Læserbrev
Temaet for professor Honneths forelæsning fremlagde en såkaldt “tredje vej til socialismen” ved at gå tilbage til de unge hegelianere. Men i stedet for at fokusere på de revolutionære elementer i denne bevægelse ønskede han at lægge vægt på de mere moderate perspektiver, som han mener, Eduard Gans repræsenterer.
Fra Gans bevæger han sig op igennem etableringen af sociologien ved at fokusere på tænkere som Durkheim og Dewey og mener derved, at man han udforme en såkaldt “liberal socialisme”.
Ved at gøre dette afvikler Honneth totalt al historisk erfaring i etableringen af virkelig socialisme, ignorerer al revolutionær teori udtænkt og implementeret af diverse marxister og idealiserer derigennem revision som en virkelig løsning på samfundets problemer. Dette er, hvad jeg i denne artikel ønsker at afvise.
Hvordan kan man stå i Honneths sko og ikke have en ordentlig kapitalismekritik, ikke have forholdt sig til hele det neoliberale projekt, ignorere neokonservative krigshøge, det er mig et mysterium!
Honneth indledte sin forelæsning med et præsentere forskellene på de venstre- og højreorienterede hegelianere, hvor Gans normalt anses som værende en venstrehegelianer. Men her ønsker Honneth at tage ham ud af sin kontekst og bruge ham som startskud i en såkaldt “ny vej”.
Her vil jeg, som en anden deltager også udpegede i et spørgsmål, stille spørgsmålet: Hvorfor?
Hvorfor ønsker Honneth at fjerne en rig tradition af tænkere og revolutionære, som har formået at bygge grund for forbedring i alle samfundets lag, en tradition hvor Gans også har sin retmæssige placering?
Honneth fraskærer altså al videnskabelig socialisme i din tradition, som vægter op mod de utopiske socialister, og tilskriver derved sig selv den sidstnævnte kategori.
Hvor er Honneths perspektiv, når det kommer til en historisk begivenhed som for eksempel Pariserkommunen fra 1871 og den tragedie, som den medførte takket være uhæmmet brutalitet udført af den franske stat?
Hvordan kan man snakke om socialisme i sin moderne forstand uden af inddrage værker som On Authroity af Engels fra 1872, hvilket var et modsvar til den brutalitet, vi havde set året før, et værk som havde enorm indflydelse på etableringen af Sovjetunionen i måden, hvorpå de forstod, hvad de var oppe imod i deres etablering af et nyt socialistisk projekt.
Jeg forstår, at Honneth ønsker at undslippe alt dette i sine teorier, men for mig er dette et totalt idealistisk projekt uden noget hold i virkeligheden. Det kan kun føre til en keynesiansk revision af kapitalismen og ikke (som i aldrig) en egentlig implementering af socialisme.
Honneth påstår, at statskontrol et et element fra den højreorienterede hegelianske skole, og derfor fralægger han sig al adgang til dette territorium, hvilket åbenlyst viser hans mangel på dialektisk tankegang.
Marx fremlagde klart i sin samfundsanalyse omkring basen og superstrukturen, at samfundet altid, så længe der er klasser, vil have en undertrykkende struktur, der udføres af staten, og her er Lenin uundværlig i sine teorier omkring etableringen af en revolutionær stat, især også i måden, hvorpå man kan formå at frikæmpe sig imperialismens forsøg på at genetablere deres totale kontrol over ejerskabet af produktionsmidlerne.
Så længe dette forhold eksisterer, vil staten have en undertrykkende karakter, men her virker det til, at Honneth har drukket for meget af imperiets cool aid til at se den autoritære karakter af det system, han selv er en del af.
Honneth glorificerer Gans’ kommentar omkring det frie markeds rolle som værende samfundets “last poetry of life”. Ud fra et antiimperialistisk synspunkt er det svært at vide, hvor man skal begynde med at kritisere så absurd en påstand!
Hvis vi ser på den dialektiske historiske materialistiske og fænomenologiske forståelse af begreber som revolution og statsautoritet, hvilket jeg igen ved, at Honneth ønsker at lægge totalt afstand fra, så er disse fænomener ikke noget ideelt billede på, hvordan noget menneske ville udtænke deres vej mod frigørelse. Det er et dialektisk forhold, som konstant eksisterer i sammenhæng med den virkelighed, der ligger foran vores fødder, og uden refleksioner som faktisk forholder sig til den erfaring, som virkeligheden har bragt, i sin konfrontation med den allerede etablerede magt så kommer man ikke langt.
Efter Honneths forelæsning stillede jeg et spørgsmål, som jeg allerede har hentydet til i denne artikel, nemlig spørgmålet om den åbenlyse keynesianske natur i hans såkaldte “tredje vej” – hvilket jeg på ingen måde mener er nogen “liberal socialisme”, men snarere et håbløst forsøg på at lave en “humanistisk kapitalisme”, hvilket, hvis man forstår sin teori, er den største oxymoron, man kunne forestille sig.
Hvordan kan man stå i Honneths sko og ikke have en ordentlig kapitalismekritik, ikke have forholdt sig til hele det neoliberale projekt, ignorere neokonservative krigshøge, det er mig et mysterium!
Nu foregår der endda brutale overgreb på hans egne studenter lige uden for hans vinduer på Columbia Universitet, men det er åbenbart ikke autoritært.
Det virker til, at Honneth har implementeret et komplet antidialektisk syn på virkeligheden (sjovt ik’, nu hvor han påstår at ville genoptage Hegel). At tro man bare kan udpege tre-fire tænkere fra de sidste 200 år og derved udforme den rette opskrift på, hvordan socialismen “endelig kan virke”, så indskriver man sig i én tradition alene, og det er den præmarxistiske skole af utopiske socialister, og dem har virkelig implementering af socialisme aldrig haft megen gavn af.
Afslutningsvis vil jeg igen udpege denne kommentar omkring det frie marked som en “livets poesi” som værende den mest absurde påstand, jeg nogensinde har hørt. Dette såkaldte “frie marked”, der slet ikke er frit, men tværtimod totalt kontrolleret af multinationale monopoler, har været den største drivkraft i alle krige og konflikter de sidst 200 år, men måske dette netop er “poesi” efter Honneths overbevisning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
