Folketingsvalget i marts 2026 blev først og fremmest et opgør med SVM-projektet. Den midterregering, der i 2022 blev lanceret som et historisk ansvarligt samarbejde hen over blokkene, blev i praksis forkastet af vælgerne, og Folketinget fremstår nu mere fragmenteret end nogensinde med hele 12 partier og en politisk midte, der fremstår svækket og uden tydelig retning.
Når utilfredsheden vokser, men uden et tydeligt socialt alternativ, risikerer den at blive opsamlet af højrefløjen.
Men selv om midterprojektet er blevet afvist, betyder det ikke, at der er opstået et klart alternativ.
Socialdemokratiet og Venstre blev begge kraftigt svækket. Socialdemokratiet fik sit dårligste resultat i mere end hundrede år, mens Venstre fik sit ringeste valg nogensinde og nedtur i hele landet – ikke mindst i de store byer og dermed blev reduceret til et marginalt parti.
Socialdemokratiets krise
Socialdemokratiets tilbagegang er et af valgets mest markante resultater. Partiet fik blot 21,8 procent af stemmerne.
Mette Frederiksen har forklaret nederlaget med, at Socialdemokratiet har “taget ansvar” i en vanskelig tid, og at vælgerne derfor sender regningen videre.
Men forklaringen kan også være en anden.
Socialdemokratiet fremstår i dag i stigende grad som et parti, der repræsenterer en bestemt del af arbejderklassen – ikke arbejderklassen som helhed.
Partiets klassiske kernevælger er i dag ofte en relativt vellønnet faglært arbejder, typisk organiseret i forbund som Dansk Metal, med fast job og økonomisk stabilitet. Den gruppe findes stadig, men den udgør en stadigt mindre del af den moderne arbejderklasse.
Store dele af nutidens arbejdere befinder sig i servicefag, omsorgsarbejde, platformøkonomi eller usikre ansættelser. For mange af dem fremstår Socialdemokratiet ikke længere som et parti, der repræsenterer deres virkelighed.
Dermed opstår et paradoks: Et parti, der historisk blev bygget som arbejderklassens politiske redskab, opfattes i dag af mange arbejdere som et parti for et mere etableret og relativt privilegeret lag.
Når utilfredsheden vokser blandt de dele af arbejderklassen, der ikke længere føler sig repræsenteret, søger de derfor andre steder hen – til venstre, til højre eller helt væk fra politik.
Polarisering uden retning
Valget viser samtidig en tydelig bevægelse væk fra midten. Partierne til venstre for regeringen gik samlet frem, og især i København stod venstrefløjen stærkt.
Men fremgangen på venstrefløjen opvejer ikke Socialdemokratiets tilbagegang. Samtidig står højrefløjen fortsat stærkt, og partier som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har konsolideret deres positioner.
Det er ikke kun et dansk fænomen. I store dele af Europa ser vi en lignende udvikling, hvor politisk utilfredshed i stigende grad kanaliseres i retning af højrepopulisme og nationalisme.
Når utilfredsheden vokser, men uden et tydeligt socialt alternativ, risikerer den at blive opsamlet af højrefløjen.
En politisk konsensus om oprustning
Et af de mest slående træk ved valgkampen var dog, hvad der næsten ikke blev diskuteret.
Danmark står midt i den største militære oprustning siden Den Kolde Krig. Milliarder flyttes fra velfærd til militær, og Danmark bindes stadig tættere til NATO’s militære strategi.
Alligevel blev dette kun i begrænset omfang et centralt konfliktpunkt i valgkampen.
På tværs af Folketingets partier findes der i dag en bred politisk konsensus om nødvendigheden af oprustning og militær forberedelse i en stadig mere konfliktfyldt verden.
Den præmis bliver i praksis accepteret af alle de partier, der nu sidder i Folketinget.
Det betyder også, at uanset hvilken regering der dannes efter valget, vil kursen mod fortsat militarisering sandsynligvis fortsætte.
Enhedslistens fremgang – til hvad?
Enhedslisten fik et acceptabelt valg og kan glæde sig over fremgang – ikke mindst i København, hvor partiet flere steder stod stærkt.
Men fremgangen rejser et afgørende spørgsmål: Hvad skal den bruges til?
De første politiske signaler efter valget tyder ikke på, at fremgangen skal bruges til at opbygge et egentligt rødt alternativ, forankret i bevægelserne uden for Folketinget.
Tværtimod peger meget på, at Enhedslisten i stigende grad orienterer sig mod at blive en del af den parlamentariske klub omkring Socialdemokratiet, SF og Alternativet – og i praksis også Moderaterne.
Dette blev tydeligt i de første politiske debatter efter valget, hvor perspektivet om endnu en midterregering hurtigt blev accepteret som den realistiske løsning.
Dermed tegner der sig ikke et billede af en regering, der kan kaldes rød i nogen egentlig forstand, eller som vil bryde med den politiske kurs, der har præget Danmark i de senere år.
Den grundlæggende præmis bliver ikke udfordret: Danmark skal opruste og forberede sig på krig i en turbulent verden.
Når denne præmis accepteres, reduceres forskellene i den øvrige politik hurtigt til spørgsmål om tempo og fordeling – ikke om retning.
Parlamentet som kampplads
For Rødt Venstre er spørgsmålet derfor ikke kun, hvem der sidder i regering.
Det borgerlige demokrati er ikke neutralt. Parlamentet er en del af et system, der i sidste ende beskytter kapitalens magt og derfor aldrig i sig selv vil kunne løse arbejderklassens problemer.
Men parlamentet er samtidig en politisk arena.
Det kan være en talerstol, hvor konflikter synliggøres, og hvor de kampe, der føres i samfundet – på arbejdspladser, i fagbevægelsen og i sociale bevægelser – kan få politisk stemme.
Problemet opstår, når venstrefløjen reducerer sin strategi til parlamentariske kompromiser.
Behovet for en ny venstrefløj
Valget i 2026 viser, at mange mennesker søger et alternativ til midterpolitikken.
Men uden et tydeligt socialistisk alternativ risikerer utilfredsheden at blive opsamlet af højrefløjen.
Derfor er der også behov for at styrke samarbejdet på den ikke-parlamentariske venstrefløj.
Et bredt listesamarbejde mellem partier, organisationer, bevægelser og aktivister kunne skabe en politisk platform, der både kan deltage i valg og samtidig være forankret i de kampe, der foregår uden for Christiansborg.
En sådan liste behøver ikke opløse de enkelte organisationers identitet. Den kan bygge på et fælles minimumsgrundlag – mod oprustning og krig, mod racisme og ulighed og for en radikal og social omstilling af samfundet.
Valget i 2026 viste, at den politiske midte er i krise.
Spørgsmålet er nu, om venstrefløjen er klar til at skabe det alternativ, som mange mennesker leder efter.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
