Forenet gennem hiphop
Lars Hirsekorn holdt denne tale for sine kolleger hos folkevognsfabrikken VW Braunschweig den 2. september 2025.
Lørdagen tilhører far, om dette krav fra 1956 taler vi faktisk næsten ikke mere.
Da de realsocialistiske stater i Østeuropa brød sammen, erkendte aktionærerne meget hurtigt et potentiale for afpresning: “Enten arbejder I igen regelmæssigt i weekenden, eller også flytter vi produktionen til Østeuropa!”
Med denne øgede fleksibilitet i vores arbejdskraft og forlængelsen af maskinernes driftstid skulle de store overskud fra Piech, Porsche og kompagni ikke kun sikres, men også øges.
Vi må lære hurtigt. For ellers kommer vi igen til at betale med vores børns blod.
Og vi? – Vi gav efter. Senest efter denne afpresning burde vi faktisk have begyndt at køre to gange om året med en bus fuld af kolleger til Polen, Tjekkiet og Ungarn for at søge den fælles debat. Kun på den måde kan vi formulere fælles krav og ikke længere underbyde hinanden.
Hvad gjorde vi? Vi accepterede lørdagsarbejde og satsede på lokationen.
Og det var ikke kun hos VW. Uanset om det var BMW, Daimler eller Opel, solgte vi i hele den tyske bilindustri weekenden i begyndelsen af 90’erne.
I begyndelsen af 2000’erne var overskuddet igen ikke stort nok. “Vi vil udskille logistik, køkken og montage”, råbte aktionærerne. “Enten siger I ja, eller også flytter vi det hele til Østeuropa!”
Og vi? Vi satsede på lokationen og så en hel del af udliciteringerne til lave tariffer.
Selvfølgelig har vi et europæisk og globalt samarbejdsudvalg, men det erstatter ikke udvekslingen mellem de arbejdende mennesker. Kollegerne skal lære hinanden at kende, tale sammen og feste sammen. Først da bliver konkurrenten til en seriøs kollega.
Har vi lært af det? Nej, vi har ikke lært af det! Vi har accepteret situationen som en given kendsgerning. År efter år råber vi som fagforeningsfolk ad hinanden, fordi kollegerne i Group Services med rette ikke længere kan og vil leve af deres lønninger, og vi ikke ved, hvordan vi skal ændre det.
Og i 2024? Igen var aktionærernes profit for lille. Og igen kom den gamle sang: “Enten forlænger I arbejdstiden og giver afkald på løn, eller også lukker vi fabrikkerne og flytter arbejdet til Østeuropa.”
Og nu? Vi har givet afkald på løn, forlænget arbejdstiden, og vores ansøgning om uddannelsesorlov behandles nu i Polen.
Vi må lære, kære kolleger. Vi må for pokker lære.
Ny investeringsmulighed – våben
Verdensmarkederne for bilindustrien er mættede. Uanset om det er i Kina, Europa eller USA, står der overalt hundredtusindvis af usolgte biler og truer aktionærernes udbytte. I årevis har familierne Piech, Porsche, Quandt og Musk ikke vidst, hvordan de skal investere deres milliarder på en rentabel måde. Det sidste redskab var noget så meningsløst som bitcoin: Det må man tænke grundigt over. Jeg lader min computer regne meningsløst i 10.000 timer og sælger dig resultatet for 10.000 euro. Vi befinder os i en så elendig situation, at milliardærerne investerer i sådan noget vrøvl.
Og nu har de opdaget en ny investeringsmulighed, en vare, der konstant skal produceres på ny, og hvis marked i værste fald er umætteligt. Familien Porsche vil gerne producere våben igen, fordi det kan betale sig, kære kolleger. Ikke fordi de vil forsvare demokratiet i deres virksomheder, eller fordi de bekymrer sig om deres arbejderes velfærd, nej, kære kolleger, det skal kunne betale sig, det skal give overskud.
Derfor vil de producere våben i Osnabrück og andre steder.
Vi må lære – kære kolleger, vi må lære.
I 1914 var verden opdelt, kolonierne fordelt, stål var der i overflod, og verdens store kapitalister vidste ikke længere, hvordan de skulle forøge deres formuer. Uanset om det var i Tyskland, Østrig/Ungarn, Rusland, England, Frankrig eller Australien, investerede man overalt i rustninger for at omfordele den opdelte verden og skabe nye profitmuligheder.
Og vi? Det tyske socialdemokrati godkendte krigskreditterne, fagforeningerne afstod fra lønkrav og strejker i den såkaldte “Burgfrieden” (våbenhvile). Arbejdstiden blev underlagt krigens behov. De arbejdende mennesker ledsagede deres børn med hurra til krigen, de investerede deres opsparinger og endda deres vielsesringe i krigskreditter, og de få, der højlydt protesterede mod krigen, blev beskyldt for at være fædrelandsløse. De blev beskyldt, smidt i fængsel eller sendt til fronten.
Folk måtte først lære!
I sommeren 1916 fandt de første såkaldte sultestrejker sted i Braunschweig. Men de havde endnu ikke nogen større effekt. I januar 1918 kom det til strejke i hele det tyske rige inden for våbenproduktion. Omkring én million kolleger nedlagde arbejdet i godt 10 dage og krævede fred og brød. Strejkerne blev dog slået ned, og mange tusinde af de strejkende våbenarbejdere blev som straf sendt til fronten. De betalte deres kamp for fred med livet. Men de var også den gnist, der fik store dele af menneskeheden til at ændre holdning. De såede erkendelsen af, at arbejdende mennesker ikke vinder andet end elendighed og død i krig.
Jeg stiller mig fuld af optimisme i deres rækker.
Krig for råstoffer, profit og magt
Kære kolleger, vi lever i et samfund, der målbevidst styrer mod en ny stor krig. Mange vil sige, at det ikke kan sammenlignes, men det tror jeg nu alligevel. Det handler heller ikke i dag om menneskelig værdighed eller demokrati. Hverken i Ukraine, Congo eller Palæstina! Det handler om råstoffer, profit og magt.
Egentlig kunne man have troet, at menneskeheden havde lært af Første Verdenskrig, men desværre er hukommelsen ofte meget kort.
Jeg ser ingen venner eller fjender i disse krige.
Hvilken arbejder gik sejrrigt ud af Første Verdenskrig?
Hvad fortæller de millioner af grave over hele verden os?
Aktionærerne vil ikke ofre deres børn på slagmarken. De driver virksomheder, der er vigtige for krigsindsatsen og uden tvivl er uundværlige.
Og det særlige våbenbudget, som krigskreditterne kaldes i dag, betaler vi, ikke Musk, ikke Porsche, ikke Thyssen-Krupp.
Desværre er der også i dag stemmer i vores fagforeninger, men også blandt personalet, der støtter krigskreditterne og glæder sig over de velbetalte job i våbenindustrien.
Vi må lære, kære kolleger. Vi må lære hurtigt.
For ellers kommer vi igen til at betale med vores børns blod, og kirkegårdene vil vokse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Talen er oversat fra tysk, mellemrubrikker med mere er indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
