdsmarked giver de lokale afdelinger store udfordringer, som bliver italesat af flere delegerede. Det kaster følgende reaktion fra forbundsmanden af sig:
– Vi har langt fra vundet kampen mod lyssky bagmænd, der vil snyde og udnytte vore kollegaer. Vi kan ikke klare den groveste arbejdskriminalitet uden, at der også er en stærkere indsats og stærkere hjælp fra både politiet og myndighederne generelt.
3F har gennem certificeringsordningen fået en hel masse tiltag igennem, der forbedrer mulighederne for at bekæmpe social dumping, blandt andet ID-kortet, arbejdsklausuler. Dertil kommer sortlistningen, som forbundet har kæmpet for i årevis, og som har været en af de helt store prioriteringer.
– Det der med at kunne få udelukket nogle virksomheder fra at byde på de opgaver, som vores stat, kommuner og regioner sætter i værk. Det er fandme et stærkt greb. Men der skal langt hårdere tiltag til, og det skal være helt oppe på justitsministerens bord og ramme de gangstere, der gør sådan nogle ting.
Af yderligere tiltag nævner Henning Overgaard Henning kravet om, at man skal kunne fratages retten til at drive virksomhed og ledelsesretten, hvis man begår grov arbejdskriminalitet.
– Og så skal der sættes en stopper for at kunne shoppe fra den ene selskabsbestyrelse til den anden. Vi har også krav om langt højere bøder og fængselsstraffe. Så i min optik, så er vi der, hvor vi skal være med vores politikker på social dumping, konkluderer forbundsformanden.
Pensionsalder og tilbagetrækning
Henning Overgaard kan ikke komme udenom at kommentere på de mange delegerede, der har givet deres holdning til kende om den stigende pensionsalder og tilbagetrækning.
Han brugte selv en stor del af den mundtlige beretning på at revse politikerne på Christiansborg for at svigte de danskere, der har mest brug for velfærdsydelserne. Og til at gentage 3F’s krav om udbygning af retten til tidlig pension og forhøjelse af satsen med 3000 kroner om månedenen for at forbedre et ulighedsskabende pensionssystem.
Artiklen fortsætter under linket…..
Læs også
– Jeg vil godt sige tak for, at I så helhjertet bakker op om vores kamp for mere retfærdighed i tilbagetrækningen for 3F’ere, siger Henning Overgaard og nævner mange af dem, der har været inde på spørgsmålet.
Derefter tager han alle i salen med tilbage til en skelsættende kongres i 2019, hvor 3F landede på den position, som forbundet arbejder for i dag.
– Og jeg overrasker eller lyver vel ikke over for nogen, hvis jeg siger, at det var en lidt ophedet debat, vi havde på kongressen. Den kongres endte med en enstemmig vedtagelse af den position, som forbundet nu i seks år har arbejdet benhårdt for at gøre til virkelighed, lyder det inden han læser beslutningen fra den kongres op i sin helhed.
Kort fortalt forpligtede kongressen i 2019 3F til at arbejde for et kvalitetstjek af forliget og for at suspendere en yderligere stigning i pensionsalderen. På daværende tidspunkt fra 68 til 69 år med virkning fra 2035.
Det lykkedes som bekendt ikke at forhindre en yderligere stigning i pensionsalderen. Senest har politikerne i Folketinget besluttet at pensionsalderen skal hæves til 70 år i 2040.
Artiklen fortsætter under linket…..
Læs også
En af de mere markante udmeldinger i pensionsdebatten på den igangværende kongres kom fra Benny Vinther Jensen, formand for 3F Aalborg. Han vil ikke nøjes med forbedringer af retten til tidlig pension og en forhøjelse af satsen med 3000 kroner om måneden.
– Vi skal stoppe den vanvittige stigning i pensionsalderen. Det kan ikke være meningen, at unge mennesker kigger ind i en pensionsalder på 72, 73, 74 år. Vi vil ikke have, at folk skal slæbes fra stilladset ned til rollatoren eller direkte ned i kisten, sagde han under beretningsdebatten og tilføjede:
– Vi vil have rullet de sidste par stigninger i pensionsalderen tilbage. 3F skal skabe en vision, hvor vi er fuldstændig enige med 75 procent af danskerne, der mener, at stigningerne skal stoppe, og pensionsladeren sættes ned.
