I Danmark taler vi gerne om demokrati, ytringsfrihed og uafhængige medier. Men i spørgsmålet om Israel og Palæstina bliver disse idealer alt for ofte sat ud af kraft. Det er på tide, at vi tør sige det højt: Zionismen og den israelske stats lobbyarbejde skal ikke have frit spil i dansk politik, i medierne eller på rådhuset i København.
”Zionismen ud af København” handler ikke om religion, men om gennemsigtighed og demokrati. Når danske politikere, embedsmænd eller journalister deltager i rejser og arrangementer betalt af Israel eller dets lobbyorganisationer – som ELNET – skal offentligheden kende til det.
Et stærkt demokrati kræver modet til at stå fast … også når det betyder at kritisere Israel og den zionistiske lobby.
Det er et grundlæggende demokratisk krav, at vælgerne kan se, hvem der forsøger at påvirke vores beslutningstagere.
Frie Grønne kræver derfor fuld åbenhed: offentlig adgang til oplysninger om alle rejser, ophold og arrangementer finansieret af Israel eller israelske lobbyorganisationer. Det handler om tillid – og om at sikre, at danske beslutninger træffes på baggrund af danske værdier, ikke udenlandske interesser.
Lige så vigtigt er det at forsvare den propalæstinensiske ytringsfrihed. I Danmark må det aldrig være forbundet med risiko at udtrykke solidaritet med Palæstina. Kritik af Israels politik er ikke antisemitisme, og støtte til palæstinensernes frihedskamp er ikke ekstremisme. Den demokratiske samtale skal rumme stemmer, der kræver respekt for folkeretten og en retfærdig fred.
København skal gå forrest. Hovedstaden bør afinvestere kommunale midler fra virksomheder, der bidrager til Israels besættelse, og afbryde samarbejde med selskaber, der profiterer på apartheid, folkedrabet og undertrykkelse. Offentlige penge skal ikke støtte krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser.
Et stærkt demokrati kræver modet til at stå fast på åbenhed, folkeret og menneskelig værdighed – også når det betyder at kritisere Israel og den zionistiske lobby.
Frie Grønne ønsker et København – og et Danmark – der står fast på frihed, retfærdighed og ytringsfrihed for alle mennesker, uanset religion, etnicitet eller oprindelse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.