Kronik
Mens vi lægger de sidste tanker ned i denne kronik, bliver situationen værre og værre for det palæstinensiske folk. Hver gang et nyt overgreb, en ny massakre, en ny fordrivelse rammer, er vores tanke, at nu kan det ikke blive værre. Den tanke har vi og rigtig mange andre haft utallige gange i det sidste års tid – og gennem de sidste mange år.
Men det kan blive værre, og det bliver værre. Vi har set 17 års total blokade af Gaza. Vi har set bosættelser på nye bosættelser splintre Vestbredden siden 1967. Vi har set svigt på svigt fra alle de politikere og ansvarlige, der har magt til at kunne stoppe besættelsen, stoppe apartheid, stoppe den etniske udrensning og folkemordet.
Det er en forudsætning for fred i Mellemøsten, at den imperialistiske støtte til zionismen ophører.
Vi ser stadig danske våben blive sendt til Israel. Vi ser stadig danske skibe sejle våben fra de vestlige producenter til Israel. Og dagligt sorterer vi fra i de filmklip, hvor vi ser våbnene blive brugt i Palæstina og i Libanon. Vi sorterer fra for ikke at blive overvældede.
Nogle gange føles det, som om den eneste drivkraft er håbet. Og det håb eksisterer. Vi arbejder solidarisk med et mål om et frit Palæstina. Men vi har brug for lige at stoppe op og tænke over, hvad det betyder, hvad det egentlig er, vi kæmper for.
I det følgende vil vi fremlægge Kommunistisk Partis overvejelser.
Oslo-aftalernes eufori
Da Oslo-aftalen blev vedtaget i 1993, og de første skridt til at gennemføre den blev sat i værk i årene efter, oplevedes en optimisme i de besatte områder. Enhver, der var på Vestbredden på det tidspunkt, kunne umiddelbart efter Oslo-aftalens indgåelse opleve en nærmest euforisk stemning blandt palæstinenserne.
Forhåbningerne til, at palæstinenserne på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza i fremtiden kunne bestemme over deres egen skæbne, var enorme. Forhåbningerne til, at palæstinenserne kunne give deres børn og børnebørn et liv uden besættelse og krig, var enormt store.
Men der gik kun få år, før den eufori blev saboteret af Israel med Ariel Sharon i spidsen.
Zionismen er problemet
Det fører til kernen i problemet: Den zionistiske ideologi og den zionistiske stat, det zionistiske projekt om et “jødisk hjem givet af gud” på bekostning af alle andre.
Skulle man være i tvivl om det zionistiske Israels strategi og målsætning, behøver man blot at gennemlæse Israels nye nationalstatslov fra 2018. Den slår fast, at staten Israel er jødisk og tilsidesætter de næsten to millioner ikke-jødiske statsborgeres rettigheder: drusere, kristne og muslimer.
Israel bliver defineret som det jødiske hjemland med Jerusalem som Israels udelte hovedstad, og det bibelske hebraisk genoplives som eneste officielle sprog. Der er tale om en jødisk stat, hvis flag og officielle emblem alene består af jødiske symboler.
Det er dette projekt, det zionistiske projekt om et “jødisk hjem givet af gud” på bekostning af alle andre, der må reduceres til en historisk parentes, hvis der skal blive fred i området. Kampen handler om at skabe et land, hvor det zionistiske apartheidstyre og dets påstande om et rent jødisk hjem erstattes af et demokratisk og sekulært, historisk Palæstina, hvor alle folk i området har samme rettigheder og muligheder, uanset etnisk baggrund og religion, jøder naturligvis inkluderet.
Det må være perspektivet.
Når det er sagt, er det vigtigt at slå fast, at Kommunistisk Parti ikke er modstander af, at der indgås en aftale om at oprette to stater inden for rammerne af 1967-grænserne. En sådan aftale ligger langt fra Oslo-aftalen. Den vil blandt andet indebære en fuldstændig tilbagetrækning af besættelsesmagten, rømning af alle bosættelser både på Vestbredden og i Østjerusalem og en krigsskadeserstatning, der sikrer en fuldstændig genopbygning af den palæstinensiske civile infrastruktur både på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza.
En sådan aftale kan dog aldrig være den endelige og definitive løsning på konflikten, ligesom den heller ikke rummer et opgør med Israel som apartheidstat.
De internationale konventioner
Det er vigtig principielt at fastslå og fastholde, at besættelsen og annekteringen af Vestbredden og Østjerusalem og den altødelæggende krig i Gaza strider imod helt grundlæggende internationale konventioner. Den 22. november 1967 vedtog FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 242 (S/RES/242). Den kræver:
- Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder der blev besat under den sidste konflikt.
- Ophør af alle påstande om eller tilstande af krig og respekt for og anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området samt af deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser fri for trusler eller voldshandlinger.
