Kronik
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
I denne uge landede Indiens premierminister Narendra Modi i Kina, for første gang i syv år. Tidspunktet er alt andet end tilfældigt. Hvorfor nu? Fordi verdens magtbalancer er under forandring. USA står med taberens kort, mens nye alliancer tager form i øst.
Modi mødtes med Xi Jinping ansigt til ansigt på sidelinjen af Shanghai Cooperation Organization (SCO)-topmødet i Tianjin. Det er ikke blot et høflighedsbesøg, men et geopolitisk signal: Indien rykker tættere på Kina, ikke længere som rival, men som strategisk partner.
BRIKS udfordrer G7. Det er kun et spørgsmål om tid, før dollaren ikke længere er verdens ubestridte referencepunkt.
Ved SCO-topmødet i Tianjin deltager også andre centrale aktører: Ruslands præsident Vladimir Putin, Kirgisistans præsident Sadyr Japarov, Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, Armeniens premierminister Nikol Pashinyan og Vietnams premierminister Pham Minh Chinh. Det markerer en voksende alliance uden for den vestlige sfære.
SCO blev grundlagt i 2001 med seks medlemmer: Rusland, Kina, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Siden er Indien, Pakistan, Iran og Belarus kommet til, og flere lande står på spring.
Organisationen blander sig ikke i verdens krige, som NATO gør, men målt på befolkningstal er SCO i dag verdens største regionale samarbejde. Og ironisk nok har USA selv pustet liv i denne struktur: Ved at bruge toldsatser som geopolitisk våben har Washington skabt en ny dynamik, hvor Kina, Rusland og – nu Indien – rykker tættere sammen.
USA’s dobbeltmoral
Her er chokket: USA har hævet tolden på indiske varer til 50 procent. Hvorfor? Fordi Indien fortsat køber russisk olie.
Ja, du læste rigtigt: Washington straffer verdens største demokrati for at varetage egne interesser i en konflikt, som Indien hverken har startet eller ønsker at trækkes ind i.
For Indien vækker dette gamle traumer. Landet har stadig ar efter britisk kolonialisme og har historisk værnet om sin suverænitet. Under Den Kolde Krig var Indien alliancefrit, men knyttede bånd til Rusland. De sidste to årtier har Modi styrket relationerne til USA, men på indiske præmisser.
Nu ser vi en ny tendens: Et spirende partnerskab mellem Rusland, Kina og Indien med potentiale til at trække andre nationer med sig: Bangladesh, Centralasien og måske dele af Sydøstasien.
Mens USA pålægger sanktioner og straffer Indien for at varetage sine egne interesser, fører samme USA en politik, der beskytter Israel – et land, der anklages for systematiske overgreb, herunder drab på journalister og en uacceptabel behandling af uskyldige børn i Gaza, hvor grundlæggende behov som mad og ordentlige livsvilkår ikke er opfyldt.
Samtidig er USA involveret i at eskalere spændingerne med Iran og bidrager dermed til yderligere destabilisering af Vestasien. Det viser en klar dobbeltmoral i amerikansk udenrigspolitik: Principperne gælder kun, når det tjener egne strategiske interesser.
Ironisk nok har en amerikansk appeldomstol nu slået fast, at størstedelen af Trumps toldsatser var ulovlige. Men skaden er sket. USA har undermineret sin egen troværdighed og smadret 25 års tillid til Indien på få uger.
Flere analytikere peger på, at vi er vidne til begyndelsen på en multipolær verdensorden. Indien, Kina og Rusland nærmer sig hinanden – økonomisk og politisk. Hvis udviklingen fortsætter, står dollaren til at miste sin trone, og nye handels- og valutaalliancer vil udfordre den vestlige dominans.
BRIKS er allerede på vej til at udvikle sig til en økonomisk blok med global tyngde. Samtidig søger mange lande i det globale syd at beskytte sig mod Vestens fortsatte neokoloniale tendenser.
Mens Washington langer ud efter sine egne partnere, samler rivalerne styrke. Kina, Rusland og Indien – tilsammen næsten halvdelen af verdens befolkning – bevæger sig mod tættere samarbejde. BRIKS udfordrer G7. Det er kun et spørgsmål om tid, før dollaren ikke længere er verdens ubestridte referencepunkt. Så hvorfor holder vi i Europa stadig fast i illusionen om, at USA beskytter os?
Vasalstat eller fri nation?
Tag Grønland som eksempel. Hvem koloniserer vores arktiske territorium? Ikke Rusland. Ikke Kina. Men USA – skridt for skridt, uden at affyre et eneste skud.
Washington presser Danmark til at åbne døren for amerikanske baser i Arktis. Og vi siger ja – uden debat. Uden modstand.
Vi får tudet ørerne fulde om, at Rusland er truslen. Men hvem underminerer i virkeligheden vores suverænitet?
Europa står ved et vejskel: Skal vi fortsætte som lydige vasalstater, der køber amerikanske våben og håber på beskyttelse fra en stormagt, der ikke beskytter, men udnytter? Eller skal vi insistere på en ny multipolær verdensorden baseret på samarbejde, fred og udvikling?
Vi skylder vores børn en fremtid uden bomber. Men hvad gør Danmark? Vi sender milliarder til en krig i Ukraine – penge, der kunne have finansieret lærere, tandlægehjælp og billigere offentlig transport. Samtidig åbner vi døren for amerikanske baser i Grønland. Uden at blinke.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
