Fritvalg 12 procent. Arbejdstidsplanlægning 12 procent. Uddannelse 5 procent. Trivsel 26 procent. Løn og pension 45 procent.
På en storskærm viser fem blå grafiske søjler, hvordan 1.700 tillidsvalgte FOA-medlemmer vil prioritere emnerne ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2026, hvis de alene kunne bestemme.
Vi befinder os i Messecenteret i Fredericia, hvor FOA tirsdag den 2. september har samlet tillidsvalgte fra hele landet til TR-træf.
Formålet med stormødet er at skabe debat om overenskomstkravene og at inspirere de tillidsvalgte til at tage hjem og fortsætte snakken med deres kolleger, så også de bliver inddraget i processen.
– Det er så vigtigt at tage dialogen med hinanden ude på arbejdspladsen, og den proces kan vi forhåbentlig løbe i gang med vores møde her i dag, så vi sammen kan skabe bedre vilkårsiger forbundsformand Mona Striib, da hun byder tillidsrepræsentanterne velkommen.
Hun opfordrer tillidsrepræsentanterne, der er dem, der er tætteste på kollegerne og defor ved, hvor skoen trykker, til at bruge mødet til at sætte ord på de udfordringer, de møder i hverdagen. Og nok så vigtigt, at de vil komme med deres forslag til, hvordan vilkårene kan blive bedre.

Velkomsten følges op af et indlæg fra overvismand Carl-Johan Dalgaard om økonomien i dag og hvordan den spiller ind i den danske velfærd og OK26.
Derefter bliver deltagerne ‘sluppet fri’.
I små grupper bliver de sendt rundt i de gigantiske haller, hvor der er opstillet ikke mindre end 350 opgavestationer.
Ved en af stationerne gælder det et spil i stil med de klassiske ”bilkort”, hvor bilerne er byttet ud med medlemmer af FOA’s faggrupper. Kortene er fordelt, og en af spillerne lægger ud med et bud på en månedsløn på 44.100 kroner. Den bliver trumfet af en månedsløn på 51.000 og vinderen af den runde er fundet.
Lønningerne vækker undren og afføder en snak rundt om bordet.
– Hvem havde månedslønnen på 44.100, bliver der spurgt.
Af spillekortet fremgår det, at det er en social- og sundhedsassistent på fuld tid
– Der er da ikke mange, der kommer op på den løn. Jeg er på fast aften og får 39.000, lyder en af kommentarerne.
En anden mener, at det må være “Københavnerlønninger, for i Vestjylland er vi da slet ikke nærheden af den løn.”
Ved en ny station skal de spille stigegolf og svare på spørgsmål om blandt andet Septemberforliget, arbejdsmiljølovgivning og barselsregler. Vinderholdet får kage til deres arbejdspladser.
De tillidsvalgte kan ved station “Pensionsmixeren” blive klogere på, hvor forskelligt FOA’s mange faggrupper er stillet, når de kan gå på pension. De taster oplysninger som alder, pensionsindbetaling og tilbagetrækningsalder ind på en iPad og kan se, hvordan kvindelige pensionister typisk er ringere stillet end mænd, hvilket skyldes at flere kvinder arbejder på deltid, har lavere løn og går på barsel.

Tillidsrepræsentanterne får også mulighed for at være “Sektorforhandler for en dag”. En gruppe medlemmer fra FOA’s social og sundhedssektor står omkring et bord, hvor de i stil med ”Luksusfælden” skal finde frem til en fordeling af de 212.100.000 kroner, som sektoren har til rådighed. Skal alle pengene bruges til højere løn? Skal alle uanset anciennitet have højere løn eller skal de lavestlønnede have mest? Hvad med pensionsindbetaling?
– Vi er nødt til at sætte flere penge af til elevlønningerne og uddannelserne, mener en af deltagerne rundt om bordet og argumenterer:
– Vi ved jo, at det er svært at tiltrække og fastholde nye til vores fag. De skal lokkes med højere løn, mener hun.
Problemer med rekruttering
Der er da også fokus på at forbedre vilkårene for eleverne for at mindske frafaldet på uddannelsen. Det handler for eksempel om pensionsopsparing til eleverne og et generelt løft af deres løn, påpeger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, da hun toner frem på storskærmen i en på forhånd optaget video:
– Elevdelen bliver en af vores store prioriteringer til de kommende overenskomstforhandlinger, fordi vi skal sikre os, at de får en større motivation til at blive på uddannelsen. Det handler om bedre løn og ansættelsesvilkår.
En ny gennemgang af manglen på social- og sundhedsansatte, som FOA har lavet, viser, at der i 2034 vil mangle omkring 25.000 fuldtidsansatte i hele landet.
For at hjælpe rekrutteringen på vej foreslår FOA, at hæve antallet af studerende på SOSU-skolerne fra de nuværende ca. 9.000 pladser om året til cirka 12.500 pladser.

Tilbage til starten og de tillidsvalgtes valg mellem fem på forhånd udvalgte emner. På spørgsmålet om hvilket emne de vægter højest ved OK26, ligger løn og pension altså i top med 45 procent.
Med stigende priser på dagligvarer kommer de tillidsvalgtes førsteprioritering ikke bag på forbundsformand Mona Striib.
– Prisstigningerne rammer rigtig hårdt og presser helt almindelige lønmodtagere med helt almindelige lønninger. Og dem med de laveste lønninger og dem på deltid har særligt svært ved at få hverdagsøkonomien til at hænge sammen, siger hun og tilføjer, at FOA som altid vil have et stærkt fokus på løn ved forhandlingerne.
Hun kommer ind på en af FOA’s mærkesager, når det drejer sig om løn.
– Vi vil have lønstigninger i kroner frem for procenter. Det er en del af vores DNA, slår hun fast og tilføjer:
– Desværre er der kun en anden organisation, der deler vores holdning. Så ved vi, at det kommer vi heller ikke i mål med denne gang.
Fritvalgkonto
Mona Striib er en erfaren forhandler, og hun italesætter flere gange under stormødet ønsket om en fritvalgkonto, hvor medlemmerne selv kan afgøre om midlerne på kontoen skal veksles til omsorgsdage, seniorfridage, større pensionsbidrag, ekstra lønudbetaling, ekstra feriefridage eller orlov.
Forbundsformanden understreger, at det er efterspurgt af medlemmerne, der ønsker mere selvbestemmelse og fleksibilitet. Hun håber derfor også, at man i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område kan få udviklet en fritvalgsordning, som man har på det private område.
– Siden sidst (OK24, red.) har vi arbejdet ihærdigt på fritvalg. Det vil være vigtigt for FOA, at vi ved denne overenskomstforhandling får udviklet en grundmodel for en fritvalgsordning, som vi kan bygge videre på. Vi skal diskutere, hvad der skal ligge i den fritvalgpulje, mener Mona Striib.

De lokale FOA-fagforeninger indsamler netop nu krav fra FOA’s medlemmer. Kravene kan de lægge i de postkasser, som hver enkelt FOA-fagforening fik med hjem fra TR-træffet i Fredericia.
FOA’s hovedbestyrelse udtager den 30. oktober en endelig, samlet liste over FOA’s krav til overenskomstforhandlingerne. Kravene udveksles med arbejdsgiverne i december og selve forhandlingerne starter i januar 2026.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.