Kronik
Den seneste militære konfrontation mod Iran har endnu en gang tydeliggjort en dyb krise i den vestlige verdensordens troværdighed.
I store dele af det globale syd opfattes angrebet fra USA og Israel ikke blot som endnu en regional konflikt, men som et symptom på et bredere mønster: En international orden, hvor den herskende politiske og økonomiske elite i Vesten gentagne gange tilsidesætter de folkeretlige normer, som den selv hævder at forsvare.
Hvis folkeretten fortsat skal fungere som et universelt princip og ikke blot som et politisk redskab for de stærkeste, kræver det en langt mere konsekvent respekt for de regler, der blev etableret efter Anden Verdenskrig.
Den 28. februar indledte USA og Israel en militær operation mod Iran, hvor flere mål blev ramt af luft- og missilangreb. Samtidig blev Irans øverste leder dræbt i et målrettet angreb i Teheran. Disse begivenheder markerede begyndelsen på en ny og farlig fase i Mellemøstens allerede skrøbelige sikkerhedssituation.
I store dele af verden bliver dette angreb imidlertid ikke primært tolket som et legitimt sikkerhedspolitisk tiltag, men som endnu et eksempel på, at stormagter anvender militær magt uden et klart folkeretligt mandat. Dermed fremstår konflikten ikke blot som en regional krise, men som endnu et tegn på, at den vestlige verdensorden i stigende grad lider under et alvorligt troværdighedsproblem.
Endnu et brud på folkeretten
Den moderne internationale retsorden hviler på principperne i FN-pagten. Artikel 2(4) fastslår utvetydigt, at stater ikke må anvende militær magt mod andre staters territoriale integritet eller politiske uafhængighed, medmindre der foreligger et væbnet angreb eller et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.
Netop derfor rejser angrebet på Iran det helt grundlæggende spørgsmål: Hvem håndhæver folkeretten, når de mest magtfulde stater selv bryder den?
Angrebet er blevet begrundet med forskellige forklaringer fra Irans atomprogram til påståede sikkerhedstrusler, men disse argumenter ændrer ikke ved den centrale juridiske problemstilling. Uden et klart mandat fra FN’s Sikkerhedsråd fremstår angrebet som endnu et brud på de internationale normer, der blev etableret efter Anden Verdenskrig for at forhindre aggressive krige.
Når sådanne handlinger gentages, uden at der følger klare internationale konsekvenser, svækkes ikke blot den juridiske orden, men også den moralske autoritet hos de stater, der hævder at være dens vogtere.
Fra Venezuela til Iran: Et bekymrende mønster
For mange analytikere og borgere i det globale syd fremstår krigen mod Iran ikke som en isoleret begivenhed. Den indgår snarere i et længere historisk mønster, hvor stormagter anvender militær, økonomisk og politisk magt for at påvirke eller omforme andre staters politiske systemer.
Også tidligere operationer og interventioner blandt andet i Venezuela har rejst spørgsmål om respekt for suverænitet og folkeretlige principper.
Når sådanne handlinger gentages igen og igen uden tydelig afstandtagen fra andre vestlige regeringer, er det ikke overraskende, at mange i det globale syd konkluderer, at den såkaldte “regelbaserede verdensorden” i praksis ofte fungerer selektivt.
Denne opfattelse bidrager til en voksende mistillid til de institutioner og normer, som den vestlige verden i årtier har hævdet at repræsentere.
Kritiske røster i Europa
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at kritikken af krigen ikke kun kommer fra det globale syd. Også inden for Europa er der tydelige tegn på uenighed.
Præsidenten for Frankrig, Emmanuel Macron, har eksempelvis erklæret, at de amerikansk-israelske angreb blev gennemført uden for folkerettens rammer.
Tilsvarende udtalte Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, at regeringens holdning kan sammenfattes i fire klare ord: “Nej til denne krig”.
At sådanne udtalelser kommer fra centrale europæiske ledere understreger, at uenigheden ikke blot handler om geopolitiske blokke, men også om principperne for international ret, legitimitet og ansvarlig magtanvendelse.
Indien og Iran: En dyb civilisatorisk forbindelse
Reaktionerne i Indien illustrerer samtidig de spændinger, der kan opstå mellem regeringers udenrigspolitiske prioriteringer og befolkningers historiske erfaringer.
Indien og Iran har gennem århundreder haft tætte civilisatoriske forbindelser. Persisk kultur, litteratur og handel har haft en betydelig indflydelse på det indiske subkontinents historie.
Denne kulturelle udveksling kan stadig spores i sproget. Et af de mest almindelige ord for “liv” i dagligdags hindi er zindagi, som stammer fra persisk og bruges overalt i det indiske subkontinent. Alle siger det, når de taler om livet – i Bollywood-film, i kærlighedssange, i filosofiske samtaler over en kop te og i hverdagens små dramaer.
Netop derfor virker det problematisk, når nutidens politik ikke afspejler denne lange historie. Da USA angreb Iran, havde mange forventet, at Indiens premierminister Narendra Modi tydeligt ville tage afstand.
Indien har traditionelt haft et relativt selvstændigt udenrigspolitisk standpunkt og forsøgt at balancere mellem stormagterne. Men i dette tilfælde kom der ingen klar kritik. For mange iagttagere føltes det næsten, som om den historiske forbindelse mellem de to gamle civilisationer blev parkeret i garagen og glemt der.
Den strategiske tilbageholdenhed fra Rusland og Kina
Både Rusland og Kina har i de senere år udviklet tætte politiske og økonomiske relationer til Iran. Alligevel har deres reaktioner på krigen indtil videre været relativt forsigtige.
Denne tilbageholdenhed kan skyldes flere faktorer: Ønsket om at undgå direkte militær konfrontation med USA, hensynet til global økonomisk stabilitet eller en strategisk vurdering af konfliktens langsigtede konsekvenser.
Et afgørende spørgsmål for verdensordenen
For mange mennesker i det globale syd repræsenterer krigen mod Iran derfor mere end blot endnu en regional konflikt.
Den bliver i stigende grad opfattet som endnu et eksempel på en international orden, hvor reglerne ikke gælder lige for alle. Når de samme stater, der taler højlydt om en regelbaseret verdensorden, samtidig gentagne gange bryder folkeretten eller undlader at tage afstand fra sådanne brud, underminerer de deres egen troværdighed.
Hvis folkeretten fortsat skal fungere som et universelt princip og ikke blot som et politisk redskab for de stærkeste, kræver det en langt mere konsekvent respekt for de regler, der blev etableret efter Anden Verdenskrig.
Ellers risikerer verden at bevæge sig mod en langt farligere international orden, hvor militær magt igen bliver vigtigere end international ret. Netop derfor bør krigen mod Iran ikke kun diskuteres som endnu en regional konflikt, men som et afgørende spørgsmål om fremtidens internationale orden og dens legitimitet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
