Når amerikanske politikere er blevet så ophidsede over, at chefanklager ved FN’s Krigsforbryderdomstol Karim Khan har anmodet domstolen om at udstede arrestordrer mod Netanyahu og krigsminister Gallant, så er det ikke udelukkende for at passe på israelerne.
Næh, det er fordi, politikerne realistisk vurderer, at stilles de to israelere for Krigsforbryderdomstolen, hvornår kommer turen så til USA’s politikere, embedsværk, diplomater og militært personel?
Det skriver netmediet Geopolitical Economy Report den 27. maj og citerer blandt andet Financial Times.
Både Demokraterne og Republikanerne er enige om, at der skal iværksættes sanktioner mod Krigsforbryderdomstolen, Khan samt andre ansatte og disses familier. Udenrigsminister Blinken erklærer, at “vi vil sammen finde en passende reaktion”.
Ikke med ét ord nævner Khan, at Israel har ignoreret cirka 50 sikkerhedsrådsresolutioner om at rømme de besatte områder.
I 2020 indledte Krigsforbryderdomstolen en undersøgelse af krigsforbrydelse begået af USA og NATO i Afghanistan. Da Trump iværksatte sanktioner mod de domstolsansatte og deres familier, droppede domstolen undersøgelsen.
Både USA og Israel gik i sin tid ihærdigt i brechen for at få udnævnt Khan som chefanklager, selv om de to lande ikke har tilsluttet sig Krigsforbryderdomstolen.
Erklæringen fra Biden demonstrerer igen, hvor enestående hyklerisk USA optræder, når det gælder om at forsvare “den regelbaserede verdensorden”, der – ikke overraskende – kun gælder, når det er USA, NATO og lignende, der sætter scenen.
Khan har i et interview med CNN bekræftet, at han blev presset af “en ledende vestlig beslutningstager, der erklærede, at domstolen var beregnet på afrikanere og slyngler som Putin, ikke vestlige lande eller disses allierede”.
For blot et år siden bakkede både Biden og Blinken ivrigt op om Krigsforbryderdomstolen, da den udstedte en arrestordre mod Putin.
Senator Lindsay Graham, der står Trump nær, og som for nylig anbefalede Israel at afslutte krigen i Gaza ved at droppe en atombombe over området, erklærede forleden, “at en arrestordre vil ikke hjælpe vore israelske venner med at beskytte sig selv, og med tiden heller ikke os selv”.
Netanyahu og Gallant anklages for følgende: Udryddelse og/eller mord i forbindelse med død forårsaget af udsultning, brug af sult som et våben, forfølgelse af civile, bevidst angreb på civilbefolkningen og tilfældige drab.
Chefanklageren rejser derimod ikke sigtelse for Israels ulovlige besættelse af palæstinensiske territorier siden 1948 og anerkender heller ikke, at en befolkning, der er besat, har ret til at gøre væbnet oprør.
Ikke med ét ord nævner Khan, at Israel har ignoreret cirka 50 sikkerhedsrådsresolutioner om at rømme de besatte områder.
Khan er af vestlige politikere og medier under stor forargelse blevet anklaget for at have sidestillet Netanyahu og Gallant med de tre Hamas-ledere mod hvem, der ligeledes er udstedt arrestordrer. Der henvises til, at Israel er et demokrati, mens Hamas er en terrorbevægelse.
Der er al mulig grund til at betvivle Israels demokrati, der mere ligner et militærregime med en vis demokratisk fernis. Og vel var Hamas’ angreb brutalt, de reagerede som med fortvivlelsens nødværge. Og det er derfor mere korrekt at anskue Hamas generelt som en autoritær, reaktionær ikke-folkevalgt modstandsbevægelse – den eneste gruppering, der har organisation og styrke til at modsætte sig den israelske undertrykkelse.
Når nu ikke andre vil.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.