Ord eller handling
Der var aldrig en krig.
Det ville kræve at begge sider var en fair match med våben og udstyr.
I stedet var der en massakre.
Den massakre blev til et folkemord.
Det folkemord blev til det nye Holocaust.
Intet er mere grusomt end at se folk, mens de dør af sult. Deres øjne. Deres store bange hjælpeløse døende øjne
Det sidder så dybt i os… ordet “Holocaust”. Et skrækindjagende ord. Lige siden vi gik i skole. Min mor fortalte mig hvad det var, allerede før jeg kom i skole.
Man glemmer aldrig fortællingerne. Især ikke billederne. De udhungrede, syge kroppe.
Vi troede, at det aldrig ville ske igen. For hvordan kunne menneskeheden ikke lære alt af de fortællinger og de billeder?
Men det sker nu. I dag. Alligevel. Hårdnakket påstår mange, at det ikke er det samme. Nogle fordi de er uvidende og andre fordi, de ikke ønsker, det må være det samme, fordi så vil kravet til, at det stoppes, blive for stort.
Men det er præcis det samme.
“Jamen jøder bla bla bla”, siger benægterne. De vil ikke se, hvorfor jøderne var ofrene dengang, og muslimerne er det nu. At det skyldtes, det var en anden syndebuk, som mere lå til højrebenet end den, som ligger til det nu.
Det handler ikke om jødedom. Der var brug for en syndebuk, for sådan en giver magt, og derfor skulle jøderne ofres dengang. Gerningsmændene var højreekstreme fascister ,og deres ofre var den syndebuk, den religiøse minoritet, som de selv havde gjort forhadt med deres propaganda.
Det præcis samme nu.
Den største forskel er, at nu er koncentrationslejren udendørs.
Og kroppene er endnu tyndere end dengang.
I de gamle lejre døde folk jo for det meste ikke af sult. De døde af sygdomme, og de blev gasset.
De dør af sult nu. Og de bliver skudt og bombet.
Intet er mere grusomt end at se folk, mens de dør af sult. Deres øjne. Deres store bange hjælpeløse døende øjne.
Det er næsten umuligt at se på det. Man må tvinge sig selv.
Man har set det før i for eksempel Etiopien, og selv om det også er rædselsvækkende, så er situationen en anden, for etiopierne døde, fordi der ingen mad var i nærheden.
Nu er maden lige i nærheden. Masser af mad. Lige uden for lejren. Disse mennesker spiste engang normalt. Men nogen stoppede maden. Med overlæg.
Det er ikke “en humanitær katastrofe”, som der står i selv de bedre aviser. Det er en af de ondeste krigsforbrydelser, som nogensinde er begået.
Det er det eneste, som vi har set, der er slemt nok til at kaldes det eneste ord, der er endnu stærkere end folkemord:
“Holocaust”.
Den Endelige Løsning, kaldte Hitler og Goebbels det, da de gjorde det samme. Da de tog de sidste skridt for at udrydde deres syndebuk.
De typer, de ondest tænkelige mennesker og de mest beregnende, er tilbage nu ,og det er deres ultimative ondskab også.
Det er en stat, hvor folkemorderiske fascister sidder tungt på magten, og jeg behøver ikke at sige navnet på den.
Alle ved. I vores tid kan man faktisk bare lave et opslag på de sociale medier og ikke skrive andet i opslaget end “Onde dæmoner”, og så vil ingen være i tvivl om præcis, hvem man taler om.
Hitler myrdede to tredjedele af alle Europas jøder, før den Røde Hær stoppede ham i 1945 med hjælp fra de Allierede.
Jeg ved ikke, hvem der skal stoppe det nye Holocaust.
De fleste af de Allierede fra dengang hjælper med at finansiere det, så dem bliver det ikke.
De mest troværdige tal siger, at en femtedel af befolkningen i den udendørs KZ-lejr er væk nu.
Vil gerningsmanden, gerningsstaten, komme op at matche Hitlers rekord og dræbe 66 procent?
Alt taler for det. Ingen, som kan stoppe det, har jo i sinde at stoppe det.
Og værst af alt, så fungerer en sultedød anderledes end en gasdød.
Nogle eksperter siger, at de allesammen allerede er døde. Teknisk set. I forsinket biologisk forstand. At de slet ikke ville kunne optage mad, selv hvis de fik den nu. At deres organer har taget så meget skade, at det kun er et spørgsmål om tid. At de snart er væk.
Ikke en femtedel som nu, ikke to tredjedele som i 1945, men dem alle.
Vi lod det ske igen. Vi har intet lært.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