Folkeretten giver endvidere palæstinenserne ret til væbnet modstand mod israelsk kolonialisme, undertrykkelse og besættelse. Det har FN slået fast, blandt andet i resolution 130, vedtaget af FN’s Generalforsamling i 1990 (A/RES/45/130). Her står der, at FN:
“Bekræfter legitimiteten af folkenes kamp for uafhængighed, territorial integritet, national enhed og befrielse fra koloniherredømme, apartheid og fremmed besættelse med alle til rådighed stående midler, herunder væbnet kamp.”
Og videre at FN:
“Bekræfter også den umistelige ret for det … palæstinensiske folk og alle folk under udenlandsk besættelse og kolonialt herredømme til selvbestemmelse, national uafhængighed, territorial integritet, national enhed og suverænitet uden udenlandsk indblanding.”
Væbnet kamp er ikke terror
Ifølge international lov er væbnet kamp mod en besættelsesmagt således lovlig. Vi understreger, at den væbnede kamp skal rette sig imod besættelsesmagtens militære installationer, enheder, depoter og soldater. Både i de besatte områder og i Israel.
Denne ret giver således ikke ret til angreb, bortførelse eller mord på civile eller ødelæggelse af civil infrastruktur. Vi minder om, at Kommunistisk Parti fra dag ét efter den 7. oktober 2023 krævede alle civile israelske gidsler løsladt. Vi krævede samtidig alle de palæstinensiske fanger, der sidder ulovligt og uden rettergang i israelske lejre og fængsler, løsladt.
Der findes ingen militære løsninger på de nuværende krige og konflikter i verden. Men folkeretten giver palæstinenserne ret til deres egen stat og til væbnet modstand mod israelsk kolonialisme, undertrykkelse og besættelse. Kommunistisk Parti støtter den kamp og den ret.
Palæstinensernes ret til selv at bestemme
Og lad os slå fast med syvtommersøm, at det alene er det palæstinensiske folk, der selv afgør, hvad der kæmpes for, og hvordan der kæmpes, herunder om oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat er en mulig vej til en endelig løsning.
For os er det et principielt spørgsmål at støtte det palæstinensiske folks rettigheder og legitime krav. Vi vil ikke bøje af ud fra, hvad der er realistisk og ikke realistisk under nutidens forudsætninger. Vi holder fokus på kravet om besættelsens ophør, og at alle bosættere forlader Vestbredden og Jerusalem.
Vores støtte til den palæstinensiske modstandskamp er urokkelig, herunder støtten til den væbnede kamp imod en brutal besættelsesmagt. Og vores støtte gælder også det palæstinensiske folks ret til at indgå kompromiser eller nå en aftale i forskellige trin.
Vestens støtte til Israel må stoppe
Zionismen står som bekendt ikke alene. Staten Israel får støtte af den vestlige imperialisme med USA i spidsen og EU troligt følgende efter. Milliarder af kroner og dollars. Skibsladning på skibsladning med våben. Politisk støtte – fra trusler om særlove mod solidaritetskampen til veto i FN’s Sikkerhedsråd. Og listen kunne være længere. Det er en forudsætning for fred i Mellemøsten, at den imperialistiske støtte til zionismen ophører.
En anden forudsætning for fred i Mellemøsten er, at de nuværende reaktionære arabiske regeringer stopper med at samarbejde med imperialismen. Regionen må gøre sig fri af imperialismens del og hersk-politik. Tvivlsomme alliancer med imperialismen har aldrig ført til noget positivt, hverken for det palæstinensiske folk eller for de arabiske befolkninger.
Nogle vil spørge: Er det muligt? Svaret er, at der ikke er andre veje til en reel fredsdialog og varig løsning på, hvordan der opnås fred i Palæstina og i Mellemøsten. Som konflikten har udviklet sig, må vi se i øjnene, at det vil tage generationer.
Solidaritetsbevægelsen giver håb
Overalt i verden er solidariteten med palæstinenserne stor. Også herhjemme ser vi, hvorledes den danske solidaritetsbevægelse og dens kamp for et frit Palæstina og imod en storkrig i Mellemøsten giver håb.
Solidaritetsbevægelsen er både større, stærkere, mere mangfoldig og på mange måder mere inkluderende, end den nogensinde har været i Danmark. Dens udtryk er mangfoldige: Massive og talrige demonstrationer overalt i landet. En stærk boykot. Blokader mod våbenfirmaer og rederier. Sit-ins og protestlejre. Debatter og dialogjuice med politikerne. Flag på broer…
Styrken i solidaritetsbevægelsen ligger lige nu i dens enkle aktuelle krav: En øjeblikkelig og varig våbenhvile, ubegrænset adgang til nødhjælp, en ende på den ulovlige belejring af Gaza, frigivelse af de tusindvis af palæstinensiske gidsler i Israel mod frigivelsen af de resterende israelske gidsler i Gaza – og at den danske regering indfører en våbenembargo mod Israel.
Det fælles slogan “From the river to the sea – Palestine will be free” har uddybet den politiske forståelse for palæstinensernes sag, nemlig at det er den zionistiske ideologi og den zionistiske stat, der er kernen i problemet.
Denne kronik er skrevet i november 2024 og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