Henning Overgaard nævnte ikke forslaget om at sætte pensionsalderen ned, hverken i den mundtlige beretning eller repliceringen.
Når kongressen tirsdag skal diskutere et nyt Fagligt Politisk Grundlag kommer debatten op igen. 3F Aalborg foreslår sammen med Kolding og BJMF, at pensionsalderen bliver sat ned til 65 år, som var pensionsalderen, da et flertal af Folketingets partier i 2006 vedtog velfærdsforliget, og at pensionsalderen skal stige hvert femte år.
Kerneopgaverne
Forbundets kerneopgaver – flere overenskomster, øget organisering og flere tillidsvalgte – blev også berørt af mange af de delegerede.
– Der er rigtig mange, der taler om organisering i dag og hele tiden. Jeg tror, det er vigtigt, at vi snakker med hinanden om, hvad vi mener med det ord, fordi organisering, det handler ikke kun om at få vores kolleger til at melde sig ind i 3F. Organisering er meget mere. Det er også at skabe styrke ude på arbejdspladserne, at vi som fagbevægelse kan hjælpe vores kolleger til at stå sammen om at opnå sejre på den enkelte arbejdsplads, og at opleve i praksis, hvad det vil sige at stå sammen, lød et indspark til det emne fra Helga Mathiassen fra 3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdenes Fagforening (BJMF).
At organisering ikke alene handler om en indmeldelse, men også om at bygge faglig styrke medgav Henning Overgaard i sin replicering:
– 3F skal sørge for aldrig at miste sin kant. 3F skal også i fremtiden kunne mobilisere medlemmerne til faglig kamp. Vi må aldrig blive tandløse. Vi skal aldrig blive som Det Faglige Hus eller Krifa, men vi skal heller ikke skubbe de potentielle medlemmer fra os. Vi skal både mobilisere til kamp.
Han gentog, hvad han sagde i den mundtlige beretning:
– Jeg arbejder for og ønsker mig stærke afdelinger tæt på medlemmernes arbejdspladser, der kan organisere, tegne overenskomster, styrke de tillidsvalgte, interessevaretage og mobilisere.
Ungdommen
Flere af de delegerede på tværs af generationer og fag nævnte vigtigheden af at styrke forbundets ungdomsarbejde.
Kaja Thilde Nielsen, formand for 3F Ungdom, glæder sig over, at ungdommen bliver nævnt et par gange i beretningen, og da hun står på talerstolen slår hun fast:
– Det øgede fokus på unge virker.
Hun fremhæver kampagnen “Ung & underbetalt”, som har været med til at sætte fokus på en gruppe i PSHR-gruppen, som er både underbetalt og svær at organisere. Kampagnen har fået de unge til at føle sig set og værdsat og gjort det nemmere at tage snakken om at være organiseret i 3F.
Henning Overgaard havde bemærket opbakningen til forbundets ungdomsarbejde fra talerstolen.
– Jeg er glad for, at hovedbestyrelsen har vedtaget en ny ungeindsats, som 3F ungdom kan se sig selv i, og som skal styrke vores tilstedeværelse på erhvervsskolerne og udvikle de nye medlemstilbud til lærlinge, elever og ufaglærte unge. Vi har et godt udgangspunkt med den store opbakning her fra talerstolen.
Henning Overgaard slutter sin replicering med “en god nyhed”.
– Siden vi lørdag eftermiddag åbnede for lettere indmeldelse og introkontingent, der har vi fået – er I klar – lige omkring 100 nye medlemmer. Det viser, at når vi fornyer os, så lykkes vi. Vi skal fortsætte organiseringen, når vi kommer hjem – på arbejdspladserne og i afdelingerne.
Nyheden bliver modtaget med stående klapsalver.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.