Mandag lykkedes det for anden gang strejkende betonchauffører fra IBF at få stoppet en støbeopgave. Betonchaufførerne og faglige sympatisører stod klar klokken 6:30 foran en byggeplads på Liselundsvej i Vallensbæk, og de gav skruebrækkeren, der sad bag rattet i IBF-bilen klar besked om, at han ikke var velkommen på pladsen.
Klokken 9:15 ringede én af de strejkede til Arbejderen med følgende besked:
– Nu står der 2:0 til os. Først kørte ham i betonbilen, og nu er IBF’s betonpumpe også pakket sammen og kørt. Så der bliver ikke støbt på den her plads i dag. Arbejderne inde på pladsen vil ikke røre beton, der er kørt til pladsen af skruebrækkere. Det er sgu da en sejr.
Stillingen 2:0 hentyder til, at det også fredag i sidste uge lykkedes at standse en planlagt støbning.

Senere på dagen oplyser de strejkende, at de har besluttet at genoptage arbejdet onsdag den 2. november. Ledelsen skal have givet udtryk for, at den er villig til at gå i dialog med chaufførerne om de problemer, som startede strejken mandag den 24. oktober.
Problemerne står i kø i IBF og har gjort det længe, har Thomas Karstenskov, der er formand for IBF Fællesklubben Sjælland, fortalt til Arbejderen.
Blandt problemerne nævnes mangelfulde lønudbetalinger, manglende varsel ved overarbejde og farligt arbejdsmiljø. Chaufførerne har utallige gange påtalt det overfor ledelsen, uden at den har reageret. Den 24. oktober satte chaufførerne hælene i og nedlagde arbejdet.
– Nu har vi vist, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at de her forhold skal rettes op, siger en af chaufførerne, der ønsker at være anonym, til Arbejderen.
Ikke nok med det. Chaufførernes strejke har også vist, at der findes et netværk af fagligt aktive, som er klar til at bakke dem op.
– Og det er vi igen, hvis det skulle blive nødvendigt, siger én af de faglige aktivister til Arbejderen.
Og så slutter IBF-chaufføren med endnu en erfaring fra strejken:
– Ja og så har vi jo også set, at der er nogen på byggepladserne, som er solidariske og nægter at modtage beton, der er transporteret af en skruebrækker.
Fuldtidsjob
I 3F Høje-Taastrup håber faglig sekretær Tue Tortzen, at ledelsen viser vilje til at rette op på de kritisable forhold. Tue Tortzen beskæftiger sig lige for tiden på fuld tid med sager, der vedrører IBF og forude venter en række mæglingsmøder om brud på overenskomsten og underbetaling.
– Der er noget helt galt i firmaet. For ikke så længe siden måtte IBF af med 90.000 kroner til de syv-otte folk, der kører betonpumperne, for manglende løn. Og nu har vi lige hentet yderligere 19.000 kroner hjem til pumpefolkene, siger Tue Tortzen til Arbejderen.
Ifølge ham har IBF lovet, at de nu har fået styr på tidsregningen, men ellers er Tue Tortzen klar til at følge det til dørs.
3F Høje-Taastrup har hjulpet pumpefolkene med at få den løn, som de er blevet snydt for, og fagforeningen er lige nu i gang med at gennemregne lønsedler for betonchaufførerne og sammenholde dem med IBF’s tidsregistrering. Viser det sig, at chaufførerne har fået udbetalt for lidt i løn på niveau med pumpefolkene, så venter der IBF en større udskrivning, vurderer Tue Tortzen.
Du kan støtte
Betonchaufførerne har strejket i godt en uge. De får ikke løn i perioden, og oveni har Arbejdsretten idømt dem en bod på 80 kroner pr. strejketime.
Det faglige netværk Arbejdere I Bevægelse opfordrer til at støtte de IBF-chauffører, der har strejket. Det kan du ved at indbetale et beløb til MobilePay Box nummer 9799BG.
Læs også
Strejkende betonchauffører og faglige sympatisører blokerer for skruebrækkere
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.