Skal samarbejde med UNRWA
Dansk politik er gledet ind i en bekymrende spiral op til valg, hvor politiske partier nærmest kæmper om, hvem der kan skrue mest op for retorikken og symbolpolitikken mod danske muslimer. Det er blevet en genkendelig opskrift: I stedet for at levere løsninger, mobiliserer man stemmer ved at puste til frygten for medborgere via mistænkeliggørelse og dæmonisering.
Selv når valgkampen egentlig burde handle om kommunale spørgsmål som ældrepleje, skolebudgetter og lokalplaner, ender muslimer med at blive hovedtemaet – ikke som ligeværdige borgere, men endnu engang som “dem”, man taler om i stedet for med.
Dæmoniseringen af muslimer er ikke kun et svigt over for de borgere, det går ud over direkte. Det er et svigt over for hele det danske fællesskab.
Timingen er ikke tilfældig. Socialdemokratiet frygter at miste vælgere til en højrefløj i fremgang, og i stedet for at løfte debatten vælger man at kopiere deres metoder ved at sprede had, mistænkeliggørelse og splittelse, eksemplificeret ved statsministerens seneste udtalelser.
For nylig gennemførte regeringen også en ministerrokade, hvor posten som udlændinge- og integrationsminister gik til Rasmus Stoklund, der i årevis har markeret sig som en af partiets hårdeste stemmer på området. Med ham i spidsen bliver kursen ikke ændret – den bliver skærpet, og konsekvenserne mærkes helt ude i kommunerne, hvor den nationale linje omsættes til kommunalpolitik.
Det betyder, at vi op til valget igen kommer til at se gamle symboldebatter blive støvet af. Forslag om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner. Tildækningsforbud på skoler og universiteter. Lovudkast, der taler om parallelsamfund, som om det er noget, muslimer selv har bygget op.
Diskussioner om hvorvidt unge muslimske kvinder “skal befries”, uanset om de selv efterspørger det eller ej. Det er ikke reel politik, der løser problemer, men et røgslør for egne fejl og mangler samt symbolpolitik, der udstiller danske muslimer som et fremmedelement i deres eget land.
Konsekvenserne er alvorlige. Når landets statsminister fremstiller muslimer som en befolkningsgruppe, der underminerer samfundet og kollektivt ikke tager ansvar, rammer det helt almindelige mennesker.
Det rammer skoleeleven, der må høre tilråb i skolegården. Det rammer medarbejderen med tørklæde, der mødes med mistænksomhed på arbejdspladsen. Det rammer iværksætteren, der oplever, at kunder eller samarbejdspartnere trækker sig. Og det rammer familier, der føler sig presset ud af det nationale fællesskab, selv om de hver eneste dag bidrager til Danmark med arbejde, skat og omsorg.
Når man politisk reducerer danske muslimer til et problem, man skal tale om og ikke tale med, skaber man ikke integration, man skaber fremmedgørelse. Vi ved fra utallige rapporter og erfaringer, at tillid og deltagelse vokser, når man investerer i uddannelse, fritidsjob, foreninger og boligområder.
Når man derimod år efter år møder en ung generation med mistillid og stigmatisering, så øger man risikoen for, at de mister troen på fællesskabet. Det er en pris, hele samfundet betaler.
Samtidig undermineres vores demokratiske samtale. Når regeringen udnævner en minister, der tidligere har foreslået at se bort fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser, sender det et signal om, at vi er villige til at gå på kompromis med grundlæggende rettigheder. Først for muslimer, men i princippet for alle. Når man én gang accepterer, at en gruppe borgere kan gøres mindre værd i lovgivningens øjne, åbner man døren for, at det kan ramme andre næste gang.
Det er derfor, vi siger: Danmark fortjener bedre. Vi fortjener politikere, der tør løse de virkelige udfordringer, såsom børns trivsel, unges adgang til fritidsjob, billigere boliger og stærke fællesskaber, frem for at bruge danske muslimer som prygelknabe. Vi må ikke lade os narre af den slidte strategi, hvor hetz og mistænkeliggørelse bruges til at flytte fokus væk fra reelle resultater.
Dæmoniseringen af muslimer er ikke kun et svigt over for de borgere, det går ud over direkte. Det er et svigt over for hele det danske fællesskab. For når vi lader os splitte, bliver vi alle fattigere.
Når vi accepterer, at vores politikere kan vinde stemmer ved at puste til mistillid, så mister vi noget langt vigtigere end stemmer. Vi mister sammenhængskraften, tilliden og det fælles Danmark, vi burde være stolte af. Det er os vælgere, der afgør, om dette skal fortsætte, og svaret kan vi alle give ved stemmeurnen til kommunalvalget.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
