Valget er udskrevet. I de kommende uger vil vi igen blive præsenteret for ansvarlighed, realisme, nødvendighedens politik og masser af kompromiser. Små forbedringer inden for de samme politiske rammer. Små skridt i et system, der fortsat producerer ulighed, klimakrise og oprustning.
Men mange af os leder efter noget andet.
Vi leder efter stædige socialister.
Hvis du – som jeg – savner stædige socialister i Folketinget, må vi skabe betingelserne for, at de kan vælges.
Ikke politikere, der administrerer nedskæringer for at give skattelettelser. Ikke kandidater, der glæder sig over marginale fremskridt, mens den overordnede kurs fortsætter mod militarisering og markedsgørelse. Men repræsentanter, der konsekvent vil være vagthunde i Folketinget – for arbejderklassen, for klimaet, for freden og for dem, der i dag ikke har en stemme i det parlamentariske rum.
I dag står mange mennesker uden reel repræsentation: Lavtlønnede, prekære arbejdere, mennesker ramt af nedskæringer, unge uden fremtidstro, klimaaktivister, fredsaktivister. Deres kampe foregår uden for Christiansborg. De skal understøttes af en parlamentarisk liste, for bevægelser som klimabevægelsen, hvor er der en voksen og palæstinabevægelsen er dem, der har flyttet mest for venstrefløjen de seneste mange år.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvem der kan vinde ministerposter eller forhandle aftaler. Spørgsmålet er: Hvem vil bruge en plads i Folketinget til at styrke bevægelserne udenfor? Betragte Folketinget som en vigtig talerstol for at komme i dialog med arbejdere, og et sted der er nødvendigt for at få øje på al den baggrundsviden om lovgivning, som vi skal bruge for at kunne give den rette viden.
Jeg mener, at der er behov for en fælles liste ved næste folketingsvalg. En liste bestående af kandidater fra forskellige venstrefløjspartier og organiseringer. Ikke en sammensmeltning. Ikke en ophævelse af forskelle. Men en samling om et fælles minimumsgrundlag.
Et minimumsgrundlag der kunne indeholde:
- En konsekvent rød og grøn omstilling hvor klimakampen forbindes med et opgør med profitlogikken.
- Stop for oprustning og udenlandske militære bindinger – og omprioritering til velfærd.
- Kamp mod voksende ulighed gennem omfordeling og styrkelse af kollektive løsninger.
- Demokratisk kontrol med samfundets centrale infrastruktur, banker og ressourcer.
- En liste som vil prioritere rotationsordning og sikre, ingen ender i den mudderpøl, som parlamentarisk magt kan være.
Uden for dette fælles fundament vil kandidaterne fortsat kunne arbejde ud fra deres respektive politiske traditioner. Forskellighed er ikke problemet. Fragmentering er.
Vi har allerede set, at samarbejde er muligt. Folkelisten for Fred og Velfærd samlede blandt andre Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Danmarks Kommunistiske Parti, Rødt Venstre samt en kandidat uden for partierne. Det var ikke en opløsning af organisationerne, men et praktisk samarbejde om en klar freds- og velfærdsprofil. Vi fortsætter samarbejdet, og vi ser vores forskelle og forskellige politik som en styrke for listen.
Den erfaring viser, at det kan lade sig gøre at samle kræfterne uden at udslette politisk identitet.
Jeg tror faktisk også, at netop dette initiativ skulle komme her fra Vestjylland. Her er vi så få, at vi i mange kommuner aldrig kan samle mere end ti mennesker. Derfor gør det en enorm forskel at opleve, at vi faktisk kan være mange – at vi kan løfte i flok. Det giver styrke og mod. Det viser, at samarbejde ikke handler om at opløse sig selv, men om at stå stærkere sammen.
En fælles socialistisk liste i Folketinget skal ikke først og fremmest måles på, hvor mange kompromiser den kan indgå. Den skal måles på, om den fungerer som talerør, vagthund og mobiliserer til vores fælles kamp. Om den kan omsætte bevægelsernes krav til lovforslag og spørgsmål i salen. Om den kan stille de spørgsmål, som ellers ikke stilles, ikke som nu for at drille hinanden i det parlamentariske spil, men for at bringe bevægelsernes stemmer ind på Christiansborg. Om den kan bruge den indsigt og de muligheder, der følger med et mandat, til at skabe større gennemsigtighed og styrke den demokratiske debat.
En sådan repræsentation handler ikke om at blive en del af magten. Den handler om at udfordre den.
Valget denne gang ændrer næppe styrkeforholdet mellem blokkene grundlæggende. Det ser ud til at blive tæt. Men valgkampen kan bruges til noget vigtigere: at rejse diskussionen. Skal vi fortsat være opdelt i små projekter – eller skal vi samle kræfterne om en synlig og kompromisløs venstreorienteret pol?
Hvis en ny liste skal blive til noget, kan den ikke dikteres ovenfra. Den må vokse frem nedefra – gennem dialog, frivillighed og politisk arbejde. Netop derfor er det vigtigt at tage behovet alvorligt nu, hvor det står så tydeligt.
En fælles liste skal ikke bygges på begrænsninger. Den skal ikke kræve, at man opgiver sit medlemskab af en organisation – eller nødvendigvis er medlem af nogen. Pointen er fællesskabet: At vi bliver tydeligere i den politiske debat, at vi står sammen om dét, vi er enige om, og kan rumme, at vi på nogle områder ikke er enige, uden at det er dét, der skal definere os eller prioriteres højest.
Nu er valget udskrevet, og det betyder formentlig, at vi har en periode foran os, hvor der kan arbejdes grundigt. Derfor vil jeg invitere partier og organisationer, der kan se sig selv i dette projekt, til at indlede et fælles arbejde med vedtægter og politiske drøftelser. Hvis du – som jeg – savner stædige socialister i Folketinget, må vi skabe betingelserne for, at de kan vælges.
Jeg er klar til at kæmpe for det. Er du?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
