Danmark elsker at hylde sig selv som en førende velfærdsstat. Gratis sundhed, uddannelse og sociale sikkerhedsnet; det perfekte billede på solidaritet og fællesskab. Men bag den polerede facade gemmer der sig en ufortalt sandhed: Vores velstand hviler på en grundpille af global ulighed.
Vi lever i en verden, hvor den danske velfærdsstat – vores nationale stolthed – bliver finansieret gennem systematisk udnyttelse af billig arbejdskraft i fattigere lande. Lad os kalde det, hvad det er: Vi har velfærdsstaten, fordi andre betaler prisen med deres fattigdom.
At give bistand til lande, mens vores virksomheder udnytter deres arbejdskraft, er som at give et plaster til nogen, vi selv har såret. Det er hykleri forklædt som godhed.
Tænk på, hvordan vi forbruger. Vores designertøj produceres i Bangladesh, vores elektronik samles i Kina, og råvarerne til vores iPhone 20 plus graves op i Den Demokratiske Republik Congo. Tag Bestseller som eksempel. De sælger tøj under brands som Vero Moda og Jack & Jones, men produktionen foregår i lande, hvor arbejdsforholdene er så horrible, at de ville få Arbejdstilsynet herhjemme til at hyperventilere.
Eller Mærsk, der udnytter skibsværfter i Indien og Bangladesh, hvor arbejdere udsættes for farlige forhold uden ordentlige sikkerhedsforanstaltninger. Selv Coop, en kæmpe inden for dansk dagligvarehandel, sælger varer produceret under forhold, vi aldrig ville acceptere herhjemme. Vores forbrug er billigt, fordi andre betaler prisen – med deres helbred, deres tid, deres liv.
Alligevel nægter majoriteten af danskerne at anerkende, at vores velfærdsmodel er bundet op på udnyttelsen af dårligere stillede lande. Vi klapper os selv på skulderen over at have skabt et “lige” samfund, men lukker øjnene for, at den lighed ikke kunne eksistere uden andres ulighed.
Det er ikke kun et spørgsmål om billige produkter på hylderne i supermarkedet, men en langt dybere strukturel afhængighed. Vores høje lønninger, velfærdsordninger og økonomiske stabilitet er i høj grad finansieret af den værdi, som danske virksomheder henter hjem gennem ulige handelsaftaler med den globale syd.
Disse aftaler favoriserer systematisk rige nationer og holder udviklingslande fast i en afhængighedsrelation, hvor de sælger deres råvarer billigt – og køber færdigvarer dyrt. Når vi køber tøj, elektronik eller kaffe, glemmer vi ofte, at prisen for vores privilegier betales af dem, der arbejder under elendige forhold til lønninger, der knap nok sikrer overlevelse.
Det handler ikke kun om lavere priser, men om en global økonomisk struktur, der gør det muligt for os at opretholde vores velstand. Den danske velfærd er således ikke et isoleret mirakel, men en del af et globalt system, hvor rigdom i nord forudsætter fattigdom i syd.
Og i en tid, hvor nationale kræfter vinder frem, og hvor fokus i stigende grad rettes mod grænser og nationale interesser, står vi over for en alvorlig risiko: At ignorere vores globale ansvar og dermed cementere de allerede enorme klasseforskelle mellem kontinenter.
Når populistiske strømninger skubber på for protektionisme og “vores eget først”-politik, glemmes det ofte, at økonomisk ulighed ikke stopper ved landegrænser. Det handler ikke om at isolere dansk økonomi fra resten af verden, som det ofte fremlægges, men snarere om at beskytte virksomhedernes evne til at fortsætte udnyttelsen gennem ulige handelsaftaler – og samtidig skærme dem fra konkurrence fra andre dele af verden.
Resultatet er et hyklerisk system, hvor vi fastholder vores velstand på bekostning af andres underudvikling, samtidig med at vi undgår at tage ansvar for de sociale konsekvenser. En verden, hvor rige lande som Danmark fortsætter med at profitere på fattigere landes billige arbejdskraft uden at give tilbage, vil uundgåeligt føre til større sociale spændinger, migration og endda konflikter.
Vi har et ansvar for at sikre en global lighed, ikke kun fordi det er moralsk rigtigt, men fordi det også er i vores egen interesse. At ignorere denne virkelighed i en tid med stigende nationalisme vil kun skabe dybere kløfter.
En kritisk røst ville nok fremstamme, at vi ikke kan ændre hele verdensøkonomien alene. Det er sandt; vi er en lille nation. Men det betyder ikke, vi kan vaske hænderne. Vi kunne starte med at stille krav til danske virksomheder, der opererer globalt; kræve, at de dokumenterer arbejdsforholdene hos deres underleverandører.
Hvis Bestseller eller Mærsk kan tjene milliarder på deres forretningsmodeller, kan de også betale for ordentlige arbejdsforhold. Danmark kunne gå forrest med en social afgift på virksomheder, der profiterer på billig arbejdskraft. Det er penge, der kan gå direkte til at forbedre forholdene i de lande, hvor produktionen foregår.
Men lad os ikke glemme klimaperspektivet. Vores velstand forbruger ressourcer i en hast, der ikke er bæredygtig; vores varer kommer fra lande, der betaler prisen i form af ødelagte økosystemer og klimaforandringer, der rammer de fattigste hårdest. Vi bryster os af at være grønne, men vi outsourcer forureningen til andre. Hvis vi virkelig ønsker at være et grønt foregangsland, må vi tage ansvar for hele værdikæden – også den del, der foregår uden for vores grænser.
Et andet argument, der ofte fremføres, er, at global handel også hjælper udviklingslande. Det skaber jobs; det skaber vækst. Men hvilken vækst? Når arbejdere i Bangladesh bliver betalt under en amerikansk dollar om dagen, og børnearbejde stadig er en realitet i mange brancher, er det svært at kalde det fremskridt. Væksten går til aktionærer og direktører i vestlige lande; ikke til arbejderne. Det er ikke globalisering; det er neokolonialisme.
Nogle vil pege på Danmarks høje niveau af udviklingsbistand og sige, at vi allerede gør nok. Men udviklingsbistand er plaster på et åbent sår; det ændrer ikke de strukturer, der skaber uligheden. At give bistand til lande, mens vores virksomheder udnytter deres arbejdskraft, er som at give et plaster til nogen, vi selv har såret. Det er hykleri forklædt som godhed.
Løsningerne findes. Vi kunne sikre mere fair handelsaftaler, der ikke kun beskytter danske virksomheder, men også arbejderne i de lande, hvor de opererer. Vi kunne kræve, at danske virksomheder følger samme arbejds- og miljøstandarder i udlandet som herhjemme.
Vi kunne støtte en global skat på multinationale selskaber for at finansiere bæredygtig udvikling og sociale programmer i de fattigste lande. Og vi kunne gøre vores eget forbrug mere bæredygtigt; det starter med at stille spørgsmål til, hvor vores varer kommer fra, og hvordan de produceres.
Vi kan ikke ændre verdensøkonomien alene, men vi kan sætte et eksempel. Danmark kunne gå fra at være et land, der profiterer på global ulighed, til et land, der kæmper imod den. Det kræver, at vi stopper med at fortælle os selv historien om den rene velfærdsstat og i stedet ser sandheden i øjnene: Vores velstand er ikke kun et resultat af solidaritet herhjemme; det er også et resultat af udnyttelse ude.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
